Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær Hvis du vil printe siden ud se her

	18.s. e. trin. 2002 i Horreby og Falkerslev
	Tekst : Joh.15, 1-11
	Forleden aften da jeg kom hjem fra forældre møde fandt jeg min 10 årige liggende helt afslappet, tillidsfuldt på vej ind søvnen, måske med tanke på, at man roligt kan sove, når Gud våger over én og bevarer såvel udgangen til natten som indgangen til den nye dag.
	Da han hørte mine skridt i det mørke værelse rakte han halvt i søvne den ene arm op og tog mig om halsen, så jeg kunne sige godnat og sov godt og jeg elsker dig.
	Og det sidste er ikke det mindst vigtige, både for ham og mig. Det tager vi begge næring af. Helt konkret. Kærlighed er ren substral for mennesket og så er den altid konkret. Den har arme og ben, den har måske grønne øjne og krøllet hår, som min 10årige eller brune øjne og glat hår som min syvårige eller hørhvidt hår og blå øjne som min mand og min 12årige, eller rynker på tværs i panden som min far eller højt svungne øjenbryn som min mor. Den er lige så bred over skuldrene som min lillebror, der slet ikke er så lille mere og den er langhåret og rødhåret og korthåret og blond og gråhåret og hvidhåret som mine kæreste venner og veninder.
	Sådan har de fleste af os helt konkret kærligheden gående rundt i vores liv i form af de mennesker vi har fået givet at elske. Kærlighed er et stykke af Gudsriget, for Gud er kærlighed, så selvom ingen har set Gud, så har enhver der elsker en konkret Gudserfaring. Gud er den der skaber og fuldender kærligheden i os.
	For skilt fra ham kan vi slet intet gøre - heller ikke i kærlighed, for Guds kærlighed er det mest konkrete af alt og dét i ordets mest bogstavelige forstand.
	Konkret betyder egentlig sammenvokset og i Jesus Kristus vokser Gud i kærlighed sammen med mennesket, som et træ bærer sine grene. Jesus Kristus er den kærlighed der er den dybeste sammenhæng mellem Gud og menneske og den mest konkrete.
	Træet er ofte et billede på både liv og kærlighed, på det der får vores tilværelse til at hænge sammen. Og alligevel kan vi finde på som Benny Andersen at sige.
	Kærligheden hænger ikke på træerne men det er dem man ser på når man savner den hvordan mon de klarer sig så langt de står fra hinanden kan lige nå det næste træ med en bladspids og så er det træ måske slet ikke det rigtige nærmest i vejen alligevel vokser de daglig og her går man rundt på sine bevægelige fødder man stikker sine bevægelige grene i lommen det er da de mindste og skynder sig tilbage til byen.
	Kærligheden hænger altså ikke på træerne, nej men træet hænger på kærligheden i den forstand at træerne er afhængige som vi er det. Afhængige af Guds skaberkraft, som også bobler i Jesus Kristus nyskaberen. Ham der siger om sig selv, at han er vintræet og vi er grenene.
	Men hvordan er vi så , vi grene. Hører vi til dem der bærer megen frugt og herliggør stammen, så alle må sige. Det er vel nok et smukt og godt træ, eller hører vi til dem ikke rigtig får suget til os af stammens saft og kraft og ender med at visne, så vi bliver hugget af eller falder af og til sidst kastes i ilden og brændes ?
	Ja, det kommer nok an på fra hvilken vinkel man anskuer sig selv. I forhold til den konkrete kærlighed, der spadserer rundt i vores liv går det måske helt godt. De fleste af os har nogen vi holder af og her er det, hvis vi er heldige, ikke så svært for kærligheden at trives, den er konkret og håndterbar. Til at tage og føle på. Den private kærlighed går det måske slet ikke så dårligt.
	Men hvis vi nu skal dvæle lidt ved træbilledet, så blive vi nok nødt til at indrømme at kærligheden også er nødt til at rykke ud af barnekamre og soveværelser og dagligstuer for at træbilledet overhovedet duer. Kærligheden er nødt til at ud i verden, ud under åben himmel, den er nødt til at blive konkret i forhold til andre end dem, vi elsker sådan lige umiddelbart. Et træ er ofte ikke kun en privat størrelse og det er kærligheden heller ikke kun - i kristen forstand, og derfor er der stadig brug for at Gud i Jesus Kristus fuldender sin kærlighed i os . Og det gør han ved at fjerne det i os, der ikke bærer frugt og rense det i os, der bærer frugt, så det bærer endnu mere frugt. At herliggøre Gud er at åbne sig mod verden, mod det der er forskelligt fra os selv, mod dem det ikke nødvendigvis er så nemt at elske, eller at holde ud, når grenene bliver tunge af træthed alene ved den frugt, der er sat.
	At herliggøre Gud er ikke at stikke sine levende grene i lommen og surt gå sin vej, selvom det er det eneste man har lyst til. For det er stort set aldrig frugtbart, hverken i forhold til et andet menneske eller til Gud, der begge kan komme voldsomt på tværs af vores planer, så vi et øjeblik ville ønske at vi ikke indgik i nogen sammenhæng overhovedet og der er tider hvor der absolut ikke er overskud til at bekymre sig om den store verdenssammenhæng.
	Selv husker jeg hvordan jeg sommetider har stået og trukket vejret dybt på dørmåtten inden jeg efter en lang dags eksamenslæsning og efterfølgende indkøb trådte ind ad døren til mine tre børn, der den gang var helt små. Det var hårdt, at de var så afhængige. En ville ammes, en anden have historie, en tredje kunne ikke vente med at fortælle mig noget. Og så måtte jeg jo gøre som min kloge svigermor altid har sagt: Hvis man skal falde om af træthed, når man kommer ind ad døren, så sørg for at falde om i nærheden af nogle børn. Så dér lå jeg med dem kravlende oven på mig. Afhængige af mig og jeg af dem. Som vi af Gud og Gud af os.
	Gud har jo frit valgt at gøre sig afhængig af os. Han kan ikke undvære os, for i et kærligheds forhold kan den ene aldrig slå med nakken og påstå at kunne undvære den anden. Uden grenene står stammen nøgen tilbage, uden os er er Guds gerning forgæves, han har ingen at vise kærlighed. Uden os er han en skabningsløs skaber og en barnløs far.
	Det Jesus siger til os i dag er : Du er min og jeg er din. Selvom Gud er kærlighedens helt konkrete ophav, så har han valgt at kærlighedsforhold kun kan finde sted i et fællesskab i en gensidighed, hvor den ene part er afhængig af den anden.
	Menneskets forhold til vor Gud og skaber og til Jesus Kristus, vor frelser og til Guds kærligheds og sandheds ånd bygger på Guds fuldkomne kærlighed og vores den skrøbelige. For vores kærlighed er skrøbelig, for det første fordi den knytter os til andre dødelige væsener. Andre dødelige og dødeligt forfængelige væsener, som os selv, der ofte tænker mere på at herliggøre os selv end Gud og næsten. Hvor tit sårer vi ikke hinanden - også i de forhold vi kalder kærlighedsforhold ?
	Det er skønt NÅR kærligheden bære frugter, når kærligheden er det fagreste træ i lunden ,som det hedder i en folkevise. Men hvad er det da for frugter ?
	Jo, det er glæde, fred, tryghed, fællesskab, tro. At være med til at elske evigheden ind i tiden. Gud har helt konkret vist os sin kærlighed i Jesus Kristus og i dag siger han til os at vi skal blive i hans kærlighed, for i ham er vi til stadighed små knopper på livstræet, der skal skyde op af graven og række sin grene helt ind i himmelen.
	At bekende, at Jesus er Guds søn er at tage sine levende grene op af lommen og række dem frem mod Gud så han kan rense dem ,så de kan bære den livsfrugt de er skabt til at bære både for Gud og mennesker, både for dem der er helt nærved og dem der er længere væk.

1-10-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email