Hvis du har kommentarer så skriv til Ulla Horsholt Hvis du vil printe siden ud se her

	Prædiken til 15.16.s.e. trin. den 11/18 september 1994. Høstgudstjeneste Ørum kl. 10.00: Vejrum kl. 19.30: Viskum kl. 10.00:
	Jeppe Åkjær skrev en meget vægtig tanke i sin sang om høsten, - Nu er det længe siden - men end det gemmes i mit sind, 'hvordan i barndomstiden, den kære rug kom ind.
	Og hvad var det mor hun gjorde - den gang i høsten:
	Først bredte Mor et klæde så ømt som nogen højtidsdug, der måtte ingen træde med sko i høstens rug, så feje hun med limens rest hvert snavset strå til side som for en hædersgæst.
	I dette hvide klæde, som bredes ud som højtidsdug for høsten - i dette klare billede - der lærer vi noget om hvad Martha skulle lære.
	Og idag tager vi hele Marthas fortælling med - fra både den dag, hvor Jesus var gæst hos hende første og anden gang - og hver gang siden.
	Lad os prøve at forestille os Martha mange mange år senere. Hun sidder ved en dug - som er gammel og slidt, som hun selv - ved denne dug holder hun sig fast på det ene fornødne som hun fik lært med tiden - hun sidder og tænker på den dag - hvor Jesus var blevet gæst hos hende og havde åbnet hendes lille forknytte og fortravlede og bekymrede sind - og lukket al den kærlighed og glæde ind, som magtede det hun ikke kunne selv - at feje hendes bekymring og frygt til side.
	Selv om Jesus ikke i den forstand var en mand af hæder og ære - så havde Martha ventet ham. - og Martha kunne godt le ad sig selv ved tanken - nu så længe efter: hun havde været så bekymret og haft så travlt: hun havde lagt sin bedste hvide dug til side og gemt den til den dag han skulle komme. Det havde hun ikke fortalt Marie, for hun var ligeglad med sådan noget. Og da han endelig kom havde hun dårlig nok haft tid til at høre på ham - men hun ku mærke, som var det igår - da han lige så stille havde grebet hendes hånd og set på hende med milde øjne: Martha, Martha, du begymrer dig så meget - kun et er nødvendigt. Marie har valgt den gode del, -og den skal ikke tages fra hende - og så var hun gået ud i køkkenet for at hente kopper. Hun var forurettet - men Jesu ord - havde kaldt hende tilbage til bordet med den hvide dug - og så havde hun siddet for første gang med tomme hænder og åbent sind og han havde fyldt det alt sammen op, med sin kærlighed - det var begyndelsen til det, der siden skulle komme til at betyde alt for Martha. Derfor havde hun jo også gemt denne hvide dug - for som nu på denne dag at have et sted at samle det hele igen. Minderne, og glæder og sorger - og håbet - ja håbet og det det hele det havde altsammen sin plads på den hvide dug.
	Martha så ud ad vinduet over mod klippehulen -
	Så faldt der lys over alle rynkerne i hendes gamle ansigt - lys og mørke: Der havde hendes bror ligget første gang - og nu lå han der igen".
	Hun tænkte på den gang Lazarus, hendes bror var blevet syg og intet hjalp - de havde ventet hver eneste dag nede ved vejen og kigget langt og håbet, at han ville komme og gøre Lazarus rask - Bekymringen havde lagt sig tung og lammende over hjemmet - og blev afløst af bitter sorg - da Lazarus var død. Da var hun holdt op at vente - og hun havde lagt sin hvide dug langt væk - og så var han kommet alligevel - helt uventet - Hun huskede det rodsammen i hendes tanker - det var dengang som også mange gange siden - som et af garnnøgler bør har leget med - filtet og fuldstændig umuligt at løse op - et stort kaotisk rodsammen af sorg, skuffelse over at Jesus ikke var dukket op i tide, - og vreden som hun dengang ingen plads havde haft til - men som bare var der som noget hun ikke forstod men skammede sig over. Martha og Marie havde begge klaget og grædt - men først, da hun så jesus komme ad vejen, da fandt hun en plads for sin vrede - hun løb ud ad vejen og klagede på stedet sin nød til ham: "Herre, Havde du været her, var min bror ikke død" - og ganske det samme havde Marie gjort. Og det var begyndelsen til den knude som intet andet kunne løse op - hans ord - han selv - som var og altid siden var opstandelsen og livet -
	Siden havde hun tænkt, hvor ofte klage var anklage - der var ofte nogen der spurgte, hvordan hun kunne anklage jesus dengang: men hun var ikke i tvivl. Og slet ikke nu, - hun vidste, at livet altid er en gave - men i Jesu Kristi navn ku hun klage - og kræve sin ret - sådan tænkte hun. - for Guds søn stod ikke og så med smil hen over alle de sørgende - men han græd og blev så vred, at han dirrede over helle kroppen. Da var det han var gået hen til klippehulen - ville have stenen taget til side. Martha blev fyldt med gru - for døden var umiskendelig for alle sanser - det var fjerde dag. De ord, som den gang kaldte Lazarus ud af mørket - og døden - var siden blevet ord, der kaldte hende ud af mørke og mismod til nyt mod og nyt håb. Det var oplivende ord i hendes liv, de ord, som kaldte Lazarus tilbage til livet: kom her ud. Ikke ud i et liv, hvor lykken var nogen garanti - men ud i et liv, hvor håbet var levende til trods. Alt ting stod stille dengang: tiden stod stille omkring dette tegn for håbet - og hævede sig højt mod himlen, da Lazarus kom.
	Bagefter - var Marthas tid - som også vores - fløjet af sted og havde sat sine spor af sorger og glæder på den flade slette, livet er - Men hvergang Martha siden tog dette evige nu frem i sin erindring - så var denne erindring det der gjorde tider og timer til højtid - for her blev hele hendes liv sat ind i den evige guds sammenhæng - og det løftede tiden til højtid. Derfor kaldte hun siden sine stunder ved dugen for højtid -
	Martha forstod det aldrig i hele sit liv, hvad der skete den dag, men hun ku fortælle, hvad det betød for hende - og hendes fortæliing er begyndelsen til håbets historie: det håb, vi grunder i en Gud, der har brudt dødens magt - og derfor et håb, der er et håb på trods - et håb for dette liv, hvor vi høster frugten af det evige liv idag. Og her er intet for småt at nævne - og heller intet for stort. Matha så ud ad vinduet - hun så de små børn i landsbyen - hun så dem tage deres første skridt - en dag så opddagde de at de ku gå. Hvordan det gik til, tænkte de ikke over - men Marta lærte dem at sige: jeg går på grund af gud. Nogen glemte det - men andre huskede det - og nød forundringen og glæden sammen med Martha og de kom gerne og hørte mer - ved marthas hvide dug. Jeg går på grund af Gud, jeg glædes på grund af gud - jeg taler, ler og lever på grund af gud - jeg elsker på grund af gud - fordi han elskdede mig først. Hun lærte dem, som hun selv havde lært - at livet hver dag er opstandlesens gave - der melder sig dagligt som glimt fra evigheden - og denne glædelige forundring ku de gå videre med - men først, når de have lært, hvorfor de kunne gå - og hvorfor det går an at gå videre og søge nye veje - når vante veje spærres - af sorg og savn og sygdom og - fordi hendes Herre og mester var håbet - var opstandelsen i hendes liv - der gav håb for dette liv. Håbet er altid en opstandelse i vores liv - Opstandelsens fortælling om menneskers liv med håb - hørte ikke op - med Martha - Johannes gav den videre - og den kristne kirkes mennesker har fortalt historien om opstandelsens håb i deres liv hver eneste gang et menneske mødte livets modgang med håb på trods. Forfatteren og teologen, Jens Rosendal - har skrevet sin historien om livet i håb - det store digt, der hedder: "Håbet spiller på fløjte": .... Det er også denne tro og det håb, der gør høsten til højtid - når vi samler os og bliver stille i bøn og tak for høsten. Når vi ser opstandelsens under idag i alt hvad vi høster i vort liv - der 'åbnes tidens flade slette mod himlen så tiden bliver højtid. Amen
	Jens Rosendals digt: "Håbet spiller på fløjte" Også mellem tidsler og tjørn i vindblæste og forkrøblede krat spiller håbet på fløjte. Selv under endeløs tørke resjer de spinlke toner af håb sig over elendigheden. Og gennem brosten og blik gennem depressionens trøstesløse hverdage synger det under bruseren på badeværelset fløjter til søndagsfrokosten smiler forsigtigt mens vi klapper en hund eller kysser barnet godnat. ja selv i hospitalskorridorene og i skræmmende slumkvarterer griber håbet stille og stædigt sin fløjte for hvor der er liv er der håb.
	Det inderste håb er altid på trods af: 'håb om en ny og en bedre verden håb om et andet liv håb om et andet arbejde der bærer meningen med sig håb om grønnere græs og smukkere blomster håb om kærlighed og opstandelse håb om at komme nærmere håbet og livet - og kærligheden.
	Vel ved jeg fra dynger af statistikker fra endeløse årgange af gamle aviser fra bibliotekerne og - fra mig selv at håbet så godt som altid befinder sig langt på den anden side af virkeligheden.
	Jeg ved nok at alle forbehold er mest realistiske. Jeg ved, at jeg blive ved at være den samme og jeg ved at døden venter en dag bag det sidste håbets hjørne.
	Og det hænder, at jeg ikke kan fasthold håbet men skrupler gennem lange tunneler af uvirkelighed og mørke med døve ører og ufølsomme læber.
	Men - slutter Rosendeal: Men lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne., ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levned ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden som altid er fuld af fejltagelser og misforståel'ser og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden - de nye dage - det nye forår - den nye verden.

2-10-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email