Hvis du har kommentarer så skriv til Inge Fredenslund Levinsen Hvis du vil printe siden ud se her

	22.s.e.trin.2002, Karise og Alslev 679, 257, 598 / 398, 312
	Prædiken. Dengang disciplene kom og spurgte Jesus om, hvem der er den største i Himmeriget da kunne Jesus vel have peget på et højt tårn eller en stor krigshelt eller en særligt from person. Men det gjorde han ikke. Han pegede ikke opad. I stedet fik han disciplene til at se nedad. For han kaldte et barn til sig og stillede det ind i midten og sagde:"Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget." Han mente altså og det må have virket overraskende ikke, at disciplene skulle stræbe efter at blive sådan nogle farligt store karle, der kæmpede bravt for Guds rigets sag og selvfølgelig også fik de fornemme pladser i det rige, hvor Jesus selvfølgelig skulle være konge. Nej, disciplene skulle slet ikke bekymre sig for, om de nu var store nok og dygtige og magtfulde nok. Men de skulle bekymre sig nemlig for om de var små nok. Som børn. Nogle gange tænker vi meget romantisk om børn at de er nærmest overmenneskeligt engleagtige, noget så rene og yndige. Og sandt er det da, at børn for det meste er søde og rare og dejlige at være sammen med. Men de kan selvfølgelig også være støjende og beskidte og hammer irriterende, så man bare glæder sig til at de bliver trætte og falder om kuld. De gør de heldigvis tit et par timer før de voksne. Når man lige har fået et barn, så er den lille nye verdens kæreste, det ved man bestemt. Og når barnet er nået til jeg-vil-have-slik-og-det-skal-være-nu-eller-jeg-skriger-alderen, så ved man, at barnet også er et menneske. Og at man selv er det.
	Da Jesus opfordrede sine disciple til at blive som børn, da var det helt sikkert ikke fordi han ville have dem til at opføre sig barnagtigt enten som skrigende sure børn, eller som rare og velopdragne børn, der bare gør som far siger.
	Han ville bare have dem til at fatte, at for at komme i Guds rige skal man ikke være stor men man skal være lille himmerigets port åbnes kun af kærlighed den er allerede slået op på vid gab indefra og når vi bøjer os og giver af os selv når vi giver slip på ambitionen om at være stor og helst den største så er vi allerede indenfor. I det største af alt.
	Disciplene ville ellers gerne have haft Jesus til at fortælle dem, at de var netop store nok og seje og gode og fromme nok ophøjede nok til at rage op i himmeriget, og der blive belønnet med de fine pladser.
	Men for at komme ind i himmeriget skal man altså i stedet for at rage op over de andre bøje sig ned og være lille. Ligesom et barn. Derfor holder vi barnedåb i vores kirke de små kan ikke prale hverken af stor tro eller af store bedrifter men de er store nok til Guds rige.
	Et barn er let at vælte omkuld. Det er ikke i stand til at klare sig selv. Et barn er afhængigt af de voksne. Det sker, at et barn bliver svigtet, at der ikke er nogen trofaste og ansvarlige voksne omkring det. Da er det svært at være barn, da gør det ondt.
	Jesus taler i evangeliet til i dag kraftigt advarende mod at bringe et barn til fald dvs. mod at svigte et barn. At bringe et barn til fald er det modsatte af at tage imod et barn. Det ord som fra græsk er oversat til "at bringe til fald", har oprindelig at gøre med en fælde, som man stiller op for at fange et dyr. Altså ve den der sætter en fælde op for et barn. Ve den, der narrer og svigter og lader et barn i stikken. Ve verden for det, der fører til fald".
	Når Jesus siger Ve så peger han det modsatte af hvad det vil sige at være Salig. Salige er de fattige de sørgende de sagtmodige: alle dem, som verden tramper på dem priser Jesus salige i Bjergprædikenen. Og ve den der bringer disse småfolk til fald.
	Disciplene skal altså ikke bilde sig ind at de ved egen kraft og magt evner at gro helt op i himlen Gud kommer man nemlig ikke nær ved at vokse op til ham men ved at bøje sig ned. Ned mod de sagtmodige i verden: den der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig, siger Jesus, og stiller sig dermed bag barnet. Så tæt står han bag barnet, bag det ringeagtede forsagte menneske, at hvad der rammer barnet, det rammer Ham.
	Ja, Jesus går vidt, meget vidt i sit skærmende forsvar for de små. Han siger til disciplene: hvis din hånd eller din fod bringer dig til fald, så hug den af og gå vanfør ind til livet. Hvis dit øje gør, så riv det ud, og gå én-øjet ind til livet. Altså: hvis det, som du gør for selv at blive stor, fører til fald for de små, så drop det. Nu er det ikke sådan at det skulle være specielt kristent og godt at lemlæste sig selv. Som om Gud elsker den, der piner sig selv. Jo mere blod jo bedre. Men hvad er det der helt præcist sker hvis man hugger en hånd eller en fod af? Man bliver mindre end man var. I stedet for at blive stor bliver man lille.
	Så denne dramatiske opfordring, som Jesus kommer med, den er ment som en fed understregning. Han siger, at den der er stor skal bøje sig ned og stille sig på højde med den der er lille.
	Med andre ord: har man noget at give af, så skal man ofre sig ofre noget af sin power og sin styrke og stille sig til rådighed med sin kunnen og det man har til den, der ikke lige selv kan og har. Deri er der storhed:Den der ydmyger sig og bliver som et barn, er den største i Himmeriget. Og den, der tager imod et barn i hans navn tager imod ikke bare barnet men ham. Vorherre selv har stillet sig bag den, der er lille. Menneskesønnen er kommet til verden for at frelse det fortabte.
	Og vi ved, at ham der stillede sig så heftigt og betingelsesløst bag barnet og bag enhver sagtmodig: og som siger at vi skal vise det samme sind og gøre os små i stedet for hovmodigt store at han jo selv gjorde sig så ganske lille.
	Han, den højeste Guds søn han ofrede ikke kun et øje eller en fod eller hånd men han ofrede sit liv. Han døde med et spydsår i siden og nagler gennem hænder og fødder. For at ikke én af hans små skal gå fortabt. Han gav sig selv for vores skyld.
	Derfor må vi leve med godt mod og med ubrudt tillid til, at vi trods al vor halvhjertethed og selvoptagethed dog har fået den fornemme opgave betroet, at bøje os ned og give videre nemlig af den kærlighed, som vi selv er omsluttet af.
	Amen.

28-10-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email