Hvis du har kommentarer så skriv til Hanne Svensmark Hvis du vil printe siden ud se her

	Midt på min græsplæne i præstegårdshaven, står der et gammelt træ - en rødtjørn. Hvis man skal se helt objektivt på det, er det vist ikke noget særligt kønt træ - det er kroget og faldefærdigt.
	Når der ved et uheld ryger en fodbold op i det følger der mindst en gren med bolden ned igen - når det blomstrer om sommeren skal man nogle gange helt op på loftet og se ud af vinduet derfra for at kunne se blomsterne.
	Men i mine øjne er det et smukt træ - og jeg har mere end én gang bedt for dets liv, at det må blive stående til det ikke kan mere. Det er mærket af livet kroget og skrøbeligt, og med de allersmukkeste blomster, når den tid er - smukt som et gammelt, gammelt menneske der har levet sit liv fuldt ud.
	Ja, det er med det træ, som med de mennesker jeg holder af - de er smukke i mine øjne, - hver rynke, hver fure, hver en ting der vidner om hvordan livet har faret frem mod ham eller hende, er med til at danne personen og fortælle den historie det menneske rummer - med udfordringer, glæde, modgang, lykke og smerte - ting der blev indviklede og krogede og ting der fik blomsterne til at vælde frem i fuldt flor.
	For livet koster jo noget. Kræver beslutninger, afsavn - af og til offervillighed. Evne til at komme videre efter et slag.
	Og hvordan kan vi så vende om og blive som børn - som Jesus siger til os i dag - når vi først har fået det voksne menneskes bittersøde indsigt i livets mangfoldighed? Alle mærkerne i ansigt og sjæl?
	Hver gang der er dåb hører vi Jesu ord: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.” og en anden gang sagde Jesus: ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”
	Og i Johannesevangeliet får vi en vigtig nøgle til at forstå, hvad det vil sige at blive som en af disse små, nemlig at ”alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.”
	Altid stod de mindste, de svageste, de hjælpeløse, de foragtede hans hjerte nærmest - og selvom vi ikke kan blive som børn igen på den måde at vi kan slette vore erfaringer, der har mærket os, som år og vind og vejr har mærket min gamle rødtjørn, så er det der med at føle lille og svag og hjælpeløs, en erfaring vi bliver ved at løbe ind i, uanset hvor gamle vi bliver.
	Vi plejer bare ikke at betragte det som en dyd.
	Fristelsen til give sig selv lov til at føle sin afmagt og krybe i ly ved en stærk skulder, til bare at være lille igen og lade andre omkring sig drage omsorg for at tingene ordnes, den fristelse er vi vant til at skulle afvise.
	Vi har lært at det at være voksen er at have styr på verden omkring os, kunne klare alting selv og bevare overblik og handlekraft uanset hvor fyldte af kaos og ulykkelighed og afmagtsfølelse vi så end måtte være.
	Nu siger Jesus så det modsatte: Giv dog slip - ét enkelt menneske kan ikke bære verden på sine skuldre uden at lide skade på sin sjæl - ” den der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.”
	Det er jo langt fra den eneste gang Jesus vender op og ned på vore begreber, han har det med at få sagt netop de ting, der tvinger os til at tænke forfra om alt det vi er vævet ind, om alle de selvfølgeligheder og regler og forestillinger om hvordan vi skal være som snærer og binder os, og som nogen gange er lige ved at få os til at glemme at lytte efter hvor vi selv befinder os i alt det som sker omkring os.
	Det er at blive som et barn på ny - at turde give slip og glemme al sin voksne holden på sig selv og turde mærke hvordan det egentlig er fat indeni os. Og vi er netop små, forsvarsløse og sårbare - ja næsten skrøbelige som min gamle rødtjørn - når vi tør befinde os der.
	Og lige fra det så springer vi på hovedet i et barskt og anstødsvækkende afsnit i evangelieteksten - hvor er det voldsomt at bevæge sig fra tankerne om Guds mindste til barske ord om evig ild og havets dyb, møllesten om halsen og øjet vi var bedre tjente med at rive ud.
	Hvad skal det nu til for? Nu var vi lige ved at svømme hen i søde og smukke drømme om barnets mange kvaliteter og den næsten lyserøde paradisverden, hvor alle er som søde, små uskyldige og yndige børn.
	Men Jesus var netop aldrig overfladisk og sødladen, og han ved godt at det ikke er enkelt eller omkostningsfrit for et voksent menneske, at være der hvor man er udsat og sårbar.
	At der er masser af ting i verden der trækker i den modsatte retning, trækker os væk fra at være som barnet - og hen til den fattede villen klare og magte alting selv, som vi har lært er en særlig voksen dyd.
	Og det er meget stærke ord han har at bruge om netop det: ”Ve verden for det der fører til fald”, siger han.
	Det menneske der bringer andre til fald, dræber barnet i sit medmenneske, borer i og misbruger sårbarheden - bidrager til at andre trækker sig dybt og beskyttende ind i sin egen voksenskal - det menneske får en skyld så tung at bære på, at en møllesten om halsen ville føles lettere.
	Og Jesus siger dermed til os, at han ved, hvad det koster. Når han taler om at blive som et barn, er det ikke et romantisk, tuttenuttet børnebillede - men et forfærdende stort krav til os, om at turde give os hen i åbenhed, ydmyghed, tillid og tro.
	Så når vi er ved helt at tabe vejret af forfærdelse over de stærke ord om at hugge hånd eller fod af eller rive sit øje ud - så skal vi huske på det gamle træ -på alle de smukke gamle mennesker vi kender, der har betalt sin pris for livet og ladet sig forme af det.
	Livet kræver blod, sved og tårer Â… og at vi behandler hinanden med varsomhed og respekt. At vi giver plads til værdighed i vore medmenneskers liv - ikke mindst når de som små børn er udleverede til vores omsorg og nænsomhed - det vil Jesus sige til os i dag - og med så store bogstaver at vi ikke kan misforstå det.
	Og ikke mindst skal vi huske på, at Jesus ikke lader skrækbilledet af hvor tung en skyld vi indimellem pådrager os overfor dem vi skulle værne om stå uimodsagt.
	Nej vi slutter dagens evangelium med et billede på Guds omsorg overfor os, der er udleveret til livets stærke kræfter på godt og ondt. Nemlig hyrden der har 100 får at tage vare på, men ser og leder efter og finder den ene, der var faret vild.
	Det er den gode tro vi har lov at forlade os på, at i Herrens hånd er vi som børn - og han tager vare på os.
	Som de allersidste ord i dagens evangelium lyder klart og forjættende til os: ”Således er det Jeres himmelske faders vilje at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.” Amen.

28-10-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email