Hvis du har kommentarer så skriv til Hanne Svensmark Hvis du vil printe siden ud se her

	Æslet er ikke ligefrem det dyr, der har verdens bedste ry:
	"Stædig som et æsel," siger vi.
	Sådan et gråt, lidt forsagt, mismodigt dyr - der alligevel kun gør, hvad det selv vil - et dyr der får mange, mange stokkeslag og prygl - lever som et trældyr - støvet og gråt - og ikke engang en smuk stemme er det udstyret med.
	"I-ah, i- ah," kan det stønne med sin hæse stemme, ja vi siger endda om æslet, at det skryder. Og folk der skryder er jo heller ikke ligefrem dem, der står øverst på vores yndlingsliste.
	I historien om Pinocchio, er den lille levende trædukke Pinocchio godt på vej til på til at blive forvandlet til et æsel, fordi han er en uartig lille dreng der hellere vil lege end følge dydens smalle sti - ja, det går endda så galt, at der allerede er vokset æselører og æselhale ud på ham, før han forskrækket retter sig.
	Der er ingen tvivl, at det at blive forvandlet til et æsel er en straf der dårligt kan tænkes værre.
	Men blandt alle dyr er det altså netop denne skabning, Jesus vælger, da han skal ride ind i Jerusalem, på sin storhedsdag - den dag han hyldes som konge, som den der kommer i Herrens navn.
	Der er noget, der ikke stemmer. Sådan må det i hvert fald lyde i vores ører. Og sådan tænkte jeg også, da jeg begyndte at skrive og forberede mig på denne prædiken.
	Når Jesus vælger at ride ind i Jerusalem på et æsel, må det være fordi han vil vise os, at hans kongeværdighed, den ikke er at måle med almindelige menneskelig målestok.
	Vi ville jo umiddelbart synes at en ædel og værdig hest, eller måske endda en kostbart udsmykket elefant, ville være et langt værdigere ridedyr til en konge. Et æsel er der ingen storhed over.
	Men begynder man at læse alle de steder i biblen - især i det Gamle Testamente - hvor æslet optræder, så holder det billede slet ikke. Tværtimod, man får nærmest det indtryk at ingen dronning med respekt for sig selv, kunne undvære et æsel som ridedyr.
	Det var et brugt og agtet dyr, i lovkatalogerne som står i Mosebøgerne er æslet endda remset op i listen over de ejendele, en mand har krav på at have for sig selv, og som ingen derfor har lov at stjæle fra en anden.
	Da Abraham rider op for at ofre sin søn Isak, er det et æsel han drager af sted på, på sin overordentligt tunge færd.
	Den færd kan jo på mange måder godt sammenlignes med den vej Jesus betræder, og som vi uvilkårligt har i tankerne allerede nu, når vi hører om hans jubeldag i Jerusalem - skønt der i Jesu tilfælde jo ikke var nogen, der holdt kniven tilbage i sidste øjeblik.
	Æslet er en trofast følgesvend for mennesket og det bærer mennesket og dets tunge byrder - tålmodigt og udholdende - det er det bibelske billede af dette dyr.
	Det Gamle Testamente rummer oven i købet en dejlig fortælling om profeten Bileam, som vil ride en anden vej, end Gud vil have ham til. Herren sender derfor en engel med flammesværd for at standse ham og belære ham.
	Men Bileam er så døv for Guds ord, at han ikke kan se englen, det kan det æsel han rider på derimod, og det standser hver gang han forsøger at drive det forbi englen - og æslet vil ikke længere, skønt det får mange vrede slag og spark af Bileam, der bliver mere og mere vred.
	Da Gud så endelig åbner Bileams øjne, så han kan se, hvad æslet har frelst ham fra, bliver han naturligvis meget flov - og han gør derefter det Gud vil have ham til.
	Det er altså i den jødiske forståelse et ganske værdigt og agtet ridedyr, Jesus drager ind i Jerusalem på - og der får han en modtagelse, der er en konge værdig. Palmer og kapper der bredes ud foran ham og folk der jubler: "Hosianna" - og "Velsignet være han der kommer i Herrens navn."
	Den Herres komme vi jo venter på her i adventstiden, venter så intenst, at vi bruger hele fire søndage på at forberede os på, at han skal komme til verden.
	Det er en mærkelig mellemtid, forventningstiden - adventstiden. Fyldt med lys og hygge og varme - hemmelige forberedelser - travlhed og summen. Men også en tid der rummer eftertænksomhed og vemodighed. Lige som vi ikke kan høre evangeliet om den konge vi venter på og hans festlige indtog i Jerusalem, uden at have i baghovedet med hvilken gru det hele endte brat, så få dage efter - det skrøbelige barn der kom til verden for siden at efterlade sine forældre på jorden med den største smerte et menneske kan forestille sig - at se sit barn henrettet knapt før livet for alvor var kommet til udfoldelse.
	Sådan kan vi heller ikke være i adventstiden og forberede os på julen og alle dens glæder uden at bære vore sorger med i alt det.
	Som vi heller ikke kan glæde os over det nye tag, der nu beskytter os og kirken mod regn og rusk - eller den smukke nye alterdug på alterbordet der er lagt på for første gang i dag - uden at sende en tanke til hele kirkens historie.
	Kampen for at få kirken rejst - alle de der ydede en indsats så det lykkedes - stoltheden over den ramme vi har for at møde Guds ord i Mylund Kirke, blandet med bekymringen for hvilken fremtid vores smukke kirke her på Åsen går i møde.
	Alle de glæder og sorger folk gennem tiderne har gjort sig på både kirkens vegne, og alle de glæder og sorger kirken gennem sine år har været ramme om - dåb, konfirmation, bryllup, begravelser - mennesker der har søgt Guds hus om søndagen for at høre ord at leve på.
	Alt det bærer vi med ind i adventstiden - og så skal der et stærkt, ukueligt og stædigt lastdyr som et æsel til - for at bære det hele med os. For vi kan jo ikke altid selv.
	Det vidste Gud, det var derfor han sendte sin søn. Det var derfor han red ind i Jerusalem på et trækdyr, som en sagtmodig konge med fred og glæde - før alt det onde brød løs over ham - og Guds søn måtte se sig lige så udstødt og foragtet, som det dyr han red på siden har været.
	Da jeg snakkede med min yngste søn om dagens tekst - og hvad æslet er for et mærkeligt dyr og den rolle det spiller, sagde han: "Ja det viser jo, at et æsel der virker dummest kan være bedre end den ædleste hest."
	Og det er jo netop kernen i evangeliet, at vi skal en kende dybere før vi ser og forstår. Som beretningen om Gud der sendte sin søn til jorden for at dele glæder og sorger med os helt ind i dødens mørke gru - for siden at sprænge disse kolde dødens lænker og give os håb.
	Håb - så vi kan høre alle lagene i fortællingerne om Jesus folde sig ud, når vi møder dem i evangelierne. Både når han sidste søndag i kirkeåret siger til os: "Kom til mig alle I der slider Jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give Jer hvile."
	Og nu i dag, hvor han på den første søndag i kirkeåret sagtmodig rider ind som kongen, der giver retning og fred og glæde i vore liv. Amen.

1-12-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email