Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Sidste søndag i kirkeåret 2002 i Skensved og Jersie.
	GT-læsning: Mika 4,1-3Evangelium: Matt.11,25-30Salmer: DDS 12, 489 - 308, (488 v.1-2 og 7) (395 v.1-2) og "Når året får ende" af Randi W. Korsgaard.
	"Til sidst..", skriver profeten Mika. "Til sidst skal det ske, at folkene skal strømme til Herrens Tempelbjerg (og) han skal skifte ret mellem dem og holde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne".Og når det sker, skal der endelig være fred på jorden:"De skal smede deres sværd om til plovjern,og deres spyd til vingårdssknive.Folk skal ikke løfte sværd mod folk,og de skal ikke mere oplæres i krig".
	Billedet af manden, der smeder sit sværd om til en plov blev op gennem 80´erne et symbol på den drøm, der især samlede mange unge mennesker omkring kravet om nedrustning.Som ung militærnægter var jeg selv med til at demonstrere mod etableringen af NATOS fremskudte depoter i Danmark - depoter, vi ikke vidste og ikke kunne få at vide, om indeholdt strategiske A-våben.Men hvad ville der nu ske med lille Danmark, hvis russerne troede at der var Atomvåben i dem?Jeg tror derfor, at vi var mange, der var bange og tyngede af frygt og bekymringer dengang.Bange for om den fremtid, der til tider virkede så uoverskueligt, alligevel overhovedet ville blive vores tid?
	I dag er billedet et helt andet.Den kolde krig er forbi og både Europa og hele verden under hastig forandring. Nye lande finder sammen, handel og samkvem blomstrer, og de sidste par dage har vi hørt spørgsmålet formuleret, hvad man overhovedet skal med det nye NATO, der er ved at blive udvidet med gamle "fjender"?
	Men sandheden er også, at selvom meget er forandret, er frygten, angsten og bekymringerne ikke forsvundet!Selvom gamle fjender er væk, er nye dukket op - måske egentligt meget mere skrækindjagende end de gamle, som man dog kunne peger ud og sige: "Der er de!" For med den verdensomspændende terrorisme ved vi ikke mere, hvem vi skal frygte - alene angsten er tilbage!
	Billedet af manden, der smeder sit sværd om til en plov, står derfor nok stadig som et billede på håb, men et håb det er svært at forbinde med vor angst i dag, hvor ikke engang de stærkeste våben kan beskytte os mod den usynlige fjende og hvor angsten ikke kan styres.
	Tilbage af Mikas vision bliver så alene "det sidste". At der altså stadig findes en afslutning, hvor alt skal blive godt, og hvor det, som var Guds mening med den verden, han skabte og gav liv, ikke længere kommer til kort, men bliver gjort til den hele og fulde virkelighed.
	Men det kristne budskab er ikke bare et mere eller mindre vellykket forsøg på at skabe urealistiske drømmebilleder af fremtiden.Evangeliet til i dag - sidste søndag i kirkeåret - er et konkret tilsagn om Guds nærhed og trøst, som skal forkyndes, udfoldes og gribes i tro her og nu- uanset den virkelighed, der måtte omgive os!Det lyder i dag gennem et uddrag af Mathæusevangeliet, som næsten lige så godt kunne være hentet hos Johannes, der jo om nogen er fokuseret på det nære forhold mellem Gud og Jesus.Den indledes med en lovprisning, som er en tak for noget, som allerede er sket, og altså ikke en bøn om det, der engang skal komme."Jeg priser dig, fader, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige".
	Hvad er det dog, der her er skjult for alle de kloge, mens de umyndige, de små og svage så nemt fatter det?Det er, at vi kan kalde Gud, Vor Skaber, for vor Far! Det kan man nemlig ikke resonere og tænke sig frem til!Det kan man ikke regne ud eller udlede logisk af noget her i verden - slet ikke verden, som den er indrette nu!Der er faktisk kun én måde, hvorpå vi finder ud af det - og det er ved at få det givet. Og den eneste, der kan give os det, er den, der kender til det på sin egen krop.Alene den, der selv lever i det nære forhold til sin far, kan altså åbenbare og vise os, at Gud er den, vi må og kan have tillid til som til en far. Det var det, Jesus levede for - og det var det, han døde af.
	Hele kristendommen troværdighed ligger altså gemt i den gådefulde påstand om, at Jesus bekendt som Guds Søn er selve budskabets omdrejningspunkt. Det er derfor ikke blot hans ord, men også hans liv og gerning, vi forholder os til.Det er hele hans blotte eksistens, som er Guds gave til os.Det er ham, vort håb - i liv og i død - bygger på.Ikke blot som noget, der engang skal blive virkeliggjort og som vi derfor har lov at bede om, men som det, der allerede er virkeliggjort på en måde,så vi bare kan lukke hænderne og tage imod det.
	Og det er jo det, Jesus selv siger:"Jeg takker dig fordi du har gjort dette!"Derfor kan Jesus umiddelbart efter sin lovprisning vende sig mod alle menneske, der er bange, trætte og tyngede af ydre og indre byrder, og sige til dem: "Kom til mig! Sådan som I er og føler jer!"
	Selv blev Jesus ikke sparet for angst, træthed og byrder. Han bar sin del og blev først derefter forløst.Endog dødens byrden fik han lov at bære, men også den blev han til sidst friet fra.
	Den altomfattende fred, profeten Mika drømte om, er i med Jesus allerede blevet til virkelighed.Og den er den gave, vi for lov at modtage fra ham, som ikke blot kender Gud, men lever så nær hans hjerte, at han formår at deler dets kærlighed til os.Han indbyder derfor alle til at vende sig mod ham.Ikke for at vi skal smide vore byrde fra os, men at vi skal bære dem med os frem mod det, som også er målet for os.
	Åget, som Jesus taler om, er ikke det åg, vi forestiller os.Et tyngende åg kunne være alt det, vi tror vi skal præstere før Gud vil have med os at gøre.Men det åg, som Jesus taler om, er et helt andet åg - det er både let og gavnligt for os.Hans åg - som er svært at bære, men som man alligevel kun kan få givet af ham - hedder tilgivelse.
	At blive tilgivet kan være byrdefuldt og svært, fordi det forudsættter en erkendelse og accept af behovet for tilgivelse - at vi altså ikke kan selv.Men har vi først modet til at tage imod den, gives tilgivelsen lige så let, som korstegnet blev tegnet for pande og bryst ved vor dåb.
	Og den eneste, der kan gøre det så let - er han, som selv har båret tilgivelsens pris på sine skuldre - han, som selv har betalt prisen for at også vi skulle lære Gud at kende, som den barmhjertige og tilgivende far.
	Til sidst, skriver Mika, skal denne fred altså bryde frem.Men Kristus har allerede gjort det sidste til nutid.I Kristus er det sidste virkeliggjort som det første! Derfor lader Johannes i sin åbenbaringsbog Jesus sidde på Guds trone og være den, der skal dømme verden dvs. sætte skel mellem ondt og godt, sandt og falskt.Verdensdommen, der normalt opfattes som det sidste, bliver ved troen det første, vi bliver konfronteret med.
	Det er derfor også i Åbenbaringen, Jesus siger: "Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet" (Johs. Åb. 21,6).
	At det første og det sidste er det samme, og at det ikke er et princip, men derimod sammenfattes i en person, et bestemt menneske, er troens gåde og udfordring.Men det er en udfordring, vi ikke kan leve uden at blive konfronteret med. Det første og det sidste er nemlig ikke blot begyndelsen og enden, men det er også udtrykket for altings mening.
	Netop her ved kirkeårets afslutning lyder det til os, at meningen og Sandheden ligger lige foran os. Det møder os som et tilsagn, vi blot skal tage imod på samme måde, som vi tager i mod en gave til jul.
	Og det er både let og svært.Hvor let og hvor svært vil jeg slutte med at illustrere med et uddrag fra et brev skrevet af den russiske forfatter Dostovjevski i 1854. Dostovjevskis forfatterskab kredser bestandigt omkring dette ene spørgsmål: Hvad er kristendommens Sandhed - hvad giver den, som ingen andre livssyn kan give?
	Og Dostovjevski forsøger i sit brev at give dette svar:"Jeg siger Dem, at man i de øjeblikke, hvor man alene og helt oprigtigt prøver værdien af sit liv, tørster efter troen som udtørret græs efter vand, til sidst (også) finder troen, fordi man (netop) i ulykken får en klarere erkendelse af Sandheden.......- Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet så dragende, intet så sandt, så klogt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus. - Atter og atter fyldes jeg ved tanken på ham med brændende kærlighed, og jeg siger til mig selv, at hans lige ikke blot ikke findes, men ikke kan findes. - Jeg siger endnu mere: Hvis nogen bragte mig beviset for, at Sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis Sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med Sandheden."
	Stod valget mellem sandheden og Kristus, ville Dostovjevski altså vælge Kristus. Hvorfor?Fordi alene Kristus møder os med åbne og udrakte arme!"Kom hid til mig!", er ikke blot et enkelt ord, men selve sammenfatning af hele hans liv og hans død. De lyder og gælder uanset hvornår og hvordan vi kommer til ham!Og det ved allermest den, der har prøvet at være uden muligheder i sig selv - den, som kom så helt til kort, at han ikke havde andre at vende sig imod end Gud.Den umyndige og slagne, den trætte og overbebyrdede.For kun han eller hun ved, hvordan det er gennem tilgivelsens ord at få sine byrder taget bort fra skuldrene og frit kunne vandre videre mod nye opgaver - og byrder.Sådan som Kristus gjorde - og som det til sidst skal være helt og fuldt for os.
	Amen.

22-12-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email