Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Johansen Hvis du vil printe siden ud se her

	Prædiken på sidste søndag efter trinitatis 24/11-2002 i Karlebo Kirke Salmer: 699-267-26 / 280-431en-402f.d.-488 v.1-2 og v.7ed.-395
	Bøn: Vor Herre Jesus Kristus, vi takker dig for kirken, hvor vi kan få lov at høre dit ord. Lad os være stille for dit ansigt. Lad os fylde af din fred. Amen
	Dette hellige evangelium på sidste søndag efter trinitatis skriver evangelisten Mattæus kapitel 11 vers 25-30.
	Prædiken I Vor Frue Kirke i København, finder vi den to meter høje Jesusfigur, som blev skabt af Bertel Thorvaldsen i 1823, og som siden blev verdensberømt. Der findes kopier af den så langt væk som Brasilien, USA og Afrika. Umiddelbart virker statuen næsten for ren. Den er formet i gips, og helt hvid. Men sårene på Jesu hænder og fødder efter korsfæstelsen, og snavset på hans tøj efter den møjsommelige vandring med korset, ses ingen steder. Alt er rent og hvidt. Sådan oplever man det, når man træder ind i den enorme kirke.
	Det mest bemærkelsesværdige ved figuren er armene og hænderne. Jesus rækker sine arme frem, og hans hænder er åbne og imødekommende. Thorvaldsen havde efter hvad historien fortæller, mange overvejelser, inden statuen blev udformet, sådan som vi kender den i dag. Han havde først forestillet sig en sejrende Kristus, med hævede, velsignende arme. Men han valgte i stedet at fremstille Kristus, som ham, der er ven med toldere og syndere. Problemet var bare, hvordan det kunne komme til udtryk! På et tidspunkt var Thorvaldsen ligefrem ved at opgive sit kunstværk. Og da en af hans gode venner en aften hentede ham i hans atelier i Rom, klagede han i sin nød. Vennen stillede sig herefter med halvt udbredte, nedadvendte arme, for ligesom at sige: "Det kan vel ikke være så vanskeligt". Så var beslutningen truffet. For det var den stilling, som Thorvaldsen længe forgæves havde søgt efter.
	Foran figuren i kirkerummet knæler en hvid engel med et stort dåbsfad. Den er netop landet. Før den forsvinder igen rækker den dåbsfadet frem imod os, næsten afventende. Der er intet omklamrende ved hverken Jesusfiguren, eller Dåbsenglen. Vi kan komme, eller lade være. Begge figurerne nærmest tøver, som om de mangler noget som om der er noget de søger Men indbydelsen er ikke til at overse!
	På soklen af Jesusfiguren kan vi læse ordene fra dagens evangelium: Kommer til mig Mattæusevangeliet kapitel 11 vers 28. Det er 1800-tallets sprogbrug. I dag lyder ordene: Kom til mig Og de forsætter som vi hørte i evangeliet .alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile Tag mit åg på jer, ..så skal I finde hvile for jeres trætte sjæle.
	Jesus har med sine ord til disciplene nok især tænkt på de byrder, som Moseloven og tolkningen af den lagde på mennesker på hans egen tid. Der var 613 bud, som vi kan læse i Det gamle Testamente. De 365 begyndte med "Du må ikke..", og de resterende 248 begyndte med: "Du skal.." Farisæerne og de skriftkloge mente, at Loven skulle gælde for alle livets forhold. Derfor supplerede de den med regler for simpelt hen alt. Apostlen Peter kalder Loven for "et åg på disciplenes nakke, som hverken vi eller vores forfædre har magtet at bære."
	For 100 år siden var ordene Byrde og Åg almindeligt kendte og brugte, som det f.eks. fremgår af danske viser og arbejdersange fra den tid F.eks sangen: Jeg bærer med smil min byrde . Et åg var et redskab, man tog på nakken. Herefter var det muligt at bære f.eks to spande vand, eller to sække korn ad gangen. En byrde beskriver tilsvarende noget tungt, som skal bæres.
	Ordene er vel på det nærmeste gledet ud af det danske sprog, efter at maskinerne kom til og overtog det hårde slid Og dog ikke helt. For vi ved stadig, hvad det er de hentyder til: Det næsten umenneskeligt hårde slid, som engang nedbrød menneskers liv og helbred længe før de var gamle.
	I dag er de tungeste byrder vel nok dem vi bærer indeni os. Dem som andre ofte slet ikke kender os for, fordi vi helst ikke taler om dem: Ensomhed, angst, sorg, følelsen af ikke at slå til, nederlag i forhold til andre, personlige kriser, jalousi og misundelse osv Vi kan selv komme med tilføjelser til listen. Nogen byrder er lettere at bære end andre, og nogen mennesker lader sig også meget lettere vælte omkuld.
	Nu gælder det jo faktisk også om en del af de byrder vi får at bære på, at det er nogen, vi lægger på hinanden. Nogle gange gør vi det med vilje, andre gange uden rigtigt at tænke over det. Og af og til tager vi et andet menneskes byrde på os. Hvilke forældre vil f.eks ikke gerne bære deres børns byrder? Hvem vil ikke tage angsten fra sit syge barn, selv om det betyder, at den kommer til at hvile endnu tungere på forældrene.
	Heroverfor har vi Jesu ord i evangeliet: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile Tag mit åg på jer, ..så skal I finde hvile for jeres trætte sjæle. Jesus lover os heller ikke, at livet altid vil forme sig, sådan som vi ønsker det. Ordene som vi hører i dag siges ikke til overmodige mennesker, der har deres på det tørre. De siges til mennesker, der er modløse, som trænger til hvile og trøst. Mennesker, som ikke ved, hvor de skal gå hen, og hvad de skal tage sig til for at komme ud af det fængsel, som trøstesløshed altid er. Vi må tro på hans kærlighed og tilgivelse, tro på, at vi ikke længere er alene om at bære de tunge byrder, når vi kommer til ham. For han tager dem på sig og hjælper os med at bære.
	Kom til mig og jeg vil .siger Jesus. Ordene er klare og tydelige. Og fulde af håb for os, som sidder i mørke og dødens skygge! Men måske skræmmer sådan en direkte opfordring os i virkeligheden lidt. Vi skal jo ikke tænke særlig meget efter, før vi husker, at der i tidens løb er mange, der har sagt noget lignende. Nogle af dem viste sig at være forførere. Når man i historiens løb har spurgt efter en stærk mand, har det det vel netop været, når hvilen og freden var truet. Når ingen rigtig havde haft mod til at træffe vanskelige og store beslutninger. Så var der alligevel mere fornuft i, at den stærke mand kom til og fik sat tingene på plads, og skabte ro og orden. Og han har altid stået parat, og sagt: Kom til mig ! Den stærke mand fik, hvad han krævede. Magt og lydighed. Men hvilen og freden fulgte ikke med. Det gjorde derimod angsten og usikkerheden. Det er der millioner af tyskere, sovjetrussere, kinesere, sorte i USA, og mange mange andre, der vil kunne tale med om.
	Hvorfor er Jesus ikke bare en stærk mand, en folkeforfører ligesom de andre, som kræver faste regler, underkastelse, og ubetinget lydighed? Jesus gør intet for at bevise, at han er det rigtige valg. Og han gør heller ikke noget for at tvinge os hen til sig, eller true os, hvis vi ikke kommer. Han lover, at han vil give os hvile Men i vores tid, hvor de stærke mænd er dem man ser op til, virker det næsten forstyrrende
	Kravet til os, er , at vi skal komme til ham i tro og i tillid. At vi er parate til at tage imod hans tilgivelse og kærlighed. For vores tro er den kanal, hvorigennem Gud lader sin kærlighed flyde til os. Og Jesus hævder, at vi vil blive båret. Som børnene bæres frem til dåben, da vil han bære os, hele vores liv. Hermed slutter Kirkeåret. På søndag er det første søndag i advent, og et nyt kan begynde! Kirkeåret slutter ikke med løfte om en helt og aldeles problemfri og fredelig tilværelse for den, der tror, men om en fred og en hvile, som tager udgangspunkt i troen på Kristus. Det er en fred som overgår al forstand, også i den kamp, vi ind imellem må føre inden i os selv for at holde fast ved, at Gud altid vil os det allerbedste, og aldrig kun det næstbedste. Og da der er så mange overbebyrdede mennesker, også i vores tid, gælder det bare om at slippe evangeliet løs. Det budskab er skjult for de vise og forstandige, dvs de selvsikre, overmodige, dem der mener at kunne klare alt selv. Det henvender sig i stedet for til De umyndige, til børnene, og til os, når vi vil være ved, at vi har brug for hjælp både fra Gud og mennesker.
	Kristus rækker os indbydelsen: Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder . Vi skal selv komme. Vi skal selv blive klar over at vi har brug for ham. Vi bliver ikke fanget ind, og der er heller ikke tale om nogen omklamring, når vi forsigtigt vover os til døbefonten med vores barn, eller til gudstjeneste, eller op til nadverbordet. Eller vi folder hænderne i bøn. De åbne udstrakte arme vil altid være parat til at tage imod os, når vi kommer. Uanset hvad vi har med i bagagen.
	Det skal være vores tro og vores håb. At vi kan komme til ham, med alt det der tynger, alle vores opsparede bekymringer, alle byrderne. Og at han vil tage imod os.
	Amen

26-12-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email