Hvis du har kommentarer så skriv til Lars Mandrup Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften - Lukas 2,1-14
	I. 'Det ER jul!' Det har De Nattergale ihærdigt forsøgt at overbevise os om gennem hele december måned i deres kalenderudsendelser på Canal Wild Card, og det uanset at alt andet i deres 'landsdækkende' program med den velmenende 'skråstreg' knaldhamrende dygtige studieværts anstrengelser gang på gang er endt i 'kiksede' resultater.
	Men nu ER det altså jul! Nu er den kommet,- den højtid som vi alle - store som små - har ventet på, glædet os til med forventning, forberedt os til. Nogen har kæmpet en kamp for at nå alt det, som man skulle.
	Kiks eller ej! Det er jul - her i kirken hvor vi er kommet sammen til gudstjeneste; det er jul i Risskov, i Danmark, ja over hele jorden! Nu er julen ikke blot længere 'den stundende højtid'. Den er her, og nu er der kun tilbage at give efter og tage imod den.
	Den TV-studie-verden, som De Nattergale har lukket os ind i, er jo ikke andet end den store verden, der er skruet ned i et lille format, som vi alle sammen kan overskue. Også i den virkelige, i den store verden er det 'kikset' - hvis jeg må sige det på den måde. Også i vores egen verden går det ustandselig galt trods alle vore mange velmente anstrengelser på, at det hele skal være så godt, og trods vores behjertede forsøg på at skabe en bedre verden at leve i.
	De to tårne i World Trade Center i New York, der på mange måder stod som udtryk for fremgang og velstand, for alt det som vi i dag er i stand til at præstere, blev styrtet til jorden den 11. september. Hyrdernes mark i Betlehem, hvor ordene 'Fred på Jord' lød den første julenat, er netop i denne tid en blodig slagmark af ufred og maskingeværkugler, og selv i Danmark har vi svært ved at finde ud af, hvordan vi lever ordentligt og anstændigt med hinanden. Det er som om selv al vor gode vilje ikke er nok, og vore bedste anstrengelser ikke slår til.
	II. Om den forfærdelige begivenhed i New York med World Trade Center, som har præget os alle dybt - langt mere end de millioner i Afrika som sulter og dør hver eneste dag - er der blevet sagt, at det ændrede verden, og at fra den dag er intet længere er som før. Det er sandt nok, at der er kommet nogle nye dystre perspektiver til efter 11. september, men verden er stadig den samme; menneskers evne til at udtænke ondt er uforandret, og vore behjertede forsøg på at skabe en bedre verden er lige mislykkede.
	Men nu er det ikke den 11. september i aften. Det er den 24. december. Nu er i det jul, og julen forkynder for os, at det afgørende vendepunkt i verdenshistorien kom i Betlehem for et par tusinde år siden. Da fødte en ung pige ved navn Maria uden stor opmærksomhed et lille barn. Maria havde slet ikke forestillet sig, at hun skulle til at være mor og var helt uforberedt på det, da hun fik den besked af englen Gabriel. Hendes barn kom til verden som alle andre børn og lignede til forveksling alle andre små nyfødte.
	Men over det barn lyste stjernen. Om det barn strålede Guds stråleglans, og det blev lovprist og tilbedt af engle og hyrder og af fremmede vismænd og stjernetydere, som kom rejsende dertil helt fra Østen. Dette barn var ikke bare Marias, men hele verdens. Intet i verden var nu længere som før!
	For en del år siden skrev en forfatter en bog om Det nye Testamente, som han gav titlen "Da tiden vendte". Med denne titel hentydede han til Jesu fødsel i Betlehem julenat. Det var tidens vendepunkt.
	Da vendte tiden - selvfølgelig ikke i den mening, at tiden fra da af begyndte at gå den anden vej, og uret begyndte at gå baglæns. Tidens film kan ikke spoles tilbage, og de mislykkede scener kan ikke tages om eller klippes fra. Men ingenting var nu længere som før. Alt tog en ny vending.
	"Det var ikke en nat som de andre", skriver salmedigteren Johannes Johansen i sin julesalme. Den nat som vi nu igen fejrer, og som får os til - først at sætte alle sejl til for at forberede den så godt som vi kan, og nu herefter til at lægge alt det fra os, som ellers optager os, får os til at stå stille for at beundre, takke, lovprise og tilbede, lytte til de kendte ord om frelserens fødsel - den nat var en ganske særlig nat, som vi undertiden kalder for den hellige nat. Og hellig var den, fordi Gud den nat på en ganske særlig måde rørte ved jorden og erklærede verden og alle mennesker i den sin uforbeholdne kærlighed.
	"Det var ikke et barn som de andre, der blev født under himlen den nat", fortsætter Johannes Johansen. "Det var Gud selv, der nu ville vandre, for at finde på jorden sin skat. I den usleste mand eller kvinde, så han perlen så kosteligt skinne, dengang Gud selv blev menneskets lys." Den nat fortalte Gud, at det ikke er de store og de stærke, som betyder noget, når det kommer til stykket. Gud valgte det svage, det værgeløse, det uanselige, det som lignede alt andet. Gud valgte et barn. Han valgte at komme i et almindeligt menneskes skikkelse, i et barns skikkelse og i skikkelse af en mand, som levede sit liv mellem mennesker i kærlighed, i hengivenhed og i tjeneste for andre. Det gjorde Gud for at understrege, at det er her livet findes og ikke i magten og i storheden.
	Derfor hver gang vi falder for fristelsen til at gribe til magten for at klare situationen, er vi kommet på afveje. "I den usleste mand eller kvinde, så han perlen så kosteligt skinne". Gud finder vi i det nære, det enkle og i det jævne.
	III. De Nattergales krybbespil i julekalenderen er lige så 'kikset' som alt andet i programmet. Hele tiden og så igen kan Regnar ikke finde rekvisitterne, når han skal bruge dem: Josef, Maria, stjernen. Derfor er krybbespillet så menneskeligt og så ægte.
	Den dag da han skulle vise stjernen over stalden i Betlehem, kunne han ikke finde stjernen og måtte så finde på råd. I stedet for en stjerne hængte han et flettet hjerte op. "Man skal bare følge hjertet for at finde frem til krybben med barnet", lød hans anvisning. Ja netop: vi skal følge hjertet for at finde frem til barnet i krybben.
	Livet kan aldrig leves sandt efter forstandens beregninger. Men vi kan følge hjertet, dér hvor kærligheden, hengivenheden og tjenesten for andre udspringer,- dér hvor det sande, det ægte og det virkelige lever. Derfor skal vi også nu følge vort hjerte og gå med til Betlehem, til krybben, til barnet og tilbede det. For i det barn har Gud vist sig selv for os. Han har vist os, at han har hjerte for os. Da skal vi også have hjerte for hinanden!
	"Det var hvad jeg havde valgt at vælge, at jeg skulle sige i aften." Nu ER det jul. Glædelig jul!
	Risskov Kirke, Juleaften 2001.

22-12-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email