Hvis du har kommentarer så skriv til Else Marie Dybdal Nielsen Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften i fuglereden 2002.
	Nu tændes tusind julelys, i vore øjne , i vore hjerter og i vores kirke.
	De lyser og de stråler om kap, med julesalmer og orgelet bruser her i vores lille kirke.
	Vi har sat hinanden stævne i Guds hus .
	Det er juleaften, det er hjerternes fest og derhjemme står juletræet og venter på at blive tændt, fint pyntet og under træet ligger alle julegaverne og venter på at blive pakket ud, og mange af de små søde hemmeligheder skal afsløres.
	Julemaden står i køkkenet og i køleskabene og anden og flæskestegen står og steger i ovnen.
	Forventningen er her, glæden er her. Og vi vil modtage glæden.
	Hvor har vi haft travlt herop til jul, forberedelserne til jul bliver for hvert år der går, mere og mere omstendige , og de begynder tidligere og tidligere, juleudstillinger og julebagning og alle juleindkøbene.
	Ved I hvad, - nu er vi her i kirken, og nu hviler vi, - nu er det endelig blevet jul, dagen er her , nu hviler vi i sind og hjerte , og vi har lige hørt det velsignede hellige glædelige evangelium.
	Evangeliet om den nat da verdens frelser kom til jord, født af en kvinde, som bare så og så og gemte det hele i sit hjerte.
	Ingen fest, er så elsket som juleaften, det rører ved noget i os, noget som vi ikke kan forklare, noget om julen derhjemme hos mor, noget om børnene, glæde og barnesind, noget om at glæde andre, noget med at synge de elskede gamle julesalmer.
	Vi samles her i Guds eget hus til festlig hellig julegudstjeneste, her på juleaften, dagen før Jesus fødselsdag.
	Vi har hørt juleevangeliet, og vi kan spørge os selv: Hvad skal vi egentlig stille op med det.
	Vi undrer os, midt i denne glæde som vi føler, og i en meget gammel udgave af juleevangeliet står der at hyrderne, da de havde fået at vide at der var født en frelser så skyndte de sig derhen til Betlehem til krybben, der står, at de undrede sig, der står at ALLE der hørte det undrede sig.
	Det gør vi også.
	Men efterhånden som man bliver ældre får man jo sværere og sværere ved det, ved at undres, ja – ja vi kender det jo i forvejen, det har vi hørt,
	Ja, vi har hørt den store glæde at i dag er der født os en frelser og vi opdager at vi stadig undrer os, vi har stadig sindets friskhed , vi kan stadig undre os.
	Ja, vi falder i undren over dette lille barn i krybben, ikke blot fordi det er et barn,, nej vi undrer os især fordi dette lille nye barn er Messias Guds søn.
	Messiasbarnet, med den lange historie forud, om et folks skønne og brændende drømme om at han engang skulle komme og der skulle være en guldalder, om Guds forjættelsen om den , som skulle komme engang og oprette Guds rige, - og vi undres over at da han så endelig kom han helt anderledes end man skulle have ventet det: Gud kom til os , som et lille barn fattig og liggende i en krybbe.
	Vi undres mere, for bag ham ved den hellige julenats fødsel af dette lille drengebarn, står der en så stor og ufattelig kærlighed, billedet på denne kærlighed er, at Gud sendte sin egen søn til jorden ud af denne kærlighed, for han elskede verden så meget at han sendte sin søn for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv.
	Jamen, det er da ikke underligt at vi undres, det er da umuligt andet.
	Man kan så falde derhen at man siger; Det der du, det tror jeg altså ikke på, men der er også dem der siger, jo – jo de, det der må jeg lige tænke lidt nærmere over, sagen må undersøges.
	Og det er da tilladt , - men kristendommen fremsætter den påstand at så stor er Guds kærlighed, at han lod sin eneste søn føde i fattigdom og usselhed for vor skyld, det er så stort og betydningsfyldt for ethvert menneske, men samtidigt så stort og mærkeligt at vi må standse op og tænke efter og undres.
	Og et sted om Maria står der, at hun gemte det alt sammen i sit hjerte.
	Denne moder der sad og så på sit lille nyfødte drengebarn, og som så at alle bøjede sig ned og tilbad det , gav det gaver, og jublede over at frelseren var endelig kommet til jorden, hun undrede sig også, - men – hun gemte alt det hun hørte og så i sit moderhjerte.
	Maria Guds moder fuld af ynde, dig kan vi aldrig takke nok, for du sagde ja til at føde Guds søn.
	Efterhånden som vi bliver ældre, er der meget ved julen som vi også føler trang til at gemme i vore hjerter.
	Minderne fra vore barndoms juleaftener, om fars stemme om mors øjne om vore søskendes ansigter.
	Og fra vore egne hjem, minderne om dengang børnene var små, da timerne stod stod stille, - lige som vi i aften føler at der er stille nu, og vi smiler til de små børn, til vore kære.
	Men kære alle sammen, det er især billedet af den første jul, den i Betlehem, vi skal gemme i vore hjerter.
	Det evangelium, hvis ord: Men det skete i de dage da der udgik en befaling at a verden skulle skrives i mandtalÂ…
	Og det mærkelige er jo, at han der fødtes julenat netop kan gemmes i et menneskehjerte, det er ingen dårlig vittighed, men en fuldkommen rigtig ting når Jesus bliver kaldt hjertekammerets ædle gæst.
	MEN, hør nu: Det er naturligvis ikke meningen at billedet af julen i Betlehem skal gemmes så grundigt i hjertet at det bare bliver til et smukt billede, som dem vi gemmer i skuffen.
	Nej, det skal gemmes for at bruges, og det er ikke sentimentalitet, for det gør en ganske afgørende forskel i livet, om hvordan man gemmer på dette billede.
	Hele verden bliver anderledes derved, selv vores verden, for med dette billede i hjertet bliver verden ikke længere det store iskolde rum, for det betyder at ude fra den store stilhed blev der talt et ord af Gud, ude fra det store øde lød et budskab om Guds kærlighed, og midt i den store meningsløshed kom der budskab om at Gud vil verden og med de mennesker han har skabt.
	Vi skulle også blive anderledes deraf.
	Det kunne nok behøves, i vore dage er det jo ikke god latin at tale om omvendelse , endsige at mennesker kan ikke leve ordentligt uden den kristne tro.
	Alligevel er der vel ikke mange der tvivler om, at menneskene ville blive anderledes end de er, hvis de virkelig troede på at Jesus er Kristus og at englesangen til Guds ære og fred på jorden og velbehag blandt menneskene ikke bare er noget man siger med munden, men er et udtryk for en realitet, som bare kæmper med hård modstand fra andre realiteter.
	I aften, taler Gud igen til os, ved sin søn, når han lader os opleve denne juleaften, han så at sige banker på hos os, på hjerte døren, han kommer med en så ufattelig kærlighed, han elsker os, og vil give os en rigtig stor og varig glæde;
	Frygt ikke se jeg forkynder dig en stor glæde, som kan holde, når julelysene er brændt ned: - Bøj dig som hyrderne og som de vise mænd i ærlig ydmyg bøn for Jesus vor frelser.
	Vi kan blive ved og ved med at undre os over at julenat, - da mødtes jord og himmel,- vi kan undres over at den lille dreng der fødtes i stalden er Guds egen søn,- og vi kan gøre som Maria,- gemme det hele i vore hjerter og synge sammen med alle juleengle: At i dag er født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren og den store Julestjerne lyser vort sind op, den leder os stille til frelseren lille.
	For en ting er sikkert Julestjernen vil lyse, og Vorherre kikker herned, ikke blot julenat, - og han kan skuffes over os, men han holder alligevel af os, ikke blot til jul, men hele året rundt fordi har også er vores himmelske far.
	Når I nu går hjem fra julegudstjenesten med evangeliets ord i vore hjerter og når vi tænder det ventende juletræ, så se op på stjernen, deroppe på træets top, for den skal minde os om julestjernen den første julenat, da lyset kom til os, det lys som aldrig vil forlade os mere.
	Så lad os da sammen og af hjertet sige vor Gud og far, tak for den store juleglæde, tak fordi du lod din elskede søn fødes her på jorden til frelse for alle og ønske hinanden en glædelig og jul.
	Amen.
	Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen , så også nu og altid og i al evighed, AMEN.

22-12-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email