Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær Hvis du vil printe siden ud se her

	Helligtrekonger 2003 i Horbelev og Falkerslev.
	Tekst : Matt.2, 1-12
	Salmer: 696- 314 -113 - 83- 115
	Aften : 314-83-89-113- 115 Ringsebølle
	O Gud, giv Du os hvile så vi som hængepile af Din Kraft rejser os og knæler der ned, hvor kraften dvæler ! ( Ole Sarvig)
	Der står en særlig nimbus omkring de tre vise mænd. De er ikke vanskelige at se for sig. Og det er i grunden lidt sært, for evangelisten Mattæus beskriver dem ikke særligt indgående. Hele trylleriet ligger faktisk i ét eneste ord. Nemlig i ordet Østerland. Når vi klikker på ikonet Østerland mødes vi af et mylder af farver samtidig med, at søde tunge fremmedartede dufte bølger imod os og vi hører kamelernes bløde skridt i ørkensandet, kort sagt vi mødes af alle de indtryk vi forbinder med noget eksotisk noget spændende, noget fremmedartet.
	Sådan et fremmedartet billede kan påvirke én på flere måder. Man kan træde et skridt tilbage og udelukkende indtage beskuerens rolle, se de vise mænd som et smukt måske lidt overromantiseret billede, der hører barndommens verden til. Man kan også tage et skridt fremad og bevæge sig ind i billedet, gå efter de vise mænd, og følge dem , om end stadig på behørig afstand. Endelig kunne man gå et skridt videre. Gå helt tæt på og smyge sig ind under én af deres kapper, mærke deres hovedbeklædning på hovedet, indtage pladsen på den vuggende kamelryg. Og således siddende på kamelryggen løfte blikket og se sig omkring og bevæge sig i retning af stjernen.
	Der under kappen på ryggen af kamelen smelter den vise mand sammen med det moderne menneske, der famler sig frem i mørket og længes efter Gud og dermed også efter en Guds herlighed, der er tilbedelse værdig.
	Herlighed er et andet af de ord, der med næsten katapultisk kraft kan sende os afsted på en billedrejse. For der er jo næsten ingen ende på hvad vi kan forbinde med ordet herlighed, og når der så ligefrem er tale om Guds herlighed, så må den jo være alt hvad vi kan forestille os ganget med noget nær uendeligt, noget vi bedst kan beskrive ved som profeten Esajas at bruge ord som lys og stråleglans.
	Dét der skal være vores tilbedelse værdig må altså på én eller en anden måde svare til ordet herlighed. Dét vi måske skal vænne os til er, at den herlighed som Gud vil vise os og som er vores tilbedelse værdig ser anderledes ud end vi forestiller os.
	Efter mange dages langsommelig rejse, efter samtalen med Herodes når de vise mænd endelig frem til stalden i Betlehem og det er ikke svært hverken at sætte sig ind i deres glæde eller at dele den. For de fleste af os kender glæden ved at nå frem, glæden ved at rejsen er gået godt , men jo ikke mindst glæden ved at skulle møde dét, der var målet for rejsen.
	Her må vi følge de vise mænd så tæt, at vi kryber helt ind under huden på dem og mærke hjertet banke af forventning og svulme ved mødet med den Guds herlighed, der får de ørkentrætte øjne til at stråle af glæde.
	Den herlighed Gud giver de vise mænd og dermed os er jo ingen anden end barnet i krybben, der netop er et koncentrat ikke bare af Guds herlighed, men også af hans kærlighed.
	De havde ventet at finde et kongebarn, det var jo derfor de gik ind til Herodes på slottet for at forhøre sig om barnet, men barnet var der ikke og det skulle vise sig at blive et kendetegn for Jesus Kristus, at han sjældent var at finde dér hvor mennesker forventede at finde ham, men altid dér hvor Gud ville at han skulle være, nemlig dér hvor menneskers forventning hører op og vi står ved en blind vej, der kun fører videre i det øjeblik Gud åbner vore øjne for det, der er hans og dermed sprænger sig vej gennem de døde forventningers iskolde mure og lader livet skyde frem af ruinerne , dér hvor alt var lagt øde.
	Vores forventninger er jo på én eller en anden måde altid farvede af de erfaringer vi allerede har gjort os, de kommer nemt til at sætte dagsordenen for vores forventninger og derved kommer de også til at begrænse dem.
	Når vi som de vise mænd finder Jesus Kristus, Gudsbarnet, Guds herlighed i kød og blod liggende i en krybbe så forærer Gud os en helt uventet og grænsesprængende erfaring der føder et levende håb. Et håb, der kommer til at sætte en ny dagsorden for vore forventninger. Det er den dagsorden vi hører tydeligt her i H3kongerstiden , hvor vi bruger den Nicænske trosbekendelse, der slutter med de livsalige ord. Vi forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.
	Den forventning kan vi selvfølgelig kun have, fordi det barn vi forventede at finde på slottet i stedet lå i krybben og ikke mindst fordi han langt senere en forårsmorgen ikke lå i den grav, hvor vi forventede at finde ham, men var stået op fra de døde for at være med os alle dage indtil verdens ende. Hvis vi sammen med de vise mænd går ud af stalden og vender hjem ad en anden vej, så er vi klogere end vi var før, rigere end vi var før. Men for at det kan ske også for os, må vi også på andre måder blive som de. Vi må bryde op fra vores eget, fra det trygge og kendte og give os Gud og han ledestjerne i vold og finde os i at han styrter vores forventninger i grus for at lade sit eget håb spire i os.
	Og så skal vi lade være med at kigge ind til Herodes på hjemvejen og aflægge rapport. Herodes er det i os selv og i andre, der vil slå håbet og glæden ihjel. Der kan være stærke kræfter i os og omkring os, der forsøger at sætte sig på vores hjertes trone og tiltage sig magt over os. Og det er de kræfter der l lige præcis ikke skal have at vide, hvor den glæde er født, der pludselig lyser for os og nærer vores håb og styrker vore knæ til at bøje sig for at tilbede ham, der rettelig bør tilbedes. For vi kan roligt regne med at kræfter af Herodestypen er sjældent godvilligt giver afkald på deres magt og vi kan roligt regne med at de ikke kunne drømme om at tilbede andet end sig selv.
	Men hjem til vores eget land skal vi jo ligesom de vise mænd. Men vi skal hjem ad en anden vej, den vej hvor vor Herre Jesus Kristus er med os og åbner vore øjne på samme måde som han gør det 2. påskedag, da han vandrer til Emmaus med to af sine disciple og åbner skrifterne for dem, så deres hjerter brænder i brystet på dem og giver sig til kende for dem ved at holde måltid sammen med dem, som han til stadighed gør det sammen med os.
	I følgeskab med Jesus Kristus kan vi vende hjem til vores eget og gøre dét, der skal gøres dér. Uden på ser man sandsynligvis ud man vi hele tiden har gjort. Måske vil den opmærksomme notere sig et lidt ændret blik , en anden kropsholdning, små bitte tegn, der viser, at der langsomt, men sikkert er begyndt at ske en forvandling med én, fordi Guds, vor frelsers godhed og kærlighed til mennesket er er blevet åbenbaret, ikke fordi vi har gjort retfærdige gerninger, men fordi han er så barmhjertig at han gør os til arvinger til evigt liv.

13-1-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email