Hvis du har kommentarer så skriv til Hanne Svensmark Hvis du vil printe siden ud se her

	De er gamle. Deres øjne har set meget, de har en livsbagage fyldt med erfaringer og indsigt - måske slidte og trætte, men levende og stærke i ånden og i dagens evangelium får de en særdeles ærefuld plads.
	Jeg tænker, Simeon og Anna er symbolet på den "gamle" menighed - kernen i Guds menighed - der jo ofte netop består af mennesker, der er blevet modnet af et langt livs erfaringer.
	Vores tid har en udpræget og utiltalende tendens til at rynke på næsen af de gamle - og skønt man fornyelig har opfundet udtrykket "det grå guld" - opvejes det ikke af at tendensen længe været at det er det nye, de unge, det historieløse vi dyrker.
	Tradition og rodfæstethed frister hårde kår for tiden - vi er ikke længere led i en kæde - men små fritsvævende mælkebøttefnug, der ikke ved hvor vi hører til og hvor vi havner henne.
	Også i kirkelige kredse kan man sagtens finde mennesker, der rynker på næsen af det der som de siger: "Ikke siger de unge noget" - al kvalitet måles på om det har appel til unge - tiltrækker ungdommen - der skal være fart over feltet.
	Problemet er jo bare, at alting ikke kan siges i et zap - der er også temmelig meget der kræver ro, nærvær og eftertænksomhed. Det gælder ikke mindst det kristne budskab, som egner sig utrolig dårligt til en overfladekultur - fordi det kristentroen har at sige os går så dybt.
	Det nye har mange gaver til os, men er jo også skrøbeligt - mon ikke de fleste af os erfarede det i går da vi vågnede op til en dag uden strøm? Med alle julens stearinslys kan det endda gå med belysningen, men uden strøm og uden vand - der kan ikke laves kaffe, varme, snart sagt noget som helst.
	Brugsen måtte lukke og købmanden betjene kunderne i skæret fra en lommelygte. Hvor har vi gjort os sårbare og afhængige!
	Jeg var nu næsten på en måde begyndt at glæde mig til, at skulle sidde pakket ind i tæpper og ved stearinlys skrive prædiken i hånden. De tanker det vækker falder så godt i tråd med det tema evangeliet kalder os til at overveje i dag: Eftertænksomheden, roen, respekten for de gamle, respekt for modenhed, livsindsigt og visdom.
	Men før jeg nåede så langt kom strømmen tilbage - og resultatet blev at både computeren og stearinlysene blev tændt, og muligheden for at stimulere tankevirksomheden med en kop kaffe blev også udnyttet med stor taknemmelighed.
	Med det vil jeg sige, at den eftertanke evangeliet kalder os ind i her julesøndag, den handler ikke om at dyrke et modsætningsforhold mellem det nye og gamle - og mene det ene udelukker det andet.
	Det handler ikke om med falsk nostalgi at sætte sig til at skrive sin prædiken med kuglepen, hvis det ikke af ydre grunde er nødvendigt, når nu man arbejder bedre på en computer.
	Men med den ære som Lukas i dag viser Simeon og Anna, er der sagt noget meget sandt og meget vigtigt, om Guds menighed i hvert et land og til hver en tid.
	Simeoen og Anna har en hædersplads i Lukasevangeliet - som de første efter juleevangeliet, ser og forstår de hvem Jesus er - og netop på det hellige sted - i Guds hus, priser de Guds gave.
	De to gamle mennesker er skildret med stor finfølelse af Lukas, finfølelse fyldt med respekt for netop deres alderdom og den deraf følgende visdom og indsigt - og for deres trofasthed mod templet - Guds hus.
	Som billede på den gamle menighed - kernemenigheden - fortæller dette evangelium os altså, hvor stor betydning det har, at der er trofaste mennesker, som ud af visdom og livserfaring og indsigt søger og er trofaste mod Guds hus.
	Vi har en smuk gudstjenestetradition i Danmark - men den er sårbar, hvis ikke der til stadighed findes mennesker, der kender den til bunds lever og ånder med den og er med til at give ritualerne og visdommen i dem liv og med til at give dem videre til andre.
	Men det er en anden form for sårbarhed end den panik en pludselig strømafbrydelse afstedkommer, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre, fordi vi har afskåret os så effektivt fra at kunne klare os uden strøm, at landet bogstaveligt talt bliver lammet.
	For den tomhed der vil komme, hvis vi ikke mere ved hvordan vi skal tage imod Guds søn og finde ro til at høre budskabet om ham - det er ikke sådan en pludselig lammende panik. Men det er en tomhed, der vil blive meget larmende og påtrængende, hvis vi en dag ikke mere har de gamle, den trofaste menighed, der med indsigt og visdom lever med kirken, så den er der som et levende rum og en oplagt mulighed, for det menneske, der befinder sig et sted i sit liv, hvor der pludselig er brug for andre svar end de der gror ud af hverdagen helt af sig selv.
	Vi taler i den lutherske kirke meget om det almindelige præstedømme - og i dag julesøndag bliver vi mindet om, at kirken lever af, at der findes vise, trofaste mennesker som Simeon og Anna, der kan vise os, hvordan vi tager imod det lille barn, vi fejrede juleaften.
	Det er stadig jul - en dejlig fest fuld af traditioner - som lever af at vi år for gentager, ja nyder gentagelsen af det, der for os er indbegrebet af alle juletraditioner -og at vi hvert år langsomt men sikkert videreudvikler disse traditioner en ganske lille smule:
	Får et nyt stykke pynt, der får sin bestemte plads i huset - gør kirkegang til noget af det der skal nås juleaftensdag - får en helt bestemt yndlingsjulesalme, der bare kommer til at høre med år efter år.
	Eller hvad det nu end kan være, som det er med vore juletraditioner er det også med kirkens traditioner - gudstjenesten lever af at vi elsker dens gentagelser og ganske stille og roligt fornyer den med de ting der går ind og bliver vigtige og efterhånden uomgængelige for os.
	Så længe der sammen med Simeon og Anna er nye trofaste kirkegængere, der forstår at lytte til Guds ord og se og tage imod kernen i det hele: Guds søn - så længe er der også håb for den kirke vi sammen er sat til at forvalte -og det budskab vi sammen har til opgave at udbrede over hele jorden. AMEN

13-1-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email