Hvis du har kommentarer så skriv til Dorte Laukamp Nielsen Hvis du vil printe siden ud se her

	Julesøndag 2002. Luk 2, 25-40.
	Julesøndag - er alt gammelt. Året er blevet ældgammelt og må snart vige for et nyt. Og i evangelieteksten møder vi to ældgamle mennesker. Anna er 84, og selv om vi ikke får at vide, hvor gammel den retfærdige og fromme Simeon er, formoder vi, at han er højt oppe i årene. Han skal nemlig snart dø: men ikke, før han har set Kristus.
	Julesøndag er gammel og langsom. Der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen og hurtigheden og glemselen. Kirken er altid langsom. Der er nogle, der siger, at de ikke kan følge med, når de er i kirke. Det er noget vrøvl. Det er, når de IKKE er i kirke, de ikke kan følge med. Her i kirken går alt roligt og langsomt. Man bevæger sig langsomt. Man snakker ikke ret højt. Salmerne ruller sig ud med vidunderlig langsomhed.
	Det langsomme - det husker man. Langsomme samtaler med mættede pauser. Langsom kærlighed, langsomt tilberedt mad --- . Hvorimod det hurtige - det glemmer man. Fast food er glemt, når den er spist. Den ene action-film er ikke til at huske fra den anden. Turen i bil mellem Vejle og Odense er som regel ikke et minde, der prenter sig ind i hukommelsen for sin sublime skønhed.
	Gamle Simeon og gamle Anna. Ja, hvis det nu skulle være helt politisk korrekt, måtte jeg slet ikke kalde dem gamle. Der er ingen, der må være gamle i dagens Danmark. Det hedder ældre. Som om det var forbudt at blive gammel. Det kan gamle nok også ofte få en fornemmelse af, at det er. Der er ikke plads til at være gammel. Man må ikke kalde et alderdomshjem for et alderdomshjem. Det skal kaldes et omsorgshjem eller et aktivitetscenter. Selv om aktivitet ganske ofte er det, beboerne har fået mere end nok af. Nå, da er vi jo heldige her i byen - her må man gerne sige plejehjem, i hvert fald. Men heller ikke her i byen behøvede man for ganske få år siden at have behov for pleje for at få lov at flytte på alderdomshjem.
	Der er ingen reklamer for artikler til gamle, for der er ingen penge i pensionister. Og sygeligt ungdomsfikserede mennesker påstår, at en gammel bare er en ung, der er blevet ældre. Det er jo intet mindre end en hån mod et langt, levet liv, en masse smerte og glæde, en masse erfaring.
	Så I må undskylde, hvis det støder jer: Simeon og Anna er gamle, og derfor kalder vi dem gamle. Og som alle andre gamle var der ikke rigtig nogen, der har tid til at beskæftige sig med dem i deres samtid. Det er så til gengæld blevet gjort ganske grundigt i de efterfølgende 2000 år. I hvert fald denne ene dag om året. Julesøndag.
	Nu er det selvfølgelig heller ikke alle gamle, der med alderen også bliver vise. Det gjorde Simeon og Anna. Og det er alligevel af og til hørt. Ornitologer hævder, at hvis en ung skade giver udtryk for angst, så tager de andre sig ikke af den. Men hvis en gammel han giver alarmsignaler - så skynder de andre skader sig at flyve bort. Erfaren mand er god at gæste. Hvornår bliver vi kloge af skaderne?
	Hvordan man f.eks. så på gamle Simeon dengang, har filminstruktøren Zeffirelli et ganske godt bud på. Han har lavet storfilmen "Jesus af Nazareth", og i den er scenen med den gamle Simeon også med. Han sidder uden for templet, gør Simeon. Hans øjne er næsten blinde og ser ud, som om de er rettet mod et fjernt punkt i horisonten. Som om de venter at se noget, der når som helst kan dukke op. Hele hans gamle, rynkede ansigt er afventende. Men pludselig ændrer hans udtryk sig til intens lytten. Han kan høre det lille Jesusbarn græde inde i templet, og straks ved han, at nu sker det, det, han venter på.
	Han rejser sig og går efter lyden - ind i det rum, hvor Josef står sammen med en præst, der netop har omskåret den lille dreng. Maria venter uden for, men står og kigger ind i rummet, og derfor ser hun også den gamle mand, der baner sig vej hen til barnet. Han står et øjeblik helt stille. Så breder han armene ud i en bønsgestus, lukker øjnene og siger: "Nu lader du din tjener gå bort med fred, Herre, som du har sagt. For mine øjne har set din frelse."
	Og lige i dette øjeblik vender den præst, der har foretaget omskærelsen, ansigtet væk fra Simeon og hen mod Josef, og med himmelvendte øjne ryster han på hovedet, som om han ville sige: "Tag dig ikke af det gamle fjols."
	For fornuften og de kolde hjerter tager det sig da også underligt ubehjælpsomt ud, at Simeon tager barnet i sine arme og giver sig til at tale om den frelse, han nu har set. Han, som næsten ikke kan se noget som helst, står altså der og lovpriser et lillebitte barn og kalder barnet for sin frelser. Ja, hvis det er forstanden, der hører efter, forekommer Simeon enten temmelig naiv eller temmelig senil. Ikke ved sine fulde fem.
	Men Simeon ved bedre. Han anede ikke, at det var et lille barn, han ventede på: men i samme øjeblik han hørte barnets gråd, vidste han, at det var den Messias, der skulle komme.
	Også den gamle Anna var så fyldt af guddommeligt nærvær og menneskelig visdom, at hun uden at blinke kunne udpege dette barn som Jerusalems forløser, verdens frelser.
	Nu kunne de dø med fred, begge to.
	Og mere mærkeligt er det jo så heller ikke. Flere af os har sikkert oplevet at være til stede ved et dødsleje, hvor den døende ikke kunne give slip på livet, før vedkommende havde fået sagt farvel til dem, der skulle siges farvel til. Ja, man kan opleve, at den døende ikke dør, før en søn eller datter, der kommer langvejs fra, er nået frem. Til gengæld kan man så også opleve, at den nære pårørende næsten er nødt til med ord at lade den døende forstå, at nu må han gerne give slip - på sig selv og alt det, der binder ham til livet. Så kan den døende ånde lettet op - og ånde ud.
	Simeon kan også ånde lettet op, da han står med barn Jesus i sine arme. Det er selveste Guds frelse, Guds befrielse. I dette barn ser han, at Gud er tilgivelsens og kærlighedens Gud. Den Gud, han har længtes efter, den tilgivelse, han har håbet på, den kærlighed, han har troet på, men dog ikke været sikker på også var til ham og hans folk. Nu ser han, at han ikke har levet forgæves. Hans håb har ikke været forgæves, livet er ikke bare gået ham forbi. Nu ser han lige ind i ansigtet på Guds uudgrundelige visdom. Den, som ser Gud ansigt til ansigt, er dødsens - men det gør jo heller ikke noget.
	Johannes Møllehave omtaler et sted en vidunderlig fortalelse, en fortalelse, som faktisk forærede ham titlen på een af hans bøger: "Skuffelser, der ikke gik i opfyldelse". Et menneske havde sagt om en fælles bekendt: "Du må tage lidt hensyn til ham, for han har haft så mange skuffelser, der ikke gik i opfyldelse." Det var dog lykkeligt, tænkte Johannes Møllehave. Intet kan vel være bedre end en skuffelse, der ikke går i opfyldelse.
	Og det samme må vi sige om Simeon. Hans liv kunne være blevet en skuffelse - hvis ikke Gud havde været ham nær med sit løfte, og hvis ikke Gud havde givet ham visdom og tålmodighed til at vente. Men Gud var Simeon nær. Hans livs ønske og håb gik i opfyldelse. Man hører jubelen i hans ord. "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord."
	Simeon har turdet sætte sin lid til sandheden. Anna tør profetere om den, for det er Gud selv, der lægger hende ordene i munden. Sådan er det jo med en profet, og Anna er Guds profetinde.
	Mens Josef og Maria ganske mister mælet over alt det, de hører om deres barn, taler de to gamle uafbrudt. De har visdommen, de er værd at lægge ører til. Det gør Maria også - selv, da Simeon siger til hende, at et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl. Ja - for engang skal Maria lide den dybe smerte at stå og se sin søn dø på korset.
	Simeon bærer barnet i sine arme: men han ved, at det er dette barn, der bærer ham. Det er sandheden.
	Og så er vi også helt dernede, hvor der ikke er plads til fine fornemmelser. Her er vi igen nødt til at kalde en spade for en spade. Der er ikke noget, der hedder neutralitet, hvad Jesus Kristus angår. Alle hjerters tanker skal komme for en dag. Enten er vi for Gud - eller også er vi imod Ham. Der gives ikke andre muligheder
	Det er budskabet i julens store historie i dag. Det vil altid være en kamp på liv og død. Til fald eller til oprejsning. For eller imod. Vi vil måske helst lulles ind i noget helt andet, vi vil i hvert fald gerne tro, at julens historie i kirken kun er fred og englesang.
	Men julen gør alt for at tage løgnen fra os. Freden og englesangen ligger der som en undertone hele kirkeåret igennem. Men det er Guds fred, det drejer sig om, ikke menneskers, og det er langt fra alle, der kan høre englesang. Freden blev os forkyndt Juleaften og Juledag. 2. Juledag hørte vi om, at livet også er mørke, livet er også alt det, der gør ondt. At det kun er os, der forsøger at lade, som om det er anderledes. Evangeliet har aldrig lagt skjul på, at livet kan være en smertefuld affære.
	Og i dag - Julesøndag - får vi at høre, at det er enten-eller. Enten afviser vi Gud - eller også tør vi forlade os på Ham i liv og død. Så er det ikke mere os, der bærer det lille barn. Så er det det lille barn, der bærer os.
	Amen.

13-1-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email