Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften 2002 Andreas rev et stykke papir af blokken, lagde det på køkkenbordet og skrev "Jeg er gået en tur". Overtøjet havde han på, han trak vanterne på hænderne og trådte ud i kulden. Det frøs, man kunne mærke det på den måde luften rev en inde i næsen.
	Han gik afsted, med lange skridt ligesom en voksen mand, han ville hen for at snakke med far om det. Far ville blive rasende, helt ude af den, og ked af det, det vidste Andreas bare og det var også godt det samme for det var Andreas også, der var han og far helt enige, følelserne kogte og skubbede til hinanden indeni ham og raseriet stod forrest i køen.
	Varmen bredte sig i kroppen mens han gik hen af den stille skovvej og da han nåede hen på kirkegården frøs han ikke mere selvom det var så koldt at hans ånde stod i skyer omkring ham.
	Ved kirkegårdslågen stod han stille et øjeblik som han plejede, så løftede han håndtaget, skubbede til den tunge låge og trådte ind i gruset.
	65 skridt var der fra lågen og hen til hækken rundt om fars grav. Andreas satte sig ned overfor stenen, på den måde var navnet i øjenhøjde.
	Niels Peter Holdt, stod der. Født den 23. december 1962, død den 16. Juli 2000, elsket og savnet.
	Elsket og savnet og død. Tænkte Andreas og raseriet kom igen, Elsket og savnet af nogen, ja, ja, men glemt af andre. "Mor har allerede glemt dig, far. Vil du tro det. Du bliver ked af det når du hører det her, mor har mødt en, en anden mand.
	Hun sagde det i dag, selvom jeg ikke ville høre det, og så i dag af alle dage, dagen før jul, din fødselsdag, far.
	Som om jeg ikke vidste at der var noget galt. Hun har været så underlig et stykke tid, glad på sådan en hemmelig måde, og så var det at hun spurgte om jeg vil møde ham, her i julen, måske anden juledag".
	"Så sagde jeg hvad jeg tænkte, at hun var en led møgkælling der kun tænker på sig selv. At det godt kunne være at hun kan glemme dig, men at det kan jeg ikke og at jeg aldrig vil møde ham idioten" "Hun blev virkelig ked af det far, forstår du, hun sagde ikke noget, gik bare ind i stuen og lukkede døren og så var det at jeg gik herhen, åh, hvor jeg savner dig"
	Raseriet var væk, der var helt stille på kirkegården og kulden sneg sig ind igennem Andreas tøj. Men han ville ikke hjem, ikke endnu. Så nemt skulle hun ikke have det.
	Han så op fra gravstenen, en stor gran tegnede sig helt sort mod himlen, det var ved at blive mørkt. Han rejste sig gik op ad stien til kirken, den var åben det vidste han, for det var den altid fra graveren ringede med klokkerne om morgenen til han ringede om eftermiddagen.
	Der var tusmørkeagtigt derinde, murene lyste hvidligt, og prædikestolen hang som en grå skygge i hjørnet. Han gik lidt rundt derinde, fandt et bolsche i dåsen med korpigebolscher, man havde vel været her før og satte sig ned på en af de forreste bænke.
	Nu ringede kirkeklokken, graveren hev i snoren derude, om lidt ville han nok låse døren. Nu var Andreas nødt til at gå hjem, med mindre .
	Man kunne da bare blive her. Hvis han gemte sig under en bænk, så ville graveren ikke opdage ham, han ville bare låse og gå hjem. Mor ville aldrig komme på at lede efter ham her og hun havde rigtig godt af at være lidt bekymret for ham. Så ku det da være hun glemte idioten for en tid.
	Klokken blev tavs, døren gik op ind i kirken, graveren så sig nok omkring, men Andreas så han ikke, så lukkede han, stak nøglen i døren og låste.
	Så var det afgjort. Så kunne man lisså godt gøre sig det lidt bekvemt. Et par hynder blev stablet op på den forreste bænk. Nede bag i kirken fandt han et tæppe, der lå hen over nogle ekstra stole. Ude i våbenhuset hang der en glemt jakke. Det skulle nok gå.
	Han havde en lighter i lommen, den var til nytårskrudt, mor vidste ikke han havde den, hun behøvede ikke vide alt, og nu var den nyttig. Han hentede den store lysestage på alteret og stillede den på gulvet foran bænken, da den blev tændt blev der helt hyggeligt. Det skulle nok gå.
	Andreas lagde sig på bænken, trak tæppet over sig, sevlom det lugtede lidt muggent og stirrede ind i ilden. Tankerne kom igen, han snakkede højt med sig selv :
	"Sikke en julegave at få af sin mor, og så lige på fars fødselsdag, hun er fuldstændig ligeglad med mig og far, hvis jeg blev væk ville hun nok ikke engang lægge mærke til det. Så ville hun jo rigtig ha fred til at hygge sig med idioten ."
	"Nå, der er nok en der har ondt af sig selv, hva"
	Stemmen kom ovre fra mørket under prædikestolen. Nu trådte en mand frem, han var klædt i sorte læderbukser og hvid skjorte, og lignede sådan en som mor kaldte "høj, mørk og mystisk" , faktisk meget mystisk for hvem var han og hvad lavede han her i den låste kirke, Andreas havde da været alene ?
	"Frygt ikke" sagde manden "Jeg er ærkeenglen Gabriel"
	"En Engel", sagde Andreas og så vist temmelig skeptisk ud, "okay du er en engel og så jeg er julemanden"
	"Nej, nej, vi engle var der længe før alt det der med julemanden og nisserne. Ja jeg ser nok ikke så engleagtig ud som i bøgerne, men jeg orker ikke altid de der fjer. I øvrigt synes jeg dette her er smart.. "
	Andreas var ikke enig, han ville have foretrukket vingerne og et hvidt gevandt. "Okay så siger vi at du er en engel, men hvad vil du så. Hvis du er kommet for at sige at alt nok skal blive godt med tiden, og at Gud passer på mig, så kan du godt smutte igen, for den sang har jeg hørt og siden far døde tror jeg ikke på den."
	Englen så ned for sig og mumlede noget.. "Hvad siger du" spurgte Andreas. "Jeg siger, ikke alene har han så ondt af sig selv at det driver ned af væggene, han spiller også sej, nå nok af tidspilde, det er snart jul" Gabriel knipsede med fingrene og der blev lyst oppe i kirkens kor, "kom med herhen" sagde Gabriel og trak Andreas op fra bænken. "Kender du dem ?"
	Korets vægge var blevet til væggene i en klippehule. Inde i hulen sad der et par mennesker på gulvet, dvs kvinden lå på et tæppe, hun holdt om en lille bylt, der lå mod hendes bryst. Manden sad ved siden af og så på dem, så rakte han ud efter bylten vendte den mod sig og løftede den, nu kunne Andreas se at det var et spædbarn.
	"Det er Josef og Maria og det lille Jesusbarn" hviskede Andreas, "Du behøver ikke hviske, de kan ikke høre os" sagde Gabriel, "de er i en anden tid, det er lidt som det I kalder film"
	"Jeg har nu altid forestillet mig det mere staldagtigt, med halm og sådan noget" sagde Andreas "og hvor er krybben og æslet og oksen ?"
	"Ved du hvad Andreas, jeg er ikke kommet for at diskutere julekrybber med dig, jeg er kommet for at fortælle dig noget vigtigt, hør så efter.
	Josef der, han har jo forlovet sig med Maria. Han er glad for hende, men da han opdager at hun er gravid, selvom de aldrig har været i seng sammen, så beslutter han sig for at skille sig af med hende i stilhed.
	Men Gud sender sin engel, nærmere betegnet mig, Gabriel pegede på sit bryst, for at fortælle ham at han skal blive sammen med hende, for det er Gud der står bag hendes graviditet og Gud har planer med dem alle sammen og Gud vil være med dem uanset hvordan det går. Og når Gud siger sådan, så hører man efter, fik du den, Andreas ?.
	Nå men, Josef hører efter og Maria får barnet. Josef giver ham navnet Jesus, for det gav jeg ham også besked på. Og selvom Jesus er en fremmed, som Josef ikke har bedt om, så er han Marias søn og Josef kommer efterhånden til at tænke på Jesus som sin egen. Han kommer til at holde af ham.
	Men dermed er det ikke slut, for så går Jesus hjemmefra og begynder at snakke om Gud som sin far, og tilsidst dør han, korsfæstet som om han var en røver eller en morder. En barsk historie. Og så gør Gud ham levende igen. En sær historie.
	Men også en historie om at alting ikke er så enkelt.
	Man tror at man aldrig kan komme til at holde af en fremmed som bliver påduttet en, men det kan man sommetider godt, det behøver jo ikke at være en idiot man møder,vel ?. Og man tror at man aldrig kommer til at elske igen når ens mand er død, men det gør man sommetider alligevel.
	Og man tror at man bare er en dreng der har ondt af sig selv, og som savner sin far, og så opdager man måske at man både kan savne og leve videre på en gang".
	--
	Da Andreas vågnede ved at kirkeklokken ringede, var det ved at blive lyst udenfor, lidt efter hørte han nøglen i døren.
	Han smed tæppet til side, rejste sig, sådan en bænk var nu ikke det bedste sted at sove. Han gik op i koret med lysestagen, ingen klippevægge at se, tænkte han det ikke nok. Han måtte se at komme hjem, mor måtte være ude af sig selv, det var dumt af ham at gøre hende så bekymret.
	Da han gik forbi farens grav vinkede han, "vi ses Far, jeg må vist hjem og høre hvad han er for en, ham idioten"

15-1-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email