Hvis du har kommentarer så skriv til Anne-Lene Nielsen Frederickson Hvis du vil printe siden ud se her

	Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
	Kæmp for alt, hvad du har kært
	Dø om så det gælder
	Da er livet ej så svært
	Døden ikke heller
	Al denne snak om at dø for sin tro, er det ikke bare en anelse overspændt?
	Skulle det nu virkeligt være nødvendigt?
	Og hvad skal det overhovedet til for?
	Det lyder som fanatisk fanatisme og ubøjelig stædighed.
	Men heldigvis da, så er det da ikke noget, der sker i Danmark i dag!!!
	Nej at komme i kirke sådan en 2. juledag er sandelig ikke for sarte sjæle.
	Man kan nemt komme til at få vanillekransene og det store julefrokostbord gløggen og alle æbleskiverne i den gale hals. På den anden side for dem, der bare synes, at julen er for sukkersød og julekrybber nogle kvalmende glansbilleder. For dem er der en helt anden realitetssans i dag. Jeg er en af de lidt mere bløde, der elsker engle, julekrybber, får tårer i øjnene, når børnene fra Lyø skole går Lucia lige inden jul. Omvendt så ved jeg jo godt, at det ikke er den hele og fulde sandhed. Ja julefreden varede ikke længe. Heller ikke for det lille barn i krybben, som vi stadig synger så smukt om. Han måtte flygte for ikke at dø under barnemordet i Betlehem, som blev foranlediget af, at kong Herodes sad på sit slot i Jerusalem og blev bange for, at det lille barn ville styrte ham og hans slægt fra tronen. Josef, Maria og Jesus når uskadt til Ægypten, men mange uskyldige små blev dræbt i Betlehem. Mange familier mistede deres lille dreng i de dage. Også disse døde for en sag - en sag de overhovedet ikke var en del af. De vidste ikke, hvorfor det skulle være sådan.
	Anderledes med martyrerne, som er dem vi mindes i dag. De vidste, hvad de døde for, og hvorfor de gjorde det. De døde for en sag, de troede på.
	Sådan gjaldt det for Johannes Døber, som vi hørte om i adventstiden. Han vidste godt, hvorfor han sad i Herodes fængsel, og hvorfor han skulle dø. Han havde udfordret styret i Jerusalem, han havde provokeret og han havde peget hen på, at der skulle komme en konge mægtigere end Herodes - ja hele hans liv bestod af at pege hen på denne konge, der mirakuløst som lille undslap fra barnemordet i Betlehem. Hvis det var lykkedes for Herodes den gang - ja så var historien endt før den overhovedet startede. Det gjorde den ikke, men mange har måttet dø for deres tro - og i dag hører vi om nogle af dem. Stefanus er en anden af disse første martyrer - dagen i dag er opkaldt efter ham. Han er en blandt mange, der i kristendommens første tid vidner om sin tro - og dør for den.
	Hvor mange af os er villige til det i dag? Er det ikke lidt overspændt og fanatisk kunne nogen indvende. Hvad skal det til for, og vi må da kunne snakke os til rette - for øvrigt må vi da i tolerancens navn kunne anerkende hinanden også selv om vi ikke tror på det samme - har den samme religion. Det må da være muligt. Det mener konfirmander for eksempel, der synes, at jeg er mere fundamentalistisk end det værste de kan komme i tanke om, når jeg over for dem hævder og mener, at kristendommen er den eneste sande religion. De synes det intolerant over for alle dem, der tror på noget andet eller slet ikke tror på noget.
	Det ændrer dog ikke ved, at kristendommen er ret konsekvent og intolerant på det område - lige som f. eks. Islam også er det. Vi hævder hver især, at vi besidder sandheden - og at den ikke kan gradbøjes eller forhandles til rette. Så er det svært at få en forhandling i gang. Et godt dansk kompromis er en umulighed. Man kan allerhøjest leve i sameksistens, hvor man giver den anden lov til at have taget fejl. Sådan sker det i Danmark, men sådan sker det langt fra ude omkring i verden. Her er der stadig lande, hvor det er forbundet med livsfare og tab af borgerrettigheder at være kristen.
	Det var ikke uden grund, at jeg indledte prædikenen med at citere fra "Altid frejdig når du går". Den blev kendt under 2. verdenskrig som frihedskæmpernes slagsang. De var villige til at betale prisen og mange af dem døde, og de der overlevede gjorde det med store ar på sjæl og måske også legeme. Alligevel så var de villige til at betale prisen - den højeste pris et menneske kan betale - nemlig sit liv - for den sag de troede på.
	De første martyrer: Stefanus, Peter og Paulus betalte også en frygtelig pris for den sag de troede på, at kristendommen er den eneste sande religion, der kan give mennesket frelse.
	Spørgsmålet er om vi vil betale denne pris?
	Eller er det for overspændt og dramatisk at stille det spørgsmål?
	Kæmp for alt hvad du har kært
	Dø om så det gælder
	Det synger vi ikke desto mindre, mens vi mindes de tapre, der døde for Danmarks frihed for snart et par generationer siden. Vi kan jo også heldigvis se på dem med historiens briller - og dermed bliver de fjerne for os.
	Vi behøver ikke at have alt det der med at kæmpe og dø inde på livet. Det bliver også så ubehageligt - og som før sagt: Det er aldeles ødelæggende for den gode julestemning og alt det der med fred på jord, englesang og kønne hyrder - for slet ikke at tale om barnets moder.
	Det er så let at idyllisere, men Guds Søn kom ikke til jorden for at være et stemningsbillede til et julepostkort. Han kom for at sætte Guds kærlighed over for vores selvtilstrækkelighed. Han kom for at fortælle os om kærlighed og lidenskab, der er så stærk, så man hellere vil dø end gå på kompromis.
	Jesus viste det selv Langfredag de første martyrer viste det - og ja selv om det er ubehageligt at tænke på, så er der altså stadig væk mennesker rundt omkring i verden, der viser det i dag. Det hører ikke kun en fjern fortid til.
	Det handler om tro, kærlighed og lidenskab. Lidenskab sat over for ligegyldighed. Tro sat over for bekvemmelighed. Kærlighed sat over for det kølige overblik, der altid vurdere, om det nu kan betale sig.
	I tro og kærlighed er man tvunget til at sætte sig selv over styr og her kommer lidenskaben ind som ingrediens. I denne cocktail kan man komme til at glemme sig selv og vove, hvad man ikke turde vove med det kølige overblik mens man bekvemt bliver i sofaen og lader de andre fare frem med begrundelsen: Kan det nu betale sig?
	Det spørger troen og kærligheden aldrig om. Den handler bare som den og kan - ja den kan ikke andet. Derfor gik frihedskæmperne i døden for Danmarks sag. Derfor døde Stefanus og alle de andre for deres kristne tro, derfor er der nogle, der dør for deres kristne tro den dag i dag.
	At vi er så heldige at vi lever i en del af verdenen, hvor det ikke er forbundet med livsfare at gå i kirke, det kan vi kun være glade for og huske at takke Gud for, men i dag mindes vi dem, der ikke deler vilkår med os. Og i dag får vi den krasse realisme ind i glimmeret fra julestadsen. Vi mindes om, at det lille yndige barn en dag blev en voksen mand med nogle meninger og handlinger, der langt fra var populære i alle kredse. JA til sidst så blev han slået ihjel på grund af sin forkyndelse, sin helbredelse af de syge og fordi han sagde, han var Guds Søn. Det er bagsiden af medaljen, derfor bliver julen ikke alt for sukkersød, for vi ved, hvad der venter det lille Jesusbarn. Derfor er det ikke kun hyggelig staldromantik for bag det er der gemt den dybeste alvor. Julen er ikke helt forbi endnu - men virkeligheden har trængt sig på. Alligevel så synger vi stadig julesalmer, men med en alvorligere tone, og vi kan stadig bære glansen fra juleaften og nat med os - hver dag og så selv om det skulle blive den sidste dag - og også selv om det nok ikke er videre sandsynligt, at vi skal lide martyrdøden.
	Amen.

16-1-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email