Hvis du har kommentarer så skriv til Anne-Lene Nielsen Frederickson Hvis du vil printe siden ud se her

	4. søndag i advent, 2002 Lyø kl. 9.30
	Salmer: 93, 74, 65 - 60, 62
	I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
	Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
	Glæd dig, Sion, glæd dig jord,
	Se, din konge til dig kommer,
	Glæd dig i din vinter, Nord,
	Kristus bringer evig sommer!
	På hans tog borttag hver sten,
	Smyk hans vej med hellig gren,
	Bred på stien højtidsklæder,
	Der er fryd, hvor han fremtræder!
	DDS 70, Ingemann
	Gad vide hvad vi i dag ville svare på spørgsmålet: Hvem er du?
	De fleste af os ville fortælle løs om vores barndom. Vi har jo lært fra psykologien, at vi er vore forældres børn - på godt og ondt. Mange har så traumatiske - for at blive i sprogtonen - så traumatiske barndomsminder, at de må gå til psykolog for at lære at kunne leve med dem.
	Hvad der vi mere? Ja vi er mand, kvinde - gift eller fraskilt eller slet ikke gift med den eller den. Vi har måske et par børn - og ja så er vi vort arbejde. Der er så meget, der i dag bliver hængt op på arbejdet. Hvem vi er, og ikke mindst, hvad vi er. Det er vores profession, der afgør det. Inden jeg blev præst arbejdede jeg som kirketjenervikar i København. Jeg gjorde rent og ringede med kirkeklokkerne, gjorde klar til begravelse og bryllup, men når andre spurgte mig, hvad jeg lavede, så svarede jeg: Jeg læser teologi. Det var svar nok i første omgang, og hvis jeg så lærte folk lidt bedre at kende, ja så kunne jeg så fortælle dem, at jeg arbejdede som kirketjenervikar i Kristkirken på Vesterbro, for at tjene ekstra penge - forstås. For det er i vort arbejde, at vi henter vores identitet. Og min identitet var først og fremmest, at jeg gik på universitetet, læste teologi og en dag skulle være præst. Mit arbejde var noget sekundært - noget jeg blev nødt til. At det så har lært mig en masse og givet mig en erfaring, som jeg i dag ikke ville have været foruden er noget helt andet.
	Identitet henter vi i vores arbejde og i kraft af vores familie. Det er nok de færreste der ud over præsten i præsentation om hvem og hvad de er vil sige - og så er jeg kristen. For er det nu punkt et: Noget der kommer andre ved?
	Punkt to: En så væsentlig del af det at være mig, så jeg bare har lyst til at fortælle det til hvem som helst? Eller måske skal det lyde - nej det er for privat - det kommer ikke andre ved - i hvert fald ikke i første omgang.
	Det er noget andet for præsten, for det er ligesom helt i orden, at præsten tror på Gud. Nogen har ligefrem den opfattelse, at det er det præsten får sine penge for. Gad vide om man så forlanges mere og mere tro/troende/trofast jo mere man stiger i løn? Og biskopperne tror så selvfølgelig allermest og på den allerfineste måde?
	Sådan er det heldigvis ikke.
	Omvendt så er det de færreste af os, der henter vores billede af os selv i selve det at pege på en anden - at pege på Kristus.
	Og se det var hele Joh. Døbers identitet - det var hans livsopgave. Den og ingen anden. Han fik lov at være fætter til den længe ventede Messias, ja han mødte ham første gang, da han lå i sin mors mave og den gravide Maria var på besøg hos Elisabeth og Zakarias. Johannes gamle forældre. Sådan er det så mærkeligt. Johannes forældre var alt for gamle til at få børn - og Josef og Maria var så unge, at de ikke en gang nåede at blive gift, før de blev forældre.
	Vi ved ikke noget om, hvordan de to fætre har haft det sammen i deres barndom, har de overhovedet været ret meget sammen? Men de kender hinanden som voksne. Og i voksenlivet går de hver sin vej. Johannes går ud i ørkenen og lever et enkel og strengt liv. Han prædiker bod og bedring og omvendelse, og da han så bliver spurgt om, hvem han er, så svarer han først, hvem han ikke er. Han er ikke en af fortidens store profeter og heller ikke Kristus, men han er den der peger hen på Kristus. Gad vide, hvor mange der i dag ville være tilfredse med bare at være den, der peger hen på Kristus? Vi der så gerne selv vil være midtpunkt og centrum om alt. Vort eget livs direktør - og hver gang det går op for os, at vi ikke er det, så bliver vi skuffede, sure og bitre og så kan vi altid brokke os og påstå, at det er de andres skyld. Det er nemlig altid nogens skyld, at det ikke gik mig så godt, som jeg troede eller forventede, at det skulle gå. Enten er det den betændte barndom, eller også er det nogle uretfærdige lærere, eller arbejdsmarkedet, der ikke lige passede til mig eller omvendt - det er bare ikke min skyld - eller mit vilkår. Og nøjes med bare at være den, der viser hen til en anden og mægtigere end mig selv, det var da kedeligt. Det kan da ikke være meningen med livet!
	Derfor er det godt - også - i dag at blive mindet om Joh. Døber. Hans livsopgave var ikke at sætte sig selv i centrum men alene at vise hen til Kristus. Måske er det også derfor han er skytshelgen for de gale og utilpassede? Og Sankt Hans hospital i Roskilde for sindslidende er kaldt op efter ham. For man må da mindst have en skrue løs for at leve af græshopper ude i ørkenen og mindst et par løse skruer til for at kunne se det som en livsopgave at ikke at sætte sig selv i centrum men til stadighed pege hen på en anden - en der er større.
	Joh. Minder os om, at vi ikke er hovedpersonen i vort eget liv men at også vi skal i al vor færd pege hen på Kristus, som skal være hovedpersonen i vort liv. Og skulle vi glemme det, så må vi gå til Joh Døber igen og se på ham, der så det som sit livs opgave til stadighed at pege hen på den yngre fætter, der skulle blive større end ham selv.
	Kun ved at glemme vores egen selvoptagethed et øjeblik, kan vi i denne tid få øjnene op for, at advent og jul drejer sig om andet end den helt rigtige julestemning i den helt rigtige veltilpassede familie, den rigtige mad, de rigtige gaver og så videre. Jul drejer sig om, at det lille barn i krybben er verdens frelser, og derfor det naturlige midtpunkt, og også bør være det i vort liv. Vi får først øje på det i det øjeblik vi vender blikket fra os selv og til stalden i Betlehem. Når vi erkender, at det lille barn vokser sig stor og en dag blev så stor og så betydningsfuld, at folk ikke kunne holde ud at høre på ham og slog ham ihjel, sådan som de også slog fætteren - Joh. Døberen ihjel. For mennesker til alle tider har nemlig selv villet bestemme, så ingen skal komme og påstå, at hovedpersonen i mit liv er en anden end mig selv. Sådan er det, og så må vi nok en gang høre om Joh. Døber, der pegede hen på Kristus og nok en gang fejre jul for at blive mindet om, at det lille barn Maria fødte, fik en afgørende rolle i Verdenshistorien og i vores historie, så vi må til stadighed blive mindet om, at Kristus skal blive større, og vi blive mindre, og så selv om det er en svær tankegang at gå ind på - os der til hver en tid er os selv nærmest. Vi bliver aldrig færdig med historien, og vi bliver aldrig færdig med at høre evangeliet om, at Gud til trods for at Han vidste alt dette alligevel sendte sin Søn til os og alligevel vil fejre jul med os også i år, uanset om julen er lige efter bladene og familiens forventninger, eller om den bare bliver fejret, som man bedst kan. Og det gør vi alle vel? Altså gør os den største umage, hvis umagen så også kunne gå på bare en gang imellem ikke kun at sætte sig selv i centrum - men lige i denne tid komme i tanke om, hvorfor vi egentlig fejrer jul - ja så var det vel ikke det værste, der kunne ske.
	Amen

16-1-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email