Hvis du har kommentarer så skriv til Ulla M. Bidstrup Hvis du vil printe siden ud se her

	I dag blev vor kære frelser fød Og paradisvejen funden.
	Så har vi hørt den igen. En af de historier, vi elsker allerhøjst og som hensætter os i en helt særlig stemning - af fryd og fred. Nemlig juleevangeliet. Det er historien om en fødsel. Derfor skal den selvfølgelig læses i aften. For vi er som bekendt samlet netop til fødselsdag. Jesu fødselsdag. Og ved enhver fødselsdagsfest er det ganske naturligt at tale om den fødsel, som ganske vist ligger flere eller færre år tilbage, men som jo ikke desto mindre er festens årsag og anledning. Og man kommer let til det, fordi man ved fødselsdagen - af gode grunde - befinder sig på samme tid af året. De samme træer blomstrer og de samme årlige begivenheder og stemninger melder sig og man føler sig hensat til dengang. Men dét, der gør det virkeligt interessant at tale om fødslen den gang er dog den fødselar, som man har hos sig og er i færd med at fejre. Dét der gør det så interessant, at Viggo var sådan et lille bitte fnug, da han kom til verden, er at det er han minsandten ikke mere og dét, der gør det så forunderligt at mindes, hvordan man den gang stod med et aldeles ukendt lille nyt væsen i sine arme, er at nu kender man det barn bedre end noget andet menneske på jorden. Og præcis sådan forholder det sig selvfølgelig også med den fødselshistorie, som vi er kommet i kirke i aften for at dele. Den har også sin betydning i lyset af, hvad det siden blev til. Hvad fødselaren senere blev til. For os. Stopper vi ved fødselsberetningen, ja, så bliver den kun til en nok så sød beretning og aldrig til et juleevangelium, selvom jeg villigt indrømmer, at den har lidt mere i sig selv end vores andres. For selv om mine forældre stadig er så venlige at få et lidt henført udtryk i øjnene, når de taler om den majmorgen i Valby engang midt i tresserne, hvor jeg så dagens lys, så melder historien intet om hverken englesang eller uventede himmelfænomener. Men selv de var formentlig gået i glemmebogen, hvis barnet Jesus, der bliver født i aften, var vokset op, var blevet snedker som sin far, havde fået kone og børn og senere vrøvl med sin iskias og til sidst var død af en blodprop mæt af dage i en alder af 69. Som bekendt gik det ham anderledes. Helt, helt anderledes. Og det er dét, der gør netop denne fødselshistorie til det, som den er. At den er starten på et helt anderledes og ganske enestående liv, som stadig har betydning.
	Og hvori består så det enestående??? Vandreprædikanter har man vel altid kunnet finde. I det forløbne år har en af slagsen f.eks. lavet en del moro på Nørrebro. At et enkelt karismatisk menneske, har fået stor magt over de manges sind er også en historie, der gentager sig og at uskyldige mennesker henrettes er desværre også en del af verdens orden og har altid været det. Og alligevel begynder der at vise sig sprækker. Sprækker ind til det enestående. For hvordan mødte denne vandreprædikant de mennesker, han mødte på sine vandringer? Han mødte dem med et øje for hvert enkelt menneskes betydning og værdi, som var enestående. Og hvordan fik dette karismatiske menneske magt over sindene? Ved at tage afmagten på sig fra krybbe til kors og ved frit at lade mennesker selv opdage sandheden i de lignelser, han fortalte dem. Og hvordan optrådte dette uskyldige menneske ved sin henrettelse? Jo, han bad for sine bødler. Temmelig enestående. Og sprækkerne udvider sig og bliver til store åbninger, som der kommer lys ud af. Den vigtigste er den grav, som de lagde ham i, da han var blevet korsfæstet, men som påskemorgen stod lysende åben og tom. Han var der ikke længere, men var oprejst. Aldeles enestående! Så har vi fået fuldt udsyn til, hvad det enestående ved hans liv bestod i. Det bestod i, at det ikke bare var et virkeligt menneskeliv (det havde det jo også været, hvis han var blevet snedker og familiefar i Nazareth) - Nej, det var samtidig et liv levet fuldstændigt med Gud og i Gud. De to er nemlig ét. Og det vil sige, at Jesus som menneske var, som Gud ville det. Jesu liv og ageren i forhold til medmennesket er udtryk for, hvad Gud har tænkt sig med os. Og hvad skal vi så med et menneskeliv levet fuldstændigt efter Guds vilje? Nå, ja som et forbillede kan det da være både nyttigt og minsandten også nødvendigt nok, men samtidig også en nedslående evig påmindelse om, at vi er, som vi er og ikke som vi burde være. Hvis forbilledet stod alene, ja. Men det gør det ikke. For i så fald havde i hvert fald korsfæstelsen været overflødig - ja, temmelig ilde anbragt, må man sige. Men Jesus skulle være andet end forbillede. Han skulle være forsoner. For netop fordi han som den eneste levede et liv fuldstændigt med Gud kunne han tage vores utilstrækkelighed og synd med os op på korset, så den døde med ham. Ikke sådan, at den ikke længere findes - det behøver jeg næppe at sige - men sådan at den ikke står i vejen mellem os og Gud. For det gør den ikke, hvor kærligheden råder. Og den vished kan gøre os til både gladere, stærkere og friere mennesker - til tider måske endda bedre.
	Det var meningen med det enestående liv, der tager sin begyndelse i aften. Derfor er den fødselsberetning vi i dag er samlet for at høre og dele indbegrebet af fryd og fred. Fordi vi hører den med en vished eller måske bare fornemmelse af, hvad fødselaren senere kom til at betyde for os. Tilbage er der kun at fortsætte fødselsdagsfesten. Glædelig jul. Amen.

29-1-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email