Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær

Hvis du vil printe siden ud
se her
Juledag 2002 i Horbelev og Falkerslev
Tekst: Luk.2, 1-14
Salmer : 81, 94, 100 -90, 87
Her ind under Jul hvor dagene er så korte, så korte var børnene og jeg på tur til København. Sidst på eftermiddagen var det allerede helt mørkt og byen lå funklende julesmykket hen med alle sine mange lys. Da vi kørte over Kongens Nytorv udbrød min søn : "Se, mor en kirke !" Og det kunne man også sagtens tro, for lidt fremme i horisonten lyste imod os en mægtig bygning med tårn og det hele. En sand katedral at se til, dér i mørket. Men, det var nu ikke en kirke. Det var Magasin du Nord, hvor vi endda havde været, men som pludselig var helt ukendelig udefra i sit aftenskrud.
Vi havde som sagt været inde i det min søn troede var kirken. Vi var som tusindvis af andre gået ind i det store varehus, én af vor tids store katedraler, hvor tilstrømningen er enorm og offergangen ikke mindre.
I mange kirker og katedraler står der et ord over døren eller over alteret, og sådan et var der også i Magasin. Overalt hang der skilte ned fra loftet, hvorpå det stor : Jul med alt det du kan undvære !
Og det er jo en stor sandhed, for i Magasin, kan man stort se kun få ting, som man udmærket kan undvære, men som det lige i øjeblikket kan være vanskeligt at modstå, når man sådan bliver trukket rundt ved øjne og næse fra kælder til femte sal.
Det spørgsmål, der presser sig på ved mødet med udsagnet : Jul med alt det du kan undvære , bliver så spørgsmålet om hvad det er man IKKE kan undvære for at det skal kunne blive Jul ! Hvad hører helt uundgåeligt med til jul ?
Ja, hvis vi lytter til profeten Esajas siger han, at det folk der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Og det store lys vi skal se i mørket er jo i hvert fald ikke Magasin, hvilket min søns udbrud jo også tydeligt vidner om, for han sagde jo ikke Se, Magasin ! Han sagde se en kirke. Og det gjorde han ikke fordi han er noget specielt fromt barn, men fordi kirken trods alt repræsenterer, det der er helt uomgængeligt hvis det skal blive Jul.
Noget af det mest uomgængelig ved julen er lys. Ikke bare alle dem vi tænder alle vide vegne ude og inde, oppe og ned, men det lys der strålede fra Herrens Engel, der stod på marken, den første julenat, og udtalte de ord, der selv var som lys i alt menneskeligt mørke : Frygt ikke ! , Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren. Barnet i krybben er det lys, der skinner så stærkt, at intet mørke kan få bugt med det. og Gud ske lov for det,. For lys hører netop med til det vi ikke kan undvære og som vi heller ikke kan købe os til .
Jamen, er det nu ikke bare en påstand at vi har brug har det lys, der tændtes i Betlehem den første julenat? Er det ikke nok, at vi har så meget magt over tingene at vi kan tænde lys for os selv på en måde, der efterhånden er så højrystet, at lyset i Betlehem tager sig ud som en spæd blafrende flamme i forhold til alt det vi kan præstere. Nej ! For lyset i Betlehem hænger sammen med skaberlyset, det første lys, ordet talt af Gud, det der skabte liv, hvor alt var øde, men fuglesang og blomster der sprang ud, med glæde over markens grøde.
Vi kan tænde mange smukke og imponerende lys, men vi kan ikke tænde hverken livets eller glædens lys. Det må tændes i os. For selvom vi kan købe og tænde både stearinlys og lyskæder og alle mulige andre slags lys. Så kan vi hverken købe eller selv tænde det lys, der funkler i vores øjne, når vi lyser på hinanden. For et par år siden døbte jeg en lille dreng, der havde og har det mest vidunderlige ansigt, og under hele dåbsritualet så han ufravendt på mig med et lysende blik og et strålende smil. Bagefter sagde jeg til nogle af kirkegængerne : Bare I havde kunnet se den lilles ansigt, det var helt vidunderligt, hvortil de svarede. Det var slet ikke nødvendigt, for vi kunne jo se dit. Den lille drengs ansigt lyste så stærkt at det gav genskin på mit.
Et tilsvarende lys kan strømme fra vores blik, når vi ser på nogen vi holder af. Et tilsvarende lys kan varme så hjertet blafrer, når vi er sammen med vores kære, som vi nødig vil holde jul uden. Ingen kan for penge købe noget, der kan genantænde den flamme, der slukker sig i øjne og hjerte, når vi må savne et elsket menneske, én af dem vi kalder for uundværlige.
Og vi ved det jo godt ! Vi ved, at vi omgiver os med så meget vi sagtens kan undvære og af den grund forsømmer dem vi ikke kan undvære, og som for at råde bod på misèren farer vi rundt og køber gaver, der sagtens kan undværes til dem vi ikke kan undvære og som ikke kan undvære os, men bliver nødt til det, fordi vi tror vi er uundværlige også en del i sammenhænge, hvor vi ikke er det !
I Julen viser Gud os alt det vi ikke kan undvære. Og når han gør det, så viser han os på én gang meget og lidt.
Gud viser os meget fordi han selv kommer til os og han viser os lidt ved at komme til verden i den simple stald i skikkelse af et spædbarn. Gud viser os, at han ikke vil undvære os og at vi aldrig skal blive nødt til at undvære ham.
Han viser os, at himlen ikke vil undvære jorden og at jorden på grund af Guds kærlighed i Jesus Kristus ikke skal undvære himlen.
I Jesus Kristus, der fødes julenat i en stald i en krybbe, viser Gud os noget afgørende om os selv. Viser os at vi ikke kan undvære at elske ham og at være elskede af ham.
Gud viser os, at vi er forbundne med ham på en måde, der er tættere end tæt, fordi han binder sig til os ved i Jesus Kristus at gå i kødet på os, helt bogstaveligt.
Gud binder sig til os for at løse os, for at stille os frit i forhold til det at være. At være frit stillet er at vide hvad man kan undvære, dybest set hvad man kan være for uden - og det er jo det meste, det er ikke nødvendigvis det mest bekvemme, det mest behagelige, men det er der jo så meget at det, der gør livet værd at leve, der ikke er.
Det er f.eks. ikke særligt behageligt eller bekvemt at føde børn. Det ville være mere bekvemt hvis de kom med storken , eller hvis man som det fortælles i en afrikansk legende kunne finde børnen ude i bushen og så pakke dem ind i kvinder. Men sådan er det jo ikke og selv den del af befolkningen det påhviler at føde børn, vil trods al ubehaget og besværet nok ikke være dem foruden, vil ikke undvære dem.
Ligesom vi ikke kan undvære vore børn, kan vi heller ikke undvære julens barn. Jesus barnet. Det barn, der kommer til os alle og tilhører os alle - uden undtagelse. Den uundværlige glæde, der skal være for hele folket.
Det uundværlige ved Julen er, at et barn er født os, en søn er os givet, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham : Underfuld rådgiver, Evighedsfader, Fredsfyrste.

29-1-2003
sat på Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungaard email