Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	1. s. e. Helligtrekonger 2003 Kr. Skensved og Jersie
	GT-læsning: Salme 84 Evangelium: Luk. 2,41-52 Salmer: DDS 378, 281 - 396, 488 v.1-2 og 7, 121 v. 7, 45
	Vi kender den alt for godt, for vi har ofte hørt den. Denne toneløse, informative stemme, der lyder over højtalerne en fortravlet lørdag formiddag, hvor alle skal have handlet ind til weekenden og den følgende uge: "Vi efterlyser forældrene til 5 årige Jens, der er blevet væk fra sin far og mor. Jens kan findes i informationen ved udgangen.... Vi gentager...."
	Selvom sådanne efterlysninger præsenteres på linie med alle de øvrige servicemeddelelser som f.eks. timetilbudet hos slagteren, ugens tilbud på kaffekander eller den røde Ford, der stadig holder med lys på, ved vi godt, at der ligger mere bag. For et eller andet sted i butikken leder et par forældre ængsteligt efter deres barn, mens en servicemedarbejder i informationen forsøger at trøste det grædende barn. For det er ikke sjovt, hverken at bliver væk eller at have mistet kontakten til sit barn. Når livlinen er brudt, føler begge sig fortabt!
	Sådan er det imidlertid kun med de helt små børn. Når børnene bliver større, er følelsen af fortabelse først og fremmest forældrenes problem, som vi i dag løser ved at skifte navlestrengen ud med mobiltelefoner. De unge selv skal nok klare sig. De skal jo nu engang lære at klare sig uden de forældre, som de af naturlige grunde ikke altid har ved deres side. De er nødt til at frigøre sig. De må opsøge, finde og vælge deres vej gennem livet - for at kunne indgå i de relationer og sammenhænge, som skal bære dem gennem livet.
	Sådan er det også i dagens evangelium om den 12-årige Jesu første valfart til templet i Jerusalem.
	Hvis nogen i tiden umiddelbart efter julen har fulgt det engelske dokumentarprogram om Jesu samtid, har I også nok fået et indtryk af templets betydning. Gennem moderne computergrafik kan man nemlig på baggrund af de arkæologiske udgravninger i dag genskabe et realistisk billede af byen og templets rolle. Forestiller vi os f.eks. et udblik ind over Roskilde, hvor bygningerne i centrum ikke var højere end én etage, mens Domkirken havde sin nuværende størrelse, så afspejler det nok lidt af den virkning, som tempelbygningen har haft på de besøgende.
	Mange valfartede - ofte flere gange om året - til templet, for at bringe Gud et offer og bede deres bønner. Jerusalem var jo Guds by og templet hans bolig. Tempelbygningen var det sted, hvor Guds nærvær var stærkest og hvorfra velsignelsens strømmede ud til alle.
	Især ved den store påskefest var tilstrømningen stor. Det er til en sådan valfart Jesus for første gang og på egne ben møder jødedommens centrale institution. Som 12-årig var Jesus netop blevet en "Lovens Søn". Den jødiske "konfirmation", der markerer at barnet bliver religiøst myndig ligger netop i 12-13 års alderen. Og når man blev Lovens Søn, var man i religiøst henseende frigjort fra sine forældre og gik ind under et selvstændigt og personligt ansvar for gudsdyrkelsen. Man blev "voksen" - om ikke for andre, så for Gud. Og det første udtryk herfor var netop at kunne deltage i valfarten til templet i Jerusalem.
	Vi befinder os med andre ord på "Blå mandag", hvor det "voksne" barn for første gang står på egne ben. Og hvordan går spænder det sig så af? Jo, det går vel som det vel ofte sker: Forældrene er optaget af familiebesøg og indkøb, mens barnet går sine egne veje, hvilket for Jesus betyder, at han benytter sig af mulighedens for at afprøve sin religiøse lærdom på eksperterne ved templet. Det er vist det, der i dag kaldes "at prøve grænser af". Maria og Josef har meget at se til - og glemmer sønnen. Måske de netop derfor bliver så meget mere ophidsede, da de endeligt finder ham - for er det ikke ofte sådan, at det er den bebrejdelse, man rette mod sig selv, der ofte udløser mest vrede mod andre?
	"Barn, hvorfor har du gjort sådan mod os", råber Maria, som vel kun forældre kan reagere, når de føler de er ved at miste kontrollen med deres børn. "Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige"!
	Men sagen er jo, at Jesus ikke længere - betop fordi han er blevet voksen - behøver at tænke på og handle ud fra, hvordan det han gør eller ikke gør, vil blive opfattet og modtaget af far og mor. Når ikke blot navlestrengen, men også livlinen til forældrene er brudt, må man jo lære at stå til ansvar for andre instanser - hvad enten det er andre mennesker: voksne eller ligestillede - eller, som det jo handler om her - at vælge at stå til ansvar for sit liv overfor Gud.
	Og Jesus viser med sit svar, at han har valgt: "Hvorfor leder I efter mig?", spørger han. Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?".
	Nu kunne man umiddelbart tro, at dette var et pænt og artigt svar - og sådan er det da også blevet opfattet i tidens løb, hvor denne fortælling har dannet udgangspunkt for megen søndagsskoleopdragelse. I den oversættelse, som vi havde indtil 1992 hed det nemlig her, at jeg bør være "i min fars hus", hvilket så passende kunne være missionshuset eller kirken.
	Men sagen er imidlertid, at Jesu svar indeholder to uhørte provokationer - to helt nødvendige opgør - og dertil hans frie underlæggelse af et nyt ansvar, som kommer til at bestemme hele hans videre liv og skæbne.
	For det valg, som han drager under sin første påske i Jerusalem, hænger tæt sammen med den skæbne, der overgår ham hans sidste påske i samme by - den påske, hvor han bliver arresteret, forhørt, dømt og henrettet med beskyldningen om at have sat sig udenfor den bestående samfundsorden - verdsligt som religiøst.
	Den dag, da Jesus blev "Lovens Søn", traf han et valg med de mest vidtrækkende konsekvenser. Med henvisning til at han altid burde være hos sin far, siden at tale om Gud som sin Far i Himlen og lade sig selv kalde "Guds Søn", frigjorde han sig ikke blot fra sine forældre, men gjorde oprør mod hele den religiøse ordning og etablissement i landet. Det ene opgør sker altså overfor forældre og slægt. Jesus afviser forældrenes bekymring og deres ønske om, at han fortsat skulle stå til ansvar overfor dem. Han behøver ikke længere stå til regnskab overfor dem. Men det forstår de imidlertid ikke - sådan er det jo med den såkaldte "generationskløft" - og da vælger Jesus at lade dem blive i troen på deres betydning for ham.
	Sådan vedbliver det dog ikke at være. Da Jesus efter sin dåb oplever, at Gud siger til Ham: "Du er min Søn!", da bryder han alle bånd og opsøger herefter alene "de fortabte får af Israels hus" - alle de, der enten selv eller af andre er blevet sat udenfor den gode familie, som de via troen på samme Gud tilhørte.
	Således fortælles det samstemmende i evangelierne, hvordan Jesu mor Maria - der måske nok havde gemt hans ord i sit hjerte, men altså ikke helt havde forstået, hvad de betød - og hans brødre engang opsøger ham. De går imidlertid ikke selv derind, hvor han befinder sig. Måske han ikke var i så godt selskab, som de kunne acceptere, og måske de egentligt kom for at tale ham til fornuft og få ham hjem i familiens trygge skød igen. "Din mor og dine brødre", siger sendebudet til Jesus, "står udenfor og vil se dig". Men Jesus svarede dem: »Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det.« (Luk. 8,21) Stærkere afvisning af familien ret til at blande sig i hans affærer og ansvar overfor Gud, skal man lede længe efter. Men det findes, for Jesus kaldte senere alle sine disciple ud af familiens sammenhæng og satte dem overfor valget mellem at stå til ansvar overfor dem eller overfor Gud. Om alvoren og konsekvensen af dette valg sagde han: "I vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden" (Luk 21,16).
	Med sit valg af Gud som øverste og eneste instans, fulgte altså et opgør og brud med alle jordiske bindinger - inklusiv familie og slægt. Ikke fordi man dermed mistede noget, men for at være fri til at indgå nye relationer - for Jesu eget vedkommende fællesskabet med alle samfundets foragtede og udstødte.
	Og spørger vi, hvem der skabte den store gruppe af udstødte og foragtede mennesker, som omgav Jesus, så føres vi lige til centrum af det andet opgør, nemlig med templet og den autoriserede gudsdyrkelse dér.
	Det var nemlig de religiøse forskrifter, der bestemte, hvem der fik adgang til templet. Det var præsterne, der afgjorde, hvem det var forsvarligt at lade stå frem for Gud, ofre for sine synder og bede om Guds velsignelse over sin familie, slægt og liv. Var man syg, handicappet, tolder, garver, kriminel, hedning, kvinde eller prostitueret eller blot barn under de forordnede 12 år, så stod der højt og tydeligt ved templets indgang "Adgang forbudt!". Her mødtes kun de reneste - her samledes eliten. Og her blev der altså sat et mærkbart skel mellem den gode familie og det dårlige selskab. For dette var Guds sted - det hellige sted.
	Jesu svar til sine bekymrede forældre var ikke, at han burde være i Guds Hus, i templet eller for den sags skyld i kirken i dag. Jesus svar til den forurettede Maria og Josef er: "Ved I ikke, at jeg bør være hos min far?" Ved I ikke, at jeg bør være dér, hvor min Far er. Ikke hvor I er og ikke hvor de religiøse autoriteter engang for længe siden har bestemt, at Gud skal være. Men dér, hvor jeg selv møder og oplever at Gud er. Og det kan være hvor som helst. Det er ikke bundet af mennesker. Ej heller er det begrænset af tid og sted.
	Evangelisten Johannes fortæller, hvordan Jesus på en af sine vandringer kommer til Samaria. I Samaria boede et folk, som i flg. jøderne var kættere og vantro, fordi de hævdede deres eget helligsted og tempel og dermed udfordrede det jødiske tempels monopol. Ved byen Sykar i møder Jesu da en udstødt kvinde. En tre gange uren og udstødt, han efter jødisk opfattelse end ikke måtte rette henvendelse til, fordi hun både var kvinde, hedning og promiskuøs. Men Jesu ikke blot taler til, men også med hende. Næsten et helt kapitel fylder deres samtale hos Johannes. Og hvad taler de så om? De taler om religiøse spørgsmål! "Hvor skal vi tilbede Gud?", spørger kvinden. "Her på bjerget i Samaria eller i Jerusalem?" - I Mekka eller i Rom? - Hvor og hos hvem findes sandheden og hvor er det sted, hvor vi virkeligt møder og står ansigt til ansigt med Gud? Og Jesus svarer hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.... Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« (Johs. 4,21 - 25).
	"I Ånd og i sandhed!" siger Jesus. For hverken Ånden eller Sandheden er bundet af tid eller sted sted. Ånden - den Hellige Ånd, som er udtrykket for Guds eget nærvær hos mennesker - er alene bestemt af Guds selv. Hvor Guds nærvær er, vil han tilbedes, siger altså Ham, der frimodigt kaldte Gud sin Far og nu kaldes Guds Søn. Pga. af dette nære fællesskab med Gud brød Jesus ud af sin egen familie, ud fra sin religiøse sammenhæng, brød op og vandrede ud blandt alle de udstødte, som andre havde brudt fællesskabet med. For han var ikke bundet af andet end den allestedsnærværende Gud. Han var bundet af Guds krav og derfor sat fri overfor alle andre forventninger.
	I ham sættes da også vi i dag fri til at bryde op fra alt det, som binder os. Med Jesus blev gudsnærværet for altid løst fra bindingen til steder og institutioner og sat ind i en ganske bestemt og - siger den kristne forkyndelse - evig sammenhæng. Fra og med Jesus, er han og hans person det evige mødested mellem Gud og menneske. Hvor altså Jesus er til steder, der er Gud også nær. Hvor hans ord og forkyndelsen af Ham og hans liv lyder, og hvor de handlinger, han står bag - prædikenen, dåben og nadveren - foretages, hvor alt dette sker og samler mennesker, der er Gud selv tilstede.
	Måtte da også vi tage imod det og leve i det som Guds nye familie, børn, sønner og døtre.
	Amen.

13-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email