Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	2. juledag 2002 i Jersie og Kr. Skensved
	NT-læsning: Ap.G. 6,8-14 og 7,54-60 Evangelium: Math. 23,34-39 Salmer: DDS 102, 105 - TS799, (75) og 98
	Som den ene af kun to evt. tre dage i kirkeåret har 2. juledag den liturgiske farve rød! De to andre dage er 1. og 2. pinsedag, hvor den røde farve symboliserer ildens røde flammer og den glød, hvormed Helligånden tændte de første kristne, så de uforfærdet turde træde frem og forkynde Jesus af Nazareth, den korsfæstede, som den, Gud havde gjort til både Herre og Kristus (Ap.G. 2,36). Det betød, at Jesus fra da af og til evig tid ville være den højeste målestok for enhver sandhed og retfærdighed!
	Resultatet af denne prædiken udeblev ikke! Ordets kraft gjorde, at Peters prædiken gik lige i hjertet på tilhørerne, så de måtte spørge, hvad de nu skulle gøre? Og som forfatteren lakonisk konstaterer: "De, som tog imod Peters ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusinde mennesker til". Den kristne kirke var kommet til verden og dens tro på den korsfæstede Kristus spredtes som en steppebrand.
	Men omvendelsen og væksten i tro og antal blandt de, der deler denne tro, kan antage mange former. Hvad der skete på denne første pinsedag, hvor ildens røde kraft var virksom i mennesker, kan under særlige omstændigheder være den samme, som vi hører om i dag, hvor pinsens glød blandes op med blodets røde farvesymbolik, der viser, at man faktisk kan brænde så meget for en sag, at man brændes op!
	For er det Ånden, der driver værket, er frugten den samme, men ikke altid uden modsigelse. Nok er Åndens frugt kærlighed, fred og glæde, men beretningen om Stefanus viser jo, at netop dér, hvor denne frugt vokser, kan vort liv allerede her og nu blive så meget ét med korsfæstede Jesus Kristus, at den pris han betalte også kan blive vor pris.
	Og dermed afsløres sammenhængen mellem det, der er sat på spidsen i dag, nemlig at det kristenliv, som blev muligt pga., af Jesu fødsel, lidelse og død, ligesom Kristi liv ikke er begrænset af døden. Den kongegerning barnet fra Betlehem skulle udføre, var at besejre djævelen, synden og døden - og det skete! Hans sejr er nu hans gave til enhver, som tror hans ord og bliver døbt til at leve i enhed og fællesskab med ham, hans far i himlen og med alle mennesker.
	Hvordan kan man så se, at Kristus har magten i vort liv? Det sker, når Kristi Ånd så at sige gennemtrænger og lyser op for og gennem et menneskes liv. Når det ikke længer er mig, der lever, men Kristus, der lever i mig, som Paulus udtrykker det (Gal. 2,20).
	At leve sådan at Jesus herlighed, magt og ære kommer til syne gennem det, som jeg siger, gør og er, det er den rette betydning af at være en martyr!
	En martyr er et mennesker, der gennem sit liv og sin død vidner om Jesu Kristi kærlighed til mennesker. Som sådan er Stefanus, vi hører om i dag, den første, men han blev ikke den sidste, som kom til betale den højeste pris for sin tro på Jesus.
	Også den Saulus, som vidnerne overgav deres kapper, måtte senere overgive sig til den magt, Jesus havde over mennesker. Og når den opstandne kunne bruge selv han, der havde foresaget så mange kristnes fængsling og død, så lå der i mødet med Jesus for Paulus en erfaring af noget, som langt overgik alt andet, han havde kendt. Saulus indså, at han havde været blind, men så nu selv i et glimt det, som også andre var begyndt at se, at lyset skinner stærkest, hvor mørket er allertættest.
	Derfor blev Saulus døbt og forvandlet til den Paulus, der gennem sit liv og virke som missionær og brevskriver satte sig dybe spor i den kristne kirkes historie. Også Paulus fuldendte sit livsløb med at betale den højeste pris - formodentlig som et af mange ofre for den sindssyge Kejser Nero. Men da kendte Paulus prisen - og betalte den gerne.
	Der er blandt de første martyrer imidlertid for os en uforståelig trang til at give sig hen - at dø for sin tro. Og det udfordrer os, fordi de fleste af os vel egentligt nok synes, at det er en alt for høj pris.
	Men derved glemmer vi imidlertid, at det for dem, ikke var et spørgsmål om at betale en pris, men derimod ofte om at få del i den allerstørste gave! Både for Stefanus og Paulus var der før dem en anden, der havde betalt prisen for sit og andres liv og som derigennem havde vundet alt tilbage igen. "På grund af dig", skriver Paulus, "dræbes vi dagen lang... men i alt dette mere end sejrer vi, fordi intet kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus" (Rom. 36ff.). Netop ved Jesu offer for andre, blev alle andre ofre til at bære. Netop gennem hans død og opstandelse blev der banet vej tilbage til det evige liv hos Gud. Det er denne faste tro og tillid, der drev martyrerne frem. Der er imidlertid også en anden side af martyriet, som vi i vor knæsatte magelighed næsten har glemt. Netop gennem Stefanus død blev kristendommen spredt til andre områder og kirken begyndte for alvor at vokse. Som følge af Stefanus henrettelse blev de kristne drevet ud af Jerusalem og flygtede til Antiokia, hvor de senere blev kendt som "de kristne".
	Og det var netop fra Antiokia, den hedningekristne kirke, som vi hører til, blev spredt til hele verden og i den sammenhæng kan man næppe overvurdere den betydning, som netop blodmartyrernes vidnesbyrd fik. Kirkefaderen Tertullian bragte dette på formel med udsagnet om, at "Martyrernes blod var kirkens sæd". Det var den ånd og den kraft, der havde taget bolig i dem, som betalte den yderste pris, som gav kirken vækst.
	Et eksempel finder vi i en af de første kristne fra Antiokia, nemlig biskop Ignatius. Han blev født samtidig med Jesu død i Jerusalem og døde for de vilde dyr i Rom omkring år 107. Som Paulus er han en af de personer, vi har et førstehåndskendskab til gennem de breve, han skrev. Dem findes der i alt syv af, og de er alle skrevet, mens han er på vej sin henrettelse i Rom. Når man læser i disse breve, bliver man slået af hans længsel efter martyriet! Et eksempel er følgende uddrag fra brevet til menigheden i Rom, hvor Ignatius trygler de lokale kristne om ikke at gør noget for at forhindrer hans død: "Lad mig få lov til at blive foder for de vilde dyr. Gennem dem kan det lade sig gøre, at nå til Gud. Jeg er Guds hvede, og jeg bliver malet af de vilde dyr tænder, så jeg bliver Kristi rene brød. (Ign. til Rom. 4,1).
	Dette virker nok overspændt og - ja, det måske værste man kan sige om det i dag er vel: ligefrem fanatisk!? Men ser man nærmer efter, er hans forståelse af sin død bygget på grundlaget for den tro, vi ikke skal se bort fra.
	For det første forstår Ignatius sit martyrium som en efterligning - ja, som en ligedannelse med Kristus. Gennem døden var det muligt for ham at nå frem til Gud. Men det er ikke martyriet som blodoffer, der baner vejen. Dybest set er vejen jo allerede banet med den gave, som enhver kristne får del i med dåben og nadveren.
	For det andet har dette ene forudgående offer, som alle kristne har del i, afgørende betydning for, hvordan menigheden og den troende kan møde verden. Har Kristus nemlig allerede besejret alle magter, er der ikke noget at være bange for:"Intet kan jo længere skille os fra Guds kærlighed i Kristus!"(Rom. 8,38). I Helligåndens bånd er vi forenet med den opstandne, der skaber tro, håb og kærlighed i den troende. Og når da et vidne om Guds gerning i Jesus frivilligt vælger at bære de lidelser, som livet i verden giver, er det ikke at fornægte livet og den skabte verden. Kristus selv forlod sin himmel for at leve livet med os på livets vilkår, som jo er, at det en dag mistes! Men han flygtede ikke fra dette offer, men holdt ud - lige til døden og gennem døden.
	Og derved bekræfter han for det tredje da også det liv, vi alle har fået at leve. Hans fællesskab og kærlighed til os er ikke på skrømt! Der er en ægte forbundethed mellem ham os, fordi han holdt ud og blev hos os - også i lidelsen og i døden! Som Kristus altså har bundet sig med os i verden, sådan skal vi altså også være forbundet med Ham. Om nødvendigt - ved at betale den højeste pris!
	Man kan så spørge, om der overhovedet er nogen, der i dag betaler den højeste pris for at være tro mod Kristus. I bladet "Nyt fra det danske Bibelselskab" fra oktober i år hævdes det, at omkring 200 millioner kristne i dag enten diskrimineres eller forfølges pga. af deres tro.
	Kun 25% af verdens befolkning lever i samfund med religionsfrihed og omvendt må mere end hver tredje person leve med krænkelser af sine religiøse rettigheder. Og netop kristne er den største religiøse gruppe, der bliver udsat for systematisk forfølgelse. Det er især svært at være kristen i lande, hvor det er totalitære ideologier eller et muslimsk flertal, der bestemmer de religiøse mindretals vilkår.
	F.eks. nævnes det, at siden 50´erne er næsten 300.000 kristne "forsvundet" i det kommunistiske Nordkorea, hvor alene det at besidde en bibel straffes med fængsel, tortur eller henrettelse. I Kina sidder mange kristne kirkeledere fængslet, fordi de har udbredt den kristne tro til andre eller fordi de ikke vil anerkende statens indflydelse på kirkens liv. I Saudi Arabien er det forbudt at både at udbrede, men også offentligt at udøve enhver anden tro end islam. Overtrædelse straffes med piskeslag, tortur, fængsel eller deportation. En muslim, der omvender sig til kristendommen, straffes med døden. I Sudan har kristne gennem de senere årtier været udsat for en erklæret "hellig krig" mod alle vantro. I flg. den katolske fredsorganisation Pax Kristi har dette ført til korsfæstelser, slaveri, voldtægt, nedbrænding af kirker, skoler og hospitaler samt fængslinger og tilfældige henrettelser af kristne. Og listen er desværre ikke udtømt endnu. Så sent som i morgen kunne vi i radioen høre om et bombeangreb under julegudstjenesten hos en paktistansk menighed.
	Eksemplerne her er imidlertid blot nævnt for at vi kan frigøre os fra den vildfarelse, at den største pris - blodmartyriet - skulle være et overstået kapitel, hvis perspektiver og betydning vi bare kan lægge bag os. Det er det for os i dag og i vor nuværende situation, men hvem ved, hvor længe den holder? Hvem kan vide, hvornår og hvor hurtigt den sikkerhed og tryghed vi nyder, vare ved?
	Måtte den dag aldrig komme, hvor vi står overfor valget, om vi vil holde fast ved eller give slip på vor tro! Men kommer den: Måtte vi da få lov til at se himlen åben og være blandt dem, der med frimodighed kan sige: "Velsignet være han, som kommer, I Herrens navn!"
	Og måtte det da må være den lære, vi skal uddrage af den blodrøde 2. juledag - og lad det så være nok!
	Amen.

13-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email