Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	4. søn. i advent 2002 i Solrød og Solrød Strandkirke
	NT-læsning: Fil. 4,4-7 Evangelium: Johs. 1,19-28 Salmer: DDS 93, 77, 396, - 142, (432) og 70
	På mange altertavler i vore danske kirker finder man udskårne figurer af personer fra den bibelske historie. Et af de makkerpar, der ofte går igen, er Moses med de ti bud og Johannes Døber. To af de strengeste skikkelser i vores bibel - den ene fra Det gamle og den andet fra Det nye Testamente. Som oftest står de lige overfor hinanden på en af fløjene, sådan at den ene ligesom spejler den anden.
	Når de så står sådan, finder vi som regel også Jesus stående midt mellem dem - og ofte netop sådan, at de begge står og kigger ind på ham. For i den kristne kirke har hverken Moses eller Johannes nogen betydning i sig selv - uden set i lyset af Jesus. For det er jo Ham, der er troens omdrejningspunkt.
	Pointen med at have både Moses og Johannes Døber på den samme altertavle i kirken er således at vise, at den sande glæde først brød frem, da Jesus kom til.
	Moses var israelitternes leder under ørkenvandringen og Lovens strenge mand. Moses står med sine to stentavler med de ti bud, som man bare har at adlyde. For holdt man budene, ville man leve. Hvis ikke, måtte man dø (5. Mos. 30,15-20).
	Men uanset hvor meget der blev sat ind på at overholde budene, forblev menneskene syndige og onde. Farisæerne, som Jesu ofte stødte sammen med, havde det som deres største ønske og program at overholde loven, men Jesu gjorde op med dem, fordi de jo glemte det, som var det vigtigste: kærlighed til Gud og næsten! Ganske vist kan der godt komme noget godt ud af at overholde budene, men selve egoismen og trangen til at hævde sig, kan intet af budene knække - tværtimod. Selv de mest moralske og retliniede mennesker forbliver så underligt indkrogede i sig selv, at der skal meget - måske et helt under - til at rette dem helt ud!
	Det er jo som hvis man tror, at folk vil holde op med at køre for stærkt ved blot at hæve fartgrænserne! Sandheden er imidlertid den, at så længe loven sætter en grænse, vil vi mennesker forsøge at krydse den. Her er intet nyt under solen - sådan er det bare! Og da det gik op for de gamle i Israels folk, var der nogen, der begyndte at længtes efter fornyelse. Profeten Ezekiel drømte om en dag, hvor Gud ville fjerne stenhjertet i menneskets indre og erstatte det med et hjerte af ægte kød, så mennesker virkelig blev det, de var bestemt til - skabninger, der elskede Gud og sin næste helt spontant og naturligt (Ez. 11,19 og 36, 26).
	En anden profet, Jeremias, talte om en helt "ny pagt". En aftale bedre end den, der blev indgået på Sinai Bjerg, da Moses kom ned med lovtavlerne i favnen og folket forpligtede sig på at overholde de ti Bud. Men da deres hjerter alligevel forblev hårde som de sten, budene var skrevet på, lovede Gud, at han en dag ville skabe et nyt og bedre grundlag for mennesker at leve på. Gud ville indgå en pagt, hvor lovens bud var skrevet direkte ind på vore hjerter, så vi så at sige fik hans vilje helt ind på kroppen og gik i blodet på os.
	I den nye tid skulle mennesker ikke blot møde Guds vilje gennem loven, men kende ham selv. "Alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres synd og husker ikke længere på deres synd" (Jer. 31,31-34).
	Men hvor skulle denne fornyelse så komme fra? Det er dette spørgsmål, som fører Johannes Døber på banen og sætter ham ind på tavlen ved siden af Moses. Ligesom Moses er Johannes Døber knyttet til ørkenen. For os er ørkenen - fordi vi aldrig selv har været der - måske et meget malerisk sted med en altid kølig oase.
	For jøderne var ørkenen imidlertid et sandt helvede! Ørkenen var en uverden befolket med onde dæmoner, en malstrøm af tilintetgørelse og undergang, ingen havde magt eller kontrol over.
	At gå ud i ørkenen var derfor et risikabelt vovestykke. Det var at stå ansigt til ansigt med magter, der var større end mennesker, det var at se intetheden i øjnene. Ørkenen var derfor ikke et sted for tøsedrenge. Og bestemt heller ikke det sted, man forventede sig noget som helst godt fra.
	Det underlige ved Johannes Døber er, at han frivilligt bosætter sig i ødemarken, hvor det er så svært at leve. Og hvad der er endnu mere mærkeligt, er hans påstand om at det er fra ørkenen, det nye og glædelige, som Gud har lovet, skal komme. Ikke så underligt, at folk gerne vil vide, hvem han er.
	Da jøderne så spørger Johannes, om han selv er den, der skal komme med den nye aftale, som forholdet til Gud fremover skal bygge på, afviser han det.
	- "Hvem er du?" spørger de. - "Er du Kristus - den salvede konge, som skal komme frihed, fred og velsignelse for alle?" - "Nej", svarer han. - "Er du da Elias, som ikke døde, men blev taget direkte op i himlen til Gud, og som derfor nu er vendt tilbage?" - "Nej", svarer Johannes. - "Jamen, er du så ikke selve profeten, som skal komme før Gud griber magten?" - "Nej", svarer Johannes for tredje gang. - "Hvem er du da?", spørger de utålmodige udsendinge. Og så får de endelig svaret fra Johannes: "Jeg er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej!" Jeg er bare en røst fra dødens og mørkets land - et ekko, en genlyd, der lyder ud fra intetheden. Jeg er en stemme, der taler om det umulige, - det, som ikke kan ske og som ingen venter skal ske.
	For nu komme fornyelsen endeligt fra Gud. Snart skal de forventninger, de gamle profeter taler om, og som I selv klynger jer til, gå i opfyldelse. Gud skal komme til os og være hos os. Guds gode vilje skal skrives på menneskers hjerter, så isen i dem smelter og kærligheden får frit løb.
	Men mærk jer dette, tilføjer Johannes så, at dette nye kommer fra det livløse land - fra ørkenen. Det kommer fra den kant, ingen forventer noget godt fra. Derfor kender I det ikke, når I står overfor det. "Kan noget godt komme fra Nazareth?", vil I spørge, fordi ikke tror Gud kan handle gennem et ganske almindeligt menneske.
	I kender jo kun Guds vilje gennem Lovens bud. Og på anden måde ønsker I slet ikke at møde den. Alligevel kommer Gud nu selv til jer - og min opgaver er at forberede jer på det, som I ikke vil fatte og forstå.
	Sådan tager Moses og Johannes Døber hinanden i hænderne, når de fra hver sin side peger på Jesus Moses står for det, vi mennesker ikke selv kan klare, selvom vi altså har de ti bud som rettesnor og vejviser. Johannes peger hen på den løsning, som Gud valgte, da han alligevel ønskede at forny den gamle verden. Begge står de to gamle herre udenfor på sidelinien og kigger ind på det, de ikke kom til at opleve. Moses fordi han aldrig selv trådte ind i det forjættede land, og Johannes, fordi han, der nok selv døbte, aldrig selv blev døbt med den fornyende dåb i Jesu navn. Deres opgaver var begge begrænsede. De havde ikke nogen betydning i sig selv. For Guds løsning var manden i midten - Jesus Kristus. Løsningen er, at Gud bliver menneske og går ind i vor verden for at vi på den måde skal lære ham at kende: At alle skal kende ham, fra den mindste til den største.
	Men Gud kom ikke, sådan som man havde forvente det. Han kom ikke i pragt og herlighed eller flankeret med legioner af kampberedte engle. Da Gud kom, skete det som et lille sårbart menneskebarn. En, man ikke kunne undgå at holde af, men også en, ingen regnede med skulle ændrer ret meget her på jorden.
	Og dog er det ham, der gjorde det, intet menneske kunne af sig selv: elske med den ægte og spontane kærlighed. Han tilgav synden og alt, som skilte os fra Gud. Han begav sig frivilligt ud i dødens øde ørken og opstod derfra til det nye liv, han giver os del i i vor dåb.
	Og da han havde banet vejen gennem ørkenen til Gud, da var det, som profeten Esajas havde sagt det, at vandet sprang frem i ødemarken og ørkenen på ny begyndte at blomstre. Da skete det forunderlige, at det døde fik nyt liv. Glæden var født og slog rod i den døde og livløse ørken!
	Amen.

13-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email