Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften i Jersie 2002
	GT-læsning: Es. 9,1-6a Evangelium: Lukas 2, 1-14 Salmer: DDS 76, 85 - 109 og 110
	"Kært barn har mange navne", siger vi. Det gælder vel ikke mindst dagens hovedperson. "Jesus" hedder han, for det var jo det navn, englen Gabriel gav ham ved bebudelsen til Maria: "Han skal bliver stor og kaldes den højestes Søn", slår englen herefter fast .
	Enhver, der har prøvet at vælge navn til sit barn, ved, at det navn, man giver, ikke er ligegyldigt. Barnet skulle jo gerne kunne vokse op og leve med det navn, det skal bære på hele sit liv. I den situation er der heldigvis hjælp at hente i den bog, der hedder "Hvad skal barnet hedde?" Her finder man ikke blot lange lister med al verdens navne, men også forklaring på, hvad hver enkelt betyder. Uden at være bundet af den gamle forestillingen om, at navnet så at sige bestemmer et menneskes skæbne, så føles det jo ikke ligegyldigt, hvilken betydning der nu ligger i det navn, man bærer eller giver sit barn.
	Alligevel kommer vi ikke udenom, at der netop i den bibelske forestillingsverden ligger en forventning om, at det navn, man bærer, på en måde kalder på noget, der er eller med tiden kan blive af stor betydning. At der i et menneskes navn ligger en udfordring, som det kan være vort livsmål at leve op til.
	Og netop for forståelsen af Jesus videre skæbne er det ikke uden betydning at vide, at det navn han så at sige får givet fra oven, af grundbetydning har meningen: "Gud er hjælpen og befrielsen", hvilket englen udfolder betydninge af med ordene: "Han skal bliver stor og kaldes den højestes Søn",
	Vender vi os mod selve juleevangeliet, fortsætter navnene og deres betydning med at hobe sig op. Englens budskab til hyrderne på marken er først og fremmest, at de ikke skal frygte, for det, som er ved at ske, er kilden til en stor glæde for alle.
	Men straks derefter fortsætter englen med at strø om sig med betegnelser for det barn, de skal finde i krybben: Han er, som navnet udtrykker, en "frelser og befrier". Ja, han er "Kristus" og "Herren", hvor "Kristus" betegner den salvede konge, som er Guds repræsentant på jorden, og betegnelsen "Herren" er det navn, der overalt i Det gamle Testamente bruger om Gud selv. Læser man videre hos Lukas og de øvrige evangelister, synes det kære barn hele tiden at få tillagt nye navne at leve op til.
	Hans borgerlige navn var Jesus fra Nazareth, men han bliver også kaldt Josefs eller Marias Søn, og i intet tilfælder er der noget, der tyder på, at det skulle være venligt ment. Da Jesus efter sin dåb i Jordan, hvor Johannes Døber, kalder ham "Gud Lam", påbegynder sit virke, vokser listen af tilnavne yderligere: "Guds Hellige" kalder dæmonerne ham. Af discipelkredsen bliver han kaldt "Herre" og "Mester", mens farisæerne i deres vrede over hans omgang med toldere og syndere kalder ham en simpel "frådser og dranker". For kært barn har mange navne, men ikke alle er lige kærligt ment! Det afhænger nemlig bl.a. af, hvem der giver dem, og hvad det er, de vil udtrykke med disse navne.
	Kulminationen på denne lange navgivningsproces indtræder, da Jesus ved en bestemt lejlighed spørger disciplene, hvem folk mener, at han er. Forslagene myldrer frem: Den genopstandne Johannes Døber, Elias eller en af de gamle profeter.
	Trumfen får Peter lov til at smide på bordet: "Men I, hvem siger I at jeg er", spørger Jesus. Og Peter svarer da: "Du er Kristus, Guds salvede"!
	Jesus giver ganske vist Peter ret, men herefter begynder han at fortælle dem gennem hvilket paradoks dette skal komme til udtryk, nemlig ved at "Menneskesønnen" skal forkastes, lide og slås ihjel, men atter opstå fra døden på tredjedagen.
	Jesus guddommelige opgave og kald - som altså allerede ligger gemt i hans navn - går gennem det menneskelige. Der er ingen smutvej forbundet at være den konge eller Guds Søn, som englene kalder ham. Uanset hvilke navne, han får hægtet på sig undervejs, og uanset hvad vi finder på at kalde ham, ligger hans egentlige bestemmelse altså i det, som vi hører om i dag: at være helt og sandt og ægte menneske - at leve sit liv blandt mennesker og til sidst dø mennesker død.
	Og netop i dette paradoks ligger julens glæde begravet: At Gud i dette barn har indledt en proces, som leder frem til sejren over alt, det der modsiger hans vilje! Gud gør en ny begyndelse med os i det kære barn med de mange navne, hvormed vi siden hans fødsel og indtil i dag har forsøgt at indkredse hans betydning.
	Det navn eller det udtryk, som Jesus anvender om sig selv er imidlertid Menneskesønnen, den, der både er Marias Søn og Guds Søn. I ham sker foreningen af det menneskelige og det guddommelige, som har været adskilt fra syndefaldets urgamle dage, og som vi blot behøver at se os omkring i verden for at få bekræftet stadig stadig er vores virkelighed i dag.
	Og netop hans forening af det sandt menneskelige og det sandt guddommelige ligger kimen til den glæde, som skal være for alle og som skal gælde for alle tider. Det er denne glæde allerede profeten Esajas i et glimt greb ud efter med de ord, vi hørte til indledning i dag: "For et barn er født os, en søn er os givet, og herredømmet skal ligge på hans skildre".
	Kun én har siden vist sig - ikke blot kær - men så oprigtig og ægte kærlig, at der med ham blev bragt et himmelsk glimt af fred og glæde ind i vores mørke verden.
	Pga. af det, der kommer til syne i det udsatte og sårbare barn - kærlighedens paradoksale magt, som kun opnår sit mål ved at give sig selv hen for andre - netop pga. den, har Jesus gjort sig fortjent til de mange og store navne: "Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste." Det vigtigste ved de navne, som anvendes om barnet i krybben, er dog ikke, hvad de betød for ham selv - det vigtigste er, hvad de betyder og gør ved os i aften!
	Der findes som bekendt visse navne, som vi kalder for "kælenavne" og en andre som vi kalder for "øgenavne". Det er navne, hvis betydning alene udspringer af, hvad en given person betyder for os selv. I det fleste familier er der - heldigvis - ofte kun en, som kan kalde en anden for "puttemor", "farmand" eller "skat", fordi disse navne kun har deres rette betydning mellem ganske få personer.
	Hvad angår Jesu mange navne, finder de også kun deres egentlige betydning i, om de er eller bliver de navne, som vi selv kan og vil anvende om Jesus. Om han også for os skal være frelser, befrier og Herre, eller om han bare er et menneske, om han blot forbliver tømreren Josefs Søn eller Marias uægte barn, som nogle i hans samtid spottende udtrykte det.
	I sidste ende afsløres alle disse navnes værdi for os i den relativt enkle omstændighed, om vi glæder os i dag. Dermed er juleglæden ikke blot endnu et af Jesus navne, men hans centrale rolle og betydning.
	En glæde, det næsten ikke altid er til at finde ord for, men som vi i vore julesalmer finder en hel del udtryk for: "Fred på jord, fryd på jord, Jesusbarnet blandt os bor" synger vi med ord, som andre har formet for os. "Glæden er jorden gæst i dag med himmelkongen den lille", fortsætter vi med udtryk, nogen før os har grebet og bragt videre til os.
	Den egentlige udfordring er da ikke at forstå alle de navne, som vi hører og synger om i dag. Den egentlige udfordring, vi bliver stillet overfor i dag, er at lade os gribe af den glæde, som ligger bag.
	Vor fælles opgave både i dag og i de dage, der kommer, er at give julens glæde ord og leveformer, som er dækkende for det, der fylder os i dag. At også vi skal finde og give det kære barn de nye navne, som kan bære hans betydning videre til kommende slægter og folk over hele jorden. - så glæden kan blive for hele folket!
	Måtte Gud fylde os med kraften dertil!
	Glædelig jul - Amen!

13-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email