Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Nytårsdag 2002 i Jersie og Kr. Skensved
	Epistellæsning: Jak. 4,13-17 Evangelium: Matt. 6,5-13 Salmer: DDS 664, 662 - 335, (670) og 553
	Op til jul var der kæmpe reklamefremstød for filmen "Ringenes Herre" over Tolkiens bog af samme navn. Efter omtaler og anmeldelser at dømme skulle det være et storslået film, som man naturligvis må ind og se på et tidspunkt, men indtil da kan vi jo begynde at læse bogen, der jo også skulle være ret god.
	I fortællingen om ringen følger vi hobbitten Frodo. Hobitter er nogle små menneskelignenede skabninger, der er en smule naive og troskyldige - og så er de meget glade for fester og mad! Og Frodo er bestemt en af den slags tiltalende, uskyldige og troskyldige væsner, enhver ville falde for.
	Det sker nu det, at han kommer i besiddelse af en ring. Men det er ikke en hvilken som helst ring, der er tale om. Det er Ringen - den ring, der hersker over alle de andre magiske ringe og som rummer en uhyggelig magt, der har det med at tage magten fra den, der besidder den.
	Det er derfor denne ring, den onde Sauron har brug for, for at hylde hele verden i mørke med sin ondskab. Den ring, han med alle midler stræber efter at få fat i. Men ringen og dens magt kan brydes, men kun på én måde, nemlig ved at den bliver kastet i ilden i Dommedagsklippen, hvor den blev skabt.
	Og det bliver nu den troskyldige hobbit Frodo, der må påtage sig opgaven med at bringe den dertil. Han har fået den af sin slægtning Bilbo Sækker, fordi han måske i virkeligheden den eneste, der kan gøre det. For nok påvirker ringen også ham, men ene af alle er han på forunderlig vis i sand til at modstå dens magt.
	Det er som sagt en storslået fortælling, der som andre store fortællinger rummer megen indsigt og visdom - i denne især om magtens og det ondes uforklarlige (u)væsen. Men det er også en fortælling om storhed - og om fald. Om kamp og mod - ikke mindst om mod til at gøre det, som man skal gøre, selvom man er bange for det.
	Men hvorfor nu så meget om Ringenes Herre på en nytårsdag, hvor det er Fadervor, der er evangelieteksten. Den gamle og slidte bøn, vi fik givet i dåbsgave, som er meget ældre end "ringenes Herre. Hvorfor nu Ringenes Herre og ikke Vor Herre? Jo, fordi der i bogen og filmen findes en ordveksling mellem Frodo og troldmanden Gandalf, som er egnet til at kaste lidt lys ind over nogle af Fadervors ord, vi måske ofte bruger uden at tænker nærmere over dem.
	Et sted i begyndelsen af bogen fortæller troldmanden Gandalf Frodo om ringen og den onde Saurons tilbagevenden efter et tidligere nederlag. Efter at have hørt historien om den frygtelige fremtid, som kan blive til virkelighed, hvis Sauron får fat i ringen, siger den frygtsomme og forsigtige Frodo: "Jeg ville ønske, at det ikke lige var sket i min tid". "Ja, det ville jeg også", svarer Gandalf, "og det vil enhver, der kommer til at opleve den slags tider i sit liv".
	I filmen skulle denne samtale efter sigende være lagt i slutningen, hvor Frodo i et tilbageblik siger til Gandalf: "Jeg ville ønske, at Bilbo aldrig havde fundet Ringen og jeg aldrig havde fået den. Hvorfor lod du mig beholde den? Hvorfor fik du mig ikke til at kaste den bort eller ødelægge den."
	I begge tilfælde svarer Gandalf Frodo med disse ord: "Den kom til dig. Det var meningen. Det er jo ikke noget vi selv er herrer over. Det, vi er herrer over, er den måde hvorpå vi bruger den tid vi har."
	I Fadervor hedder det bl.a.: "Ske din vilje som i himlen således også på jorden". Og så de afsluttende ord, som jo er en lovprisning: "Dit er riget og magten og æren i evighed!" Ord, dækker over dybder, vi ikke kan se til bunden af. Ikke desto mindre ord, vi har brug for at kunne tage med os alle vegne og til alle tider. Ord, der især kan stå sin prøve, når vi står overfor begivenheder, om hvilke vi ønsker at de ikke var sket i vores tid, eller overfor opgaver, vi ikke tør, men alligevel er nødt til at tage på os.
	Netop i dag, hvor vi står på tærsklen til et nyt år, tænker vi både tilbage på det gamle år og frem mod det nye. Måske de begivenheder, vi tænker mest på, er de, der kom til os, og som vi ikke havde indflydelse på. Eller dem, som vi frygter vil komme over os i det nye år. For hvad enten de ligger bag os eller foran os, fylder de os både med ængstelse og usikkerhed. Over alt frygter vi afmagten ved ikke at kunne gøre fra eller til - eller måske netop den situation, hvor det lige netop kun er mig, der alene af alle kan gøre til og fra. Tænk sig, hvis det bliver mig, der kommer til at stå med afgørelsen for noget, andres fremtid afhænger af? Sandheden er dog, at det vil ske, for vi står hele tiden i øjeblikke, hvor det vi gør eller ikke gør får indflydelse på fremtiden. Men netop når vi så står i det svære, lyder det: "Det var meningen. Det er jo ikke noget vi selv er herrer over. Det, vi er herrer over, er den måde hvorpå vi bruger den tid vi har." Og skal vi turdese det i øjnene, er det godt at kunne bede: "Ske din vilje som i himlen således også på jorden". Lad det ske, som skal ske - og lad mig kunne hvile i det.
	Men straks melder spørgsmålet sig: Hvad er det, der sker af Guds vilje? Kan vi finde Guds mening og vilje bag ved alt der sker? Også i det svære - ulykker - sygdom eller andre plager. Eller måske det, som er direkte ubærligt? Kan vi midt i al det, som vi helst aldrig ville møde også da sige: "Ske din vilje"? Og bagefter, når det er overstået: "dit er riget, magten og æren!". Tja? Når vi beder og siger, at al magt og ære er Guds - da siger vi jo selv, at han bag alt der sker. Det er naturligvis i visse situationer svært at acceptere, men tænk over, hvad alternativet ville være.
	For vi vil gerne lægge det onde og det ødelæggende udenfor Gud - måske lægge det hen til en anden magt. Det kan være os selv - os mennesker - der ødelægger livet for hinanden. For så er det dog til at forstå, hvad det drejer sig om.
	Eller vi tænker, at der er en magt, der står Gud imod og som står bag hvad der sker af uforklareligt ondt i verden. Det er, om ikke til at forstå, så dog til at acceptere ud fra et menneskeligt synspunkt. Men ved at forklare det uforklarligt onde som noget, der ligger udenfor Guds vilje, opgiver vi - måske uden at ville det - tanken om Guds almagt. Og det er en høj pris at betale, for hvor skal vi da hvile? At sælge vores tro og tillid til Gud som den, der har alt i sine hænder blot for et øjebliks klarhed?
	Hvis vi ønsker at holde fast i Fadervors bøn om, at det er Guds vilje, der må ske på jorden som i himlen, da er og må Gud også være med i alt, hvad der sker. Vi kan ikke presse Gud ud af verden, han selv kom til. Og da må vi acceptere, at det uforklarlige er uforklarligt. Men Gud er dog stadig med i det - også uden vi kan finde ud af hvorfor. Og det er da vel også bedre at Gud er med i det uforklarlige end at vi skal leve alene med det!
	Tænk på et andet af Jesu udsagn om tillid til Gud: "Ikke en spurv falder til jorden uden Gud er med den". Det skræmmende er det, at fuglen - og vi - en dag må falde ikke blot til jorden, men også i jorden. Men det står ikke alene - for vi står ikke alene. Gud er med den og med os.
	Og dermed afspejles den sandhed, som Fadervor giver os ord til at rumme, ved at lade os kalde Gud for Vor Far.
	Gennem julens fødsel, påskens død og opstandelse og pinsen, hvor Guds Ånd kommer til verden - gennem årets gang og forkyndelsen kernebegivenheder erfarer vi, at det er sandt - at vi har en Fader i himlen, der lader sin vilje ske på jorden. Lige som vi allerede lever hver dag i hans hånd, har vi da også lov at lægge det kommende år i hans hænder - sandt at sige har vi vel heller ikke andre steder at lægge det, med mindre vi da ønsker at kaste dem fra os!
	I det lys vil vi da kaste os ud i det nye år. Tage imod alt, hvad der kommer. Det gode og det onde - det lette og det svære. Lægge planer - kaste os ud i arbejdet for at realisere dem - og tage, hvad der kommer, som kom det fra Gud. For på et eller andet tidspunkt kommer det til os - også det svære. Det er ikke noget vi selv er herrer over. Det, vi er herrer over, er måden, vi bruger den tid vi har. Og begynder vi dette nye år med at lægge alle dage i Guds hånd med et inderligt ønske om at bruge den tid, vi har, som gave fra Ham, da er Guds vilje jo allerede sket med os!
	Amen

13-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email