Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær Hvis du vil printe siden ud se her

	2. s. e. H3K. 2003 i Karleby og Falkerslev
	Tekst: Joh.2,1-11
	Salmer:350,260,125-277,11
	Vand til blod og frøers mængde , myg dernæst Ægypten trængte, fluer pest og bylders nød, græshopper, hagl mørke, død. Sådan lærte man i mine forældres barndom en remse om Ægyptens 10 plager, der iværksættes af Gud for at tvinge Kong Faroe til at give Israelitterne fri.
	Gud viser os her en heftig form for herlighed. Gud viser os, at han som hærskares Herre også til overflod har kommandoen over hærskarer af frøer , fluer myg og græshopper og at han som skaberen kan få elementerne til at makke ret, som da han rejser Sivhavet , så havbunden ligger udbredt som en motorvej foran de flygtende Israelitter. Men ikke nok med det, Gud kan også som skaberen gøre vand til blod.
	Både vand og blod er jo egentlig livgivende væsker, i rette mængder, på rette sted. Men når vandet, der skulle drikkes pludselig bliver til blod er det en katastrofe, i ordets bogstaveligste forstand. Katastrofe betyder nemlig at der pludseligt bliver vendt op og ned på tingene og ikke for det gode.
	Alligevel hører det med til Guds herlighed, at han kan gøre disse ting, at han er herre over al skabningen. Når man nu ved, at Guds herlighed har en sådan kraft, så er der jo ikke noget at sige til, at et skrøbeligt menneske ikke sådan kan tåle at se den ansigt til ansigt. Og da Moses så mindeligt beder om at måtte se Guds herlighed, holder Gud hånden over ham til herligheden er kommet på en sådan afstand af Moses, at han kan tåle at se den uden at blændes, eller fortæres eller på anden måde lide overlast i i mødet med den.
	I fortællingen om brylluppet i Kana har Guds herlighed antaget en form mennesker kan tåle at være i nærheden af, for her ser den ud som Jesus af Nazareth, Marias søn, der skal vise sig at have ikke ikke så lidt, ja man skulle måske snarere sige alt til fælles med ham , der er altings begyndelse og ende.
	For også Jesus viser sig at have magt over elementerne. Her forvandles vandet ikke til blod, men til vin.
	Selvom Jesus er irriteret over at Maria plager og svarer hende skarpt igen. Selvom hans time endnu ikke er kommet. Selvom gæsterne finder det upassende, at den gode vin kommer efter den ringere.
	Når Guds herlighed viser sig fra denne side er den indbegrebet af overflod i ordets allerbedste betydning. Ja, man kan sige at det er en form for herlighed, der faktisk også kommer bag på Jesus, der jo egentlig stiller sig noget vrangvilligt an til at begynde med.
	Og dog er den Jesus, der taler i dag er ham , der fra evighed af har kendt sin løbebane og sin bestemmelse. Han ved udmærket godt, at han selv skal blive til den vin vi drikker. Han ved, at han selv skal ligge i den der kalk, der indeholder hans blod i skikkelse af vin. Han ved at han skal gå til grunde for vore synders skyld. Men han ved også, at det ikke er endnu. Og derfor bliver han vred på sin mor, der ikke kan være andet end jordisk ivrig, som mødre nu har det med at være.
	Men så handler Jesus. Og hans handling modsiger hans ord. Han beordrer seks store renselseskar fyldt med vand. I alt har det drejet sig om hen ved syvhundrede liter i de seks kar til sammen. Og da vandet øses op er det pludselig blevet til den lifligste vin.
	Det er ikke klart , hvor for Jesus siger ét og gør noget andet. Men vi får lov at se en flig af hans herlighed, som han har den fra faderen. At vandet bliver til vin er tegn på, at Jesus bærer Gudsriget med sig overalt, og de der så det troede på ham.
	Og hvad med os ? Hvad får vi at se. Tja... Jeg ved ikke om vi får noget at se, men vi får i hvert fald noget at høre. I dag hører vi et tegn: Vin til vand. Og ofte har vi jo disse elementer til stede i Gudstjenesten. Vi har dåbens vand og nadverens vin. Ganske almindeligt vand og ganske almindelig vin. Og dog. Fordi vi føjer Jesu ord til, bliver vandet i dåben til et det bad, hvor vi genfødes af vand og helligånd og vinen i kalken bliver hans blod udgydt for os til syndernes forladelse. Vand og vin bærer nu kimen til evigt liv i sig, fordi Gud vil at det skal være sådan.
	Og er det en gudstjeneste uden dåb eller nadver er han alligevel hos os. For hvor to eller tre er forsamlet i hans navn er han midt i blandt os, med sine løfter og sit ord, som vi har fået at hænge vores tro på, mens vi venter på at han skal komme igen og dømme levende og døde, som vi siger i trosbekendelsen.
	Det er vi ikke altid helt tilfredse med. Vi vil godt have syn for sagn og på den led har vi en tvillingebror i tvivleren Thomas, hvis navn i øvrigt betyder tvilling.
	I slutningen af Johannesevangeliet, efter at Jesus er død og opstanden møder nogle af disciplene ham igen og Thomas vil ikke tro, at det er sandt, hvad de fortæller før han får lov til at stikke sin fingre i Jesu naglemærker og hånden i hans side. Det får han lov til og så får han travlt med at sige : " Min Herre og min Gud". Og da siger Jesus til ham : " Du tror fordi du har set, saligere er de, som ikke har set mig og dog tror." Det er op til enhver af os at tro, de ord og de tegn, vi får i dåb og nadver. Måske skal vi for rigtigt at fornemme hvad de er opfatte dem som noget selv det mindste barn har forstand på, nemlig som kærtegn fra Gud til os.
	Tænk at Guds kærtegn sådan kan nå os her på jorden. Det er da en herlighed, der må gøre et eller et andet ved os. Men måske er ønsket om det herlige for længst faldet for håbet om, at der i det mindste bare vil ske os det bedste frem for det værste.
	Måske er vi blevet tilbøjelige til at lade for små katastrofer vise os på plads i en tilværelse, hvor så megen overflødig overflod gør det vanskeligt at se, mærke, høre og påskønne den livsnødvendige overflod, som er Guds, og som vi er helt omgivet af, fordi han er en Gud, der elsker os med oprigtig kærlighed, der er velsignet rundhåndet og gæstfri. En kærlighed, der er steget ned til os i det lave for at være glad med de glade og græde med de grædende.
	En kærlighed, der kan tåle at tabe alt og dog bære det med sig som en usynlig skønhed. En kærlighed, der kan lade et menneskes smerte gå lukt igennem sit legemes sluse. En kærlighed som ikke kender til at være nøjeregnende med andet end at overfloden af den får frit løb iblandt os.
	En kærlighed, der kan tåle selv tvivlens tveæggede sværd. For lige så lidt som et sværd kan kløve havet kan det kløve vandet og vinen fra Gud, for slet ikke at tale om det hav, den overflod af kærtegn han viser os i Jesus Kristus, det heftigste udtryk ikke bare for Guds herlighed, men også for hans kærlighed, der slår sammen over os i en vældig bølge, der kun drukner os, for at bære os oppe.

18-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email