Hvis du har kommentarer så skriv til Jan Grønborg Eriksen Hvis du vil printe siden ud se her

	Salmer: 350, 359, 246, 125, 852/862?
	Bibeltekster: 2 Mos 33,18-23, Rom 12,9-16a, Joh 2,1-11
	Nogle synes, det mærkelige ved det her under er, at Jesus overhovedet kan finde på at lave vand til vin. Det er måske mest dem, der ikke selv er så vant til vin.
	Jeg synes faktisk, det mest mærkelige er, at Jesus redder festen for en masse mennesker - og så opdager de det overhovedet ikke. Det er kun lige serveringspersonalet, der finder ud af, at der er sket et under. Og hvor meget glæde havde de af det, må man spørge. De, der fik vinen, opdagede aldrig, hvor den kom fra. De drak den bare - og nød den.
	Hvor meget er der ved et under, som ingen opdager?
	Jeg synes ærligt talt godt, gæsterne kunne have fået at vide, hvor den gode vin kom fra. Det ville have gjort det til en helt uforglemmelig fest for dem. De ville have fået noget at tænke over. De ville have fået noget at være taknemmelige over. Nu fik de bare hovedpine.
	Gad vide hvor mange undere, der sker rundt om os, som vi ikke opdager?
	Når maden smager himmelsk, er det så bare fordi konen er dygtig - eller har Gud en finger med i spillet?
	Når bihulerne endelig bliver rene igen, og næsen holder op med at løbe, er det så bare kamilleteen, - eller burde vi sige "tak for underet, Gud"?
	Når et menneske holder af mig meget mere, end jeg fatter, er det så bare held? Eller er det et mirakel, Gud laver for at gøre mig glad?
	Tænk hvis Gud vimser rundt om os hele tiden og fylder vores liv med små og store undere, som vi bare slet ikke opdager? Jo, selvfølgelig opdager vi, at maden smager godt, og at nogen holder af os. Men hvis vi bare tager det hele som en selvfølge - eller som held - eller som velfortjent løn fordi vi er så gode, - så har vi det præcis ligesom gæsterne ved brylluppet i Kana.
	Så opdager vi måske kun den øverste overflade af det vidunderlige liv, Gud har givet os.
	Så bliver vi måske snydt for det bedste.
	Da jeg læste ordene fra det Gamle Testamente til i dag, slog det mig, at det næsten ikke kan være den samme Gud som ham, der pifter en fest op med nogle tønder vin. Der i 2. Mosebog er Gud så mægtig, at mennesker ikke tør nærme sig ham. Han er mildest talt ikke en, man inviterer med til en glad fest!
	Jeg tror, det er en meget udbredt opfattelse, at Gud er både meget ophøjet og også meget, meget alvorlig. Meget alvorlig. Ikke en man tager med til fest, hvis man bare skal have det sjovt.
	Til gengæld er Gud en, man søger tilflugt hos, når livet for alvor brænder på. Det er han sandelig også. Men han er ikke kun det. Han er også til fest og glæde.
	I kirken taler man meget tit om, at evangeliet er til trøst. Og det er sandt. Det er bare ikke hele sandheden.
	Vi skulle måske have et skilt hængende over kirkedøren, hvor der står: "Ej blot til trøst!"
	Gud er nemlig ikke kun til trøst. Det er også ham, vi skal sige tak til, når maden smager ekstra godt, og når barnebarnet smiler til os, og når solen skinner på vores fødselsdag.
	Gud er også de små tings gud.
	Den Gud, som optræder i 1. Mosebog, og som kun er til trøst - og måske til skræk -, ham kan vi ikke tage med hvor som helst. Han er til de helt særlige anledninger.
	Men hvad skal Gud så lave resten af tiden?
	Vi vender lige tilbage til den famøse bryllupsfest. Nu er det her i Løgstør, og vi er alle sammen kommet med. Så kommer vi dertil, hvor vinen er sluppet op. (Flaskerne har måske været utætte ..) Og Vor Herre griber ind igen. Men denne gang gør han det ikke i hemmelighed.
	Han slår på sit glas og siger med beslutsom røst: "Det her går ikke. Skal der være gilde, så lad der være gilde. Kom med nogle tønder vand!"
	Hvis vi kan se Vor Herre for os sådan, så har vi bevæget os fra Mosebøgernes gudsbillede frem til den Guds søn, som reddede en glad fest i Kana. Og så er vores Gud ikke længere en sur og selvhøjtidelig gammel mand, som vi ikke kan tage med ret mange steder. Så kan han begynde at blande sig ind alle mulige steder i vort liv. I stort og småt.
	Og se, det er vist netop meningen. Gud vil ikke bare være den store og mægtige, som vi kan ty til, når det hele brænder sammen. Han vil også være "de små tings Gud", som titlen på en bog hedder. (Den handler overhovedet ikke om kristendom, men titlen er god!)
	Paulus sagde i dagens epistel: "Glæd jer med de glade. Og græd med de grædende." - Det er det, Gud gør. Og vi får et andet forhold til Gud - vi får et meget mere levende forhold til Gud, når vi vænner os til, at han godt kan være den, der griner allerhøjest ved festen. Nu kan vi snakke med ham om det hele. Vi har opdaget, hvor mange små undere han gør for os hele tiden.
	Vi får simpelthen så meget at sige ham tak for. Og vi får en fortrolighed til ham, så det bliver meget lettere for os at lette vort hjerte overfor ham. I bøn.
	Hvis vi begynder at få øje på Gud i de små ting, og hvis vi begynder at få øje på Gud som den aktive deltager i fest og glæde, - så får vi fylde i vort daglige liv. Og vi får lethed i vort forhold til Gud.
	Det gælder om at se tingene og begivenhederne på en anden måde. Se bagom det ydre. Se tegnene i alting.
	Kender I ikke det, at man har haft besøg af en, man holder rigtig meget af. En som man alt for sjældent ser. Næste dag opdager man måske, at der er sat lys i en stage, som var tom før. Det er ikke bare et stearinlys. Det er en kærlig hilsen, et tegn på, at man hører sammen med nogen.
	Eller for den sags skyld et fyldt askebæger bag gardinet. Det er ikke bare nogle ildelugtende skodder. Det er tegn på, at nogen har nydt at være i vort hjem.
	Alt i livet, stort eller småt, alt i livet har en værdi bag det umiddelbare. Men tit ser vi kun det, vi forventer at se.
	Og med hensyn til Gud: - Hvis det vi forventer af Gud, er, at han er højt hævet over vores daglige bekymringer og i øvrigt en dybt alvorlig ældre herre, - så ser vi ham ikke, når han har et skævt smil på nede i Brugsen, hvor vi lige har opdaget, at vores livret er på tilbud.
	Luk øjnene op og se, hvor spændende Gud er. Den store, almægtige Gud er også de små tings Gud. Ham der trøster os i den dybeste fortvivlelse, han er også den, der hjælper os til at få en hyggelig eftermiddag sammen med vennerne.
	Vi skal lære at sige tak til Gud i tide og i utide. For der er rigeligt at takke ham for. "Gudskelov," siger vi, når det går godt. Lad os prøve at kaste et lille blik opad, når vi siger det, og så hviske til ham: "Jeg mener det!"
	Fornylig havde min datter fået lov til at holde sin 20 års fødselsdagsfest for vennerne hjemme hos mig, og så skulle jeg køre en god lang tur til Jylland, syntes hun. Men jeg kom alligevel hjem ved midnatstid, og så ville jeg bare liste ind i seng. Men Mathilde kom og trak mig ind til festen. Hendes venner - i højt humør - skulle lige lære mig at kende, sagde hun. Og jeg fik ikke lov at gå i seng de første to timer.
	Det var en af de fester, hvor der var vin nok! Den smagte af pap. Men jeg nød miraklet!
	Miraklet - at min datter havde opdaget, at jeg godt kunne bruges til mere end bare at være en far, der sørger for hende og alt det der.
	Jeg bliver så glad, når mine børn godt kan bruge mig i andre sammenhænge end lige de faderlige. Så føler jeg mig set, påskønnet - levende.
	Sådan tror jeg også, Gud har det, når vi får øje på ham i alle mulige hjørner af vort liv. Han er til trøst, men han er ej blot til trøst. Han er over det hele, og han kan lide det.
	Amen.
	Jan Grønborg Eriksen - jge@mail.dk Kancellivej 5, DK-5200 Odense V, Denmark Tel. (+45) 6592 3033 Fax (+45) 6592 3064 - www.churchear.org

19-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email