Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær Hvis du vil printe siden ud se her

	4. s. e. Helligtrekonger 2003 i Horbelev og Falkerslev
	Tekst : Matt.8, 23-27, Rom. 4, 18-25
	Salmer : 25, 372, 31- 129, 7
	Men han sov ! Mon ikke mange indimellem tænker sådan om Gud ? Og at han heller skulle lade være. At det er for dårligt med ham. Tænker at han, hvis han overhovedet findes enten har glemt sin verden eller sover, mens verden kastes hid og did i storme vi ikke helt ved, hvor kommer fra selvom vi rent meteorologisk kan forudsige, at de er på vej.
	Vi tænker, at Gud sover mens det i hver radioavis forudsiges, at det blæser op over Irak, at krigen kommer om ikke andet så fordi, der er blevet talt så meget om, at SKAL komme og tusindvis af soldater sendes af sted tværs over kloden og allerede halvvejs har opfyldt den fæle profeti.
	Vi tænker, at Gud sover, mens vi kastes rundt i de storme, der fra tid til anden rejser sig i et hvert menneskeliv, så sjæl og sind rejser sig med stævnen i vejret og truer med at smadre brystkassen, mens vi hager os fast i den indre ræling og ikke kan stille ret meget andet op end at forsøge at følge med, mens bølgerne slår sammen om os, så vi tror vi går under.
	Som disciplene den dag på søen. Også de troede, at de gik under. For det var alligevel for umuligt at tro, at det var Gud, der lå og sov, lige dér i deres båd. Nok havde de set Jesus helbrede og gøre tegn og undere og måske kan han også gøre et nu, så de ikke går ned, men at han Gud, det falder dem ikke ind. For da stormen har lagt sig spørger de : Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?
	Og svaret er Gud allerede begyndt at give dengang han inde fra stormen talte til Job og med sine spørgsmål indirekte åbenbarede, hvem han selv er :
	Han er den, der grundlagde jorden og bestemte dens mål. Han er den, der spærrede havet inde bag porte, da det på skabelsens morgen brød ud af moderlivet.
	Han har anvist morgenrøden sin plads, det sted hvor den kan gribe fat om jordens kanter. Han har bundet syvstjernens bånd og løst Orions lænker ?
	Når Jesus ligger og sover i en båd på et stormomsust hav, så hænger det sammen med, at Gud i ham åbner døren til sig selv, en dør der vel at mærke kun kan åbnes indefra - af Gud selv.
	Gud er på én gang stemmen i stormen og mennesket Jesus, der ligger i en båd og sover roligt, mens himmel og hav står i ét. Dér ligger han i båden, ordet, der blev kød af egen fri vilje. Af kærlighed og barmhjertighed. Han ligger dér og sover alt imens han vidner om, at Gud er fri til ikke at vigte sig af sin herlighed og til at skjule denne herlighed på et bestemt sted, nemlig i Jesus Kristus, som er åbenbaringens helt præcise skjulested.
	Spørgsmålet er nu hvad vi stiller op med Guds herlighed, når den viser sig for os på en uventet måde ? Lige i øjeblikket er vi selvfølgelig som disciplene lettede over, at stormen har lagt sig og at den umiddelbare fare for undergang er drevet over. Men aldrig så snart har båden lagt sig til ro på den spejlblanke vandoverflade, aldrig så snart er stormen holdt op med at suse os i ørerne før vi må spørge som disciplene : Hvem er dog han, at storm og sø adlyder ham ? Og allerede i det spørgsmål skinner det igennem at frygten for undergang nu afløses af en anden form for frygt. Når havblikket sænker omkring os på Guds bud, rejser der sig et indre stormvejr , fordi det bliver tydeligt, at Guds kolossale kræfter er tilstede lige ved siden af os, og det burde ryste os og indgyde os ærefrygt.
	Det er ikke bare stemmen i stormen, der kalder på vores ærefrygt og tilbedelse, det gør også Kristi hemmelige guddommelighed.
	Og hvad kræver det så af et menneske at kunne frygte og bede. Ja, det kræver tro. Kræver at vi indser, at alt hvad vi erobrer dråbe for dråbe skal leveres tilbage, mens det vi får skænket af Gud ikke kan tages fra os, fordi det ikke stammer fra os selv, men fra ham der har adgang til havets kilder og urdybets bund og som for øvrigt for et øjeblik siden lå i en båd og sov.
	Men er det muligt at tro på en Gud, der tilsyneladende stritter i alle retninger , på én gang stor, vældig frygtindgydende og et til syneladende fremkommeligt menneske. Ja, se det kommer jo an på, om vi vil lade vores tro retter sig efter Gud som han viser sig ved at åbne døren til sin højhed for os i Jesus Kristus, eller om vi insisterer på , at Gud skal rette sig ind efter den måde vi gerne vil tro på.
	Måske finder vi på at sige, at det er umuligt at tro på en Gud, der ser ud til at være i uoverensstemmelse med sig selv, fordi han åbenbart ikke rigtig kan finde ud af om han vil være ophøjet majestæt i sin himmel eller være i blandt os som én, der lige nu er i fare for at få det ry at han kan falde i søvn hvor som helst og når som helst .
	Men det er netop, når vi begynder at stille regler op for hvad Gud kan tillade sig, at vi går galt i byen, for så bliver Gud en lille Gud, som vi kan bestemme over og slet ikke behøver at tro på, ja én vi faktisk ikke kan tro på , fordi han har sin frihed i forhold til os og en Gud der ikke har sin frihed i forhold til os er simpelthen ingen Gud, men en afgud.
	For at Gud skal være troværdig, mener vi, at der skal være overensstemmelse i ham og kommer selvfølgelig straks stikkende med vores begreber om enhed og overensstemmelse, som desværre strammer om Gud langt værre end en for lille overfrakke. Vores begreber om Gud strammer ham om livet og stumper på ærmerne og at det forholder sig sådan, kan vi kun få øje på ved at se på det som Gud viser sig af sig selv. Altså Jesus Kristus. Han er det der stikker frem forneden, når vi forgæves søger at iklæde Gud vores forestillinger om enhed og overensstemmelse. den form for enhed
	Jeg og faderen er ét siger Jesus gang på gang. Så kan enhed hos Gud altså ikke betyder en lukkethed om sig selv. Nej, at der er enhed i Gud betyder, at han er i fuldstændig overensstemmelse med sig selv som en dynamisk enhed, der både rummer over og under, oppe og nede, ude og inde, himmel og hav, begyndelsen og ende. Han viser sig at være større og rigere og mere suveræn end vi før har tænkt og så skal vores tro selvfølgelig rette sig efter det. Og det betyder ikke at vores tro skal rette sig ind, men snarere at den skal rette sig ud, folde sig ud i forhold til den Gud, der indefra har åbnet døren til sin højhed for os.
	Det er også den Gud, vi møder hos Peter Dass, der har skrevet den sidste salme vi skal synge i dag. En salme, der er temmelig omdiskuteret og som mange ikke bryder sig om fordi, der i den står, at Gud er Gud om alle land lå øde, Gud er Gud om alle mand var døde. Sådan en mægtig Gud vil mange ikke vide af, synes slet ikke, at det e¨r nogen kristen Gud. Men jo, for ham Kristus er ét med, er netop ham, i hvem alting begynder og ender, uden at vi hverken kan eller skal stille spor op over for det.
	Og sikken en lettelse, at Guds væren til, ikke afhænger af os mennesker, og den smule tro vi måske indimellem kan fremvise Det plejer så vidt jeg husker at fylde mindre end et sennepfrø. Sikken en glæde at Gud er så mægtig at man kan læne sig tilbage i han skaberfavn, samtidig med at han gør sig så fattelig for os at han vil være den Gud, til hvis storhed og højhed og ære det hører med, at det er blevet sagt om ham at han sov.
	Det kræver sin Gud at holde til denne her verden. Gud ske lov at han kan det og at han orker det ! Amen

19-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email