Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	4.s.e.H3K
	Disciplene er bange i den lille båd, omgivet som den er til alle sider af høje bølger. Bølger så høje at de skjuler båden helt.
	Jesus er derimod ikke bange, han er faktisk så uberørt at han sover. Søvnen er som regel netop det første der tages fra os når bølgerne går højt, hvad enten det er i overført eller helt bogstavelig betydning. Sådan er det i hvert fald for mange af os at når vi er bekymrede og bange eller når der sker for meget omkring os, så kan vi ikke falde i søvn. Men Jesus sover midt i stormen. Han er altså hverken bange eller bekymret.
	Det ser ikke ud som om han mener at verdens storme er noget at være bange for, ja han tillader sig endda at være lidt nedladende overfor disciplene, Hvorfor er I bange I lidettroende, siger han og truer så stormen til at lægge sig. Umiddelbart ikke den mest trøsterige bemærkning man kan forestille sig. Den har en klang som en af de bemærkninger vi sommetider kan komme til at lade falde til hinanden, den der lyder "Tag dig nu sammen."
	Når vi siger sådan til hinanden er det som regel vores irritation og utålmodighed der taler. Og så er det ikke mindst vor magtesløshed overfor den andens situation der får os til at ønske at den anden kunne og ville tage sig sammen og holde op med at pive eller være bange. For alt for ofte kan vi ikke stille noget op. Det er ikke med os som med Guds søn at vi kan stille os op og true af verdens storme og få dem til at lægge sig.
	Derfor er det også langt mere vores opgave at være solidariske med hinanden i de svære tider, at være i samme båd om man så må sige, end det er meningen vi skal befale andre at tage sig sammen eller holde op med at være bange.
	Dermed ikke være sagt at vi skal ynke hinanden helt ud i selvmedlidenhedens overdrev, men mere at der ofte sker det forunderlige at den angst og smerte vi deler med hinanden føles som halveret angst og smerte, så der igen bliver plads og overskud til nyt håb.
	Disciplene er i samme båd og de er bange. De tror at de om lidt skal gå under og dø. Men Jesus sover sødt og man kan ikke udlede meget andet af hans søde søvn midt i stormen end at han ved at stormen er ufarlig. Eller måske ved Han, som er Guds søn, at storme hører livet til, sådan er det bare, ligeså sikkert som livet slutter med døden. Og selvfølgelig har storme, modgang og død betydning, men det er åbenbart ikke rigtig noget at være bange for ifølge Jesu eksempel.
	Det eneste der virkelig betyder noget er at stole på Gud. Stol på Gud og stol på mig, sådan siger Jesus et sted til sine disciple og til os. Så disciplene burde vide bedre og vi burde vide bedre. Der er ikke noget at være bange for...
	Men det er vi !
	Der noget der tyder på at et af de helt store problemer i vores del af verden er frygt og angst. Vi frygter for alt muligt og bagved frygten ligger angsten, den underlige difuse angst, som egentlig ikke kommer af en konkret anledning, som feks en voldsom storm, men som flytter ind i et menneske og styrer det. For nogen i så høj grad at de ikke tør gå udenfor en dør.
	Det kriminalpræventive råd har i øjeblikket en kampagne i gang som handler om ældre menneskers frygt for at færdes på gader og stræder.
	Som altid når danskerne skal nås med et budskab, tager man i kampagnen humoren til hjælp. På et billede ser man en scene fra en park. Her er to nydelige ældre damer i gang med at overfalde en stor stærk mand, den ene holder hans arm på ryggen i førergreb, mens den anden med spidse støvler sparker ham i skridtet, mens hendes plisserede nederdel vifter omkring hende. Manden ser skrækslagen ud og det kan jeg godt forstå, for de to damer ser nærmest ud til at nyde hele sceneriet.
	Skræmmende tanke i det hele taget, at der inden i ethvert pænt ældre menneske bor et potentielt vilddyr. Og vil jeg sige, for mig er det slet ikke nogen meget fremmed tanke, jeg har set adskillige gamle mænd og kvinder forsvare sig inderligt mod både reelle og selvopfundne trusler, som nu en gammel dame jeg engang så baske sin sammenfoldede paraply hen over nakken på en ung mand, fordi han cyklede på gågaden. Jamen det skulle han da heller ikke.
	Nå men for at vente tilbage til kampagnen, så var pointen den, at ligeså usandsynligt som det er at to ældre damer overfalder en tilfældig mand i en park, næsten ligeså usandsynligt er det modsatte. Det er uhyre sjældent at ældre overfaldes på gaden, kun 0,2 % af de 65 -74 årige bliver udsat for vold, siger statistikkerne. Og alligevel er de gamle åbenbart så bange for at gå ud at en modkampagne er påkrævet ?
	Der er mange andre tydelige tegn på angsten i vort samfund, alene den hast hvormed forbruget af angstdæmpende og beroligende medicin stiger, viser at mennesker er bange og har brug for hjælp for at kunne klare hverdagen.
	Eller tænk på de seneste ugers omtale af selvmordsklinikken i Scweitz. Knapt er historien ude før 20 danskere har meldt sig som kunder i den Scweitziske butik, drevet af angsten for et liv som ikke vil makke ret. Drevet i døden af angsten, det assisterede selvmord som et forsøg på at bevare magten over sin egen fremtid og overhale døden indenom. Om ikke andet så bestemmer man da selv hvornår og hvordan på denne måde.
	Også her ville Guds søn vel se på os og sige, hvorfor er I bange I lidettroende. Hvorfor frygter I døden. Døden er bare en overgang, en overgang til at leve evigt med min himmelske far. Ja, egentlig begynder det evige liv nu, her i livet på jord, i tro og i dåb. Så døden er ikke farlig.
	Sådan kunne Jesus sige til os: og vi kunne sagtens have ligeså svært ved at høre og tro det, som disciplene havde holde humøret højt, da stormen rasede. Det er jo også så nemt for Jesus at sige at der ikke er noget at være bange for, han skal ikke som vi leve videre i en uoverskuelig verden hvor folk dør fra os, og han skal ikke selv dø for han er jo Guds søn. Eller hvordan er det nu ?
	Ja, der er det sådan med kristendommen at den er en historie om hvordan Gud dør. Jesus som er Guds søn og Gud, dør en langfredag op til påske. Han dør, og selvom Han vel af alle må have troen og håbet om at livet og kærligheden vinder tilsidst, så er der også for ham øjeblikke af tvivl og angst, i de sidste timer af hans liv. Da anråber Han Gud i himlen, be'r ham om at blive fri for det der er ved at ske og til sidst føler han sig helt forladt af Gud.
	Men han gjorde ret i at tro og håbe på at livet og kærligheden ville sejre. På tredjedagen for sin død er graven tom og disciplene møder ham igen som den opstandne, den der selv har været død og er blevet levende igen.
	Og som det er mange menneskers erfaring så er den der har prøvet det selv, ofte den der forstår os bedst og bedst kan trøste os. Den der bedst af alle kan sige: "Du skal ikke være bange"
	Når vi alligevel er bange, selvom vi ved at Gud er med os, så er det fordi at vi er lidettroende, ikke fordi der i virkeligheden er noget at være bange for, for intet kan skille os fra Gud. Gud er med os, Han er endda i samme båd som os. Det var løftet til os i dåben og det løfte står til evig tid. Så frygt ikke, tro kun
	Amen

19-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email