Hvis du har kommentarer så skriv til Jan Grønborg Eriksen Hvis du vil printe siden ud se her

	Sidste søndag efter Hellig Tre Konger
	2. februar 2001, Harndrup Kirke
	Salmer: 4, 149, 276, 11
	Bibeltekster: 2. Mos. 34,27-35. Matt. 17,1-9
	Prædiken Mon ikke de fleste genkender beretningen her? Forklarelsen på bjerget kaldes den.
	Forklaringen på bjerget, siger mange unge mennesker. Og hvis man retter dem, kigger de på en med det der udtryk i øjnene, der betyder kværulantisk fortidslevning.
	Men sikke en forskel det ellers gør. Om det er en forklaring eller en forklarelse. - Det skal jeg måske lige forklare
	Når vi kalder det, der skete på bjerget, en forklarelse, er det ikke bare et gammeldags ord for en forklaring. En forklaring betyder, at man får svar på nogle spørgsmål. Men de tre, der kom med Jesus op på forklarelsens bjerg, gik ned derfra med hovedet fuldt af nye spørgsmål i stedet for svar. Og det var også meget bedre, tror jeg.
	At forklare noget betyder i de fleste tilfælde at gøre det forståeligt. Hvad er et gammeldags ur? Jo, nu skal du se: Her er det store tandhjul, her er det lille tandhjul, her er en fjeder, her er forbindelsen til den lille viser og her til den store. Og så lægges det hele i en lille kasse, og så kan du se, hvad klokken er. - Det er en forklaring, selv om en urmager nok kunne forklare det lidt bedre.
	En forklaring kan få os til at nikke og sige "Aha, nu forstår jeg." Og vi er lidt klogere.
	Men at forklare noget kan også betyde: at få det til at fremtræde i en stråleglans. Hvis vi aldrig havde set et ur før, og nogen pludselig kommer og viser os sådan et og viser os, hvad det kan betyde for os. Det kan være en forklarelse. En forklarelse, der får os til at tabe underkæben og sige, ikke "aha, nu forstår jeg", men "Åh! Nu forstår jeg ingenting mere!" Og vi er - ikke klogere, men begejstrede. Det er en forklarelse, et glimt af noget stort og mærkeligt, der føjer en ny farve til vort livs palet. - En forklarelse gør os ikke klogere, men rigere.
	Jeg kan mærke på mig selv, at jeg i høj grad er et barn af det moderne videnssamfund. Da jeg gik i skole i 50-erne og 60-erne, fik vi igen og igen at vide: Det er ikke alt, videnskaben har kunnet forklare. Men det er bare et spørgsmål om tid, så kommer forklaringerne på alt.
	Og allerede i min barndom havde jeg en stærk lyst til, at jeg ville forstå alting. Det gav sig udslag i, at så snart jeg fik et stykke legetøj, kastede jeg mig over min fars værktøjskasse. Og så skruede jeg det hele fra hinanden. Og så, hvad der var indeni, og hvordan det her dejlige stykke legetøj fungerede. Dengang var legetøj ikke så kompliceret som i dag, så når jeg først havde fået det skilt helt ad, kunne jeg faktisk også forstå, hvordan det fungerede. Og det var en stor tilfredsstillelse. Jeg havde fået min forklaring.
	Desværre skete det alt for tit, at når jeg så havde samlet skidtet igen, så var der en skrue eller en fjeder, der var tilovers. Og det hele lød lidt mærkeligt. Og det virkede ikke rigtigt.
	I grunden var det nok typisk for den måde, som både jeg og mange andre har grebet livet an på. Vi får en spændende gave, måske et nyt menneske i vort liv. Vi lyser op af glæde. Spærrer øjnene op i undren. - Det er forklarelse!
	Men tit vil vi ikke nøjes med forklarelsen. Vi vil straks videre og lede efter en forklaring. Og når vi så endelig har fundet den, sker det, at fortryllelsen er brudt. Der ligger en fjeder, som der ikke er plads til nogen steder. Vi er blevet klogere, men hverken rigere eller gladere.
	For nu at blive lidt i erindringen om mine tidlige år: Sådan som det gik med det mekaniske legetøj i den tidlige barndom, sådan gik det også med mit forhold til poesi, da jeg gik i gymnasiet. Når vi læste et digt, drejede det sig bare om at analysere det. Plukke det i små stykker og forstå dem. Finde stilarter og sprogkoder og sammenhænge og baggrunde. I løbet af mine tre år i gymnasiet kom jeg til at forstå en masse poesi. Med det resultat, at fortryllelsen var borte. Den tids dansklærere gav os ikke lov at spilde tiden med bare at være betaget af et digt. Det var forklaringer, der var på mode, ikke forklarelser.
	Jamen tænk hvis vi behandler hele livet på den måde!
	Jeg ved ikke, om det var det samme, der i sin tid fik mig til at læse teologi. Jeg havde altid været meget optaget af alt det med Gud. Måske meldte jeg mig til teologi-studiet, fordi jeg også ville have noget værktøj, så jeg kunne skille Gud ad og se, hvad der var indeni. I hvert fald fik jeg skilt bibelen og kirkehistorien og troslivet ad og analyseret det hele så grundigt, at der gik mange år, før de sidste fjedre og skruer kom på plads igen.
	Der gik mange år med at sige "Aha, nu forstår jeg!". Og først i de senere år har jeg igen kunnet opleve den lykke at kunne blive stum overfor det guddommelige. Og med begejstring eller med ærefrygt udbryde: "Jeg forstår ingenting!" - Deri er der langt større rigdom end i at analysere og forstå alting.
	Tænk på noget så bjergtagende som håbet om det evige liv. Hvor har mange af os dog grublet over, hvad der vil ske efter døden. Vi har tænkt og analyseret og argumenteret og forklaret og bortforklaret i en uendelighed. I dagens evangelium optræder pludselig Moses og Elias, mange år efter at de var døde. Hvordan kan det gå til? Hvordan skal det forstås?
	I dag vil jeg sige: Det skal slet ikke forstås. Jeg vil ikke spilde krudt på at lede efter en forklaring. Men i stedet - sammen med de tre disciple på bjerget - tage imod det lys og den varme, at det simpelt hen sker. Glæde mig over forklarelsen. Og glæde mig til, hvad end Gud har til mig efter min død.
	Vor tid er så "oplyst", at vi vælter os i forklaringer. I svar på så mange spørgsmål, at vi aldrig kan nå at stille dem alle sammen. I sådan en tid trænger vi mere end nogensinde til forklarelser. Vi trænger til at blive stumme. Trænger til begejstring, til ærefrygt, til at tabe underkæben og blive rigere derved.
	Tænk hvis Moses var kommet ned fra Sinajs bjerg med de ti bud i en tid som vores. En hob af journalister havde kastet sig over ham og afkrævet ham forklaringer på alle mulige detaljer. Eksperter var blevet sat i gang med at analysere budene og finde frem til, hvori de mon kunne have deres begrundelse, deres svagheder og deres styrker, deres hensigtsmæssighed eller det modsatte.
	Moses fik ikke nogen forklaring på Sinajs bjerg. Men han fik en forklarelse. De ti bud er en forklarelse, et guddommeligt lys, der oplyser menneskelivet. Ikke en varedeklaration på tilværelsen.
	Det er måske derfor, det er så svært at tale om etik i vore dage. Hvordan kan nogen analysere sig frem til, hvad der er godt eller ondt? Hvis vi skal have mere etik i tilværelsen, er det ikke forklaringer, vi behøver, men forklarelser.
	Jeg tror, vi trænger til ydmygt at indse, at livet er en gave, som vi skal tage imod uden at forstå den. Uden at skille den ad i tide og utide for at se, hvad der er indeni. Og at livet er givet os af Gud, som er endnu mere uforståelig.
	I forholdet til Gud drejer det sig ikke om at få rede på alting eller at finde frem til nogle klare meninger. Det drejer sig om at give ham plads allerinderst i vort hjerte.
	Det gør ikke så meget, om vi er vildt uafklarede med hensyn til, hvad vi mener om forskellige trosspørgsmål. Men det er vigtigt, at vi kan være stille overfor Gud. At vi kan læne os op ad ham uden at spekulere på, hvordan han er skruet sammen. At vi kan bede til ham, bede om alt det, der er vigtigt for os.
	Overfor Gud - og overfor alt det virkeligt værdifulde i livet skal ikke bede om en forklaring. Men vi skal igen og igen bede om - forklarelse. At Gud vil kaste sit lys ind i vort liv.
	Jan Grønborg Eriksen
	præst for hørehæmmede.
	Jan Grønborg Eriksen - jge@mail.dk Kancellivej 5, DK-5200 Odense V, Denmark Tel. (+45) 6592 3033 Fax (+45) 6592 3064 - www.churchear.org

19-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email