Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	Septuagesima 2003
	Klart og blåt og solbeskinnet har denne uge skubbet til forårslængslen. Der har været dage hvor barnet kunne lege i sandkassen, mens forældrene gik omkring i haven, ordnede lidt småting, savede lidt brænde og drømte om foråret.
	Foråret hvor alting begynder igen, med jublende frodighed. Alt det grønne vælder frem af jorden, himlen befolkes af fugle og fiskene slår plask i åen i spring efter insekter.
	Engang drømte Gud en drøm om det første forår. Han talte højt ud i det tomme rum om sin drøm, formede ord om lys og luft og ånde og alting blev til ved det ord. Verden gryede og groede frem.
	Gud plantede en vingård. Og vingården var det ypperste. Markerne skrånede mod syd, og solens stråler varmede jorden og vinstokkene. Druerne hang i overdådige klaser, duggede og blårøde og søde i smagen.
	I vingården arbejdede mennesker, de var som skabt til det, med smidige fingre som med en kniv nemt skar klase efter klase af stokkene, og med munde og maver, som vinen, stærk og sød som blod, kunne varme og gløde i.
	Mens de arbejdede vendte de ryggen mod solen, den varmede og brændte deres hud, men ind imellem løftede de hovedet, så ud over de bølgene marker og glædede sig ved synet. De glædede sig over livet.
	Hver dag fik de løn, for lønnen kunne de købe mad, nok til at de og deres børn blev mætte.
	De spiste med god appetit, for arbejdet havde gjort dem sultne.
	Verden er Guds vingård.
	Nu er vingårde ikke det mest almindelige syn her på vores egne. Her må vi i stedet glæde os over mere hårdføre vækster, fordi det der ikke modstår kulde og blæst nægter at trives hos os.
	Men da Jesus fortalte om hvordan himmeriget ligner en vingård, da befandt han sig i en del af verden hvor lignelsen straks blev forstået.
	At have en vingård var det fornemste. Det krævede dygtighed og velsstand, og vinen, stærk og sød, var en himmerigsmundfuld.
	Vingårdene havde eksisteret siden tidernes begyndelse, det ved vi, for det første Noah gør efter at være tilbage på landjorden er at plante en vingård, da den første vin er drikkeklar skynder han sig at drikke sig beruset i den.
	Også Israels profeter brugte vingården som billede , de havde fortalt folket at netop Israel var Guds vingård. Og at de, folket, var planterne i den, plantet af Gud. Og profeterne havde fortalt om hvordan planterne kun bar vilddruer og ingen frugt og Gud nu havde opgivet sin vingård. Nu lod han hegnet omkring den fjerne og alt forfalde.
	Folket havde svigtet, de havde vendt sig til andre guder, levet ondt og hævdet deres egen magt og ret.
	Så skulle man tro at Gud var færdig med at være vingårdsejer.
	Men det er Han gudskelov ikke.
	For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Sådan fortæller Jesus.
	Gud er ikke færdig, Han holder aldrig op. Fra morgen til aften kalder Han mennesker i arbejde og arbejdet er allerede begyndt. Himmeriget er nu, vingården er her. Vi er arbejderne. Dagen går med raske fjed, fra vores fødsel mod vores død og hvadenten vi blev sat i arbejde af Gud da vi var børn eller først kom til som voksne eller gamle, så er opgaven den samme.
	For som Herren ganske enkelt siger det "Gå I også hen i min vingård". Hvad skal vi så lave ? Hvad er opgaven ? Ja, den må være at gøre det der brug for, at gøre hvad vi kan af det som er nødvendigt for livets ophold, for os selv og for de andre.
	Der er ikke nogen præcis opskrift at følge på forhånd, så vi må gå ud fra at det bliver tydeligt når vi går i gang.
	Luther taler om at tjene Gud og næsten i kald og stand. Det betyder at man skal leve vendt mod sin Gud og sin næste i den livsbane man nu engang har og med de evner man nu engang er givet. Det kan ikke nytte noget at vi tror vi alle sammen skal være vinkendere, for så er der ingen til at træde saften ud af druerne. Eller at vi kun må være drueplukkere, for så er der ingen til at beskære.
	Vi skal tjene Gud og næsten i kald og stand.
	Heri er der stor ro og tryghed. At vide at når vi hver gør det vi evner og skal, yder vort bedste med det som vi har fået, så gør vi ret, eller rettere, så gør vi hvad vi kan og det er hvad Gud kræver af os.
	Nogen udruster Han med store evner, nogen med store kræfter. En har smidige fingre og fornemmelse for hvordan vinstokkene skal beskæres, en anden har gode smagsløg og kan bestemme vinen som klar til at drikke.
	Men èt er sikkert, ingen er for ringe eller for sent ude til at blive sat i arbejde. Om det så er i den elvte time, så kan man bruges.
	Sådan bliver denne søndags tekst for mig et trøsteord. Et ord til mod på opgaverne og Gud ved at mod kræves.
	For verden ved ikke at den er Guds vingård. Og det er da også nemt at komme i tvivl om, for ses kan det ikke. Skønhed og bølgende marker er ikke det eneste vort øje møder når det ser sig omkring. Der er så meget andet der er mindst ligeså iøjnefaldende, afbrændte landsbyer, tørke, jord der ligger udyrket hen, mens borgerkrig raser og folk sulter.
	Men Gud insisterer på at netop her er hans vingård. Jesus fortæller os at sådan er det, det sætter han sit liv ind på at sige.
	Han siger det tilmed på den mest provokerende måde han kan finde. Sådan er det tit med ham. For denne tekst vedkommende bliver især slutningen provokerende. For alle arbejderne, om de gik i gang om morgenen eller først i den 11 time, får samme løn. De sidste skal blive de første og de første de sidste.
	Når dette her er så provokerende så er det jo kun fordi vi har en tendens til altid at se os selv som de første der skal blive de sidste. Og det er jo ikke så rart.
	Rart er det derimod for den som hænger i bremserne, den hvis kræfter ikke slog til til at nå på torvet fra morgenen. Den som spillede fallit med sit liv og først nåede frem i den 11 time.
	I grunden en mærkelig vildfarelse mange af os lider af, at det skulle være misundelsesværdigt at gå ledig til den 11 time.
	Som om noget kunne tænkes at være bedre end at være arbejder i Guds vingård. Som om det var noget man var af tvang. Som om man ikke selv havde grund til at glæde sig over at Gud kom og fandt en ledig på torvet i sidste øjeblik.
	Og lønnen, ja den er altid det daglige brød. Og vinen, stærk og sød.
	Vi spiser og drikker sammen. Vi sidder i vingården og deler brød og vin og Gud selv kommer og spiser med os, som da Jesus, Guds udtrykte billede spiste med sine disciple. Vi retter ryggene og ser ud over bølgende marker . Og Himmeriget er midt iblandt os.
	Amen

20-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email