Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	Prædiken til Fastelavnssøndag.
	Jeg husker hvordan jeg som barn stod på storebæltsfærgen og lænede mig mod rælingen og kiggede ned på vandet som færgen skar sig igennem.
	Roligt, sort og så tyktflydende som olie var havet den dag og det fandt sig tålmodigt i at få sin overflade skåret i to. Bag færgen slog det sammen igen og selvom man kunne se den hvide stribe af kølvand langt bagude så slog det mig hvor hurtigt og sporløst den forsvandt. Selv ville jeg forsvinde endnu hurtigere, tænkte jeg, og så på vandoverfladen, på en gang skræmt og fascineret.
	Der var så lille afstand fra færgens dæk til frit fald og forsvinden. Det føltes som et sug i maven. Og pludselig slog det mig at alt det vand jeg så som dog kun var storebælt, hang sammen med alt det andet vand i verden. Det var uendeligt ligesom verdensrummet men skræmmende meget tættere på.
	Verdenshavets uendelighed skræmte mig. Jeg som indtil da havde troet at jeg var verdens centrum forstod nu at jeg kun var lillebitte og ubetydelig. Hvert øjeblik kunne jeg forsvinde og havet ville bare lukke sin sorte overflade over mig.
	Da jeg læste om alt det vand i søndagens tekster, slog denne erindring ned i mig. En erindring om vand.
	Vand er livsnødvendigt og som drikkevand er det mange steder i verden en mangelvare. Men vand er også farligt.
	Da Gud havde skabt jorden, inden der blev lyst, da var der øde og tomt og et stort mørkt navnløst hav dækkede jorden. Det var et rugende og ukent urdyb. Gud satte skel for det, det vil sige at han befalede det at samle sig et sted så landjorden kunne komme til syne andre steder. Her kunne mennesker leve og trives. På jorden med det på en gang dragende og skræmmende hav omkring sig.
	Og menneskene levede på jorden og der blev flere og flere af dem og Gud blev mere og mere træt af at se på dem. Efterhånden fortrød han at han nogensinde havde skabt dem. Alt hvad de gjorde var rædselsfuldt, det var deres skyld at jorden var fyldt med vold.
	Jeg vil udslette det hele sagde Gud, menneskene og dyrene, alt hvad der trækker vejret skal dø. Så er jeg fri for at se på al den rædsel.
	Men Gud var glad for en mand ved navn Noah og derfor befalede han ham at bygge arken og tage familien og nogle få dyr med sig.
	Da alt var klart slap han urdybet løs igen, regnen fik det til at stige, og tilsidst skyllede det ud over hele jorden, som dengang da Gud lige havde skabt det.
	Det vand,var farligt for alt levende på jorden. Alle der ikke var ombord i arken, druknede i urhavet, som bare steg og steg, og lukkede sig over mennesker og dyr, trætoppe og bjergtoppe. Urdybet det navnløse havde igen slugt jorden.
	Landjorden kom frem igen senere, da nogen tid var gået, det ved vi for historien fortsatte, Noah fandt tørt land ellers sad vi ikke her og hørte om dengang. Men vandet var farligt, det havde spredt rædsel, ja, også Gud som havde sendt det så at det var for rædselsfuldt, det måtte ikke ske igen. Og han lovede sine mennesker, at havet, urdybet aldrig mere skulle opsluge jorden.
	Men Havene, det gådefulde urdyb er ikke forsvundet.Det er der stadig rundt om vores land.
	Og det er stadig farligt. Kun en tåbe frygter ikke havet, siger vi og her i vestjylland ved de fleste hvad det betyder. Havet tager af og til dem der sejler på det. Også i vore moderne tider hvor vi ellers tror vi har styr på det meste, også naturen.
	Men havet kan mennesker ikke kontrollere, når vi sejler på det, i vore store eller små skibe er vi altid udsat for fare for at gå under i det. Ikke fordi havet er ondt, men fordi det er vildt og utæmmeligt.
	I Jordan floden strømmer vandet afsted. På en gang livgivende og farligt, for floder er ikke tæmmet vand. Der er ikke noget mildt og frodigt over en flod som går over sine bredder, den river derimod alt med sig som står for tæt på den.
	Ude i Jordanfloden står Johannes og døber folk med vand til syndernes forladelse. Han taler til dem om synden og om dommen og om Kristus der skal komme med ild og helligånd. Folk kommer til Johannes fordi de gerne vil være rene, renses for det onde og urene de føler klæber til deres hud. Ting de havde gjort eller sagt, som de nu fortrød. Ulykke som havde ramt dem, eller tungsind som de ikke kunne ryste af sig. Måske kunne Johannes vaske dem rene.
	Til den dåb kommer også Jesus. Unødvendigt at Jesus skulle døbes kunne man sige som også Johannes siger det, "Jeg trænger til at blive døbt af dig og du kommer til mig?" Men Jesus svarer at det skal ske for at al retfærdighed skal opfyldes.
	Jesus er det eneste menneske som nogensinde har været menneske på den måde som Gud fra begyndelsen havde tænkt sig os. Jesus er det menneske som elsker fuldt og helt. Han elsker sin fader i himlen og gør det han vil at han skal gøre og han elsker sine medmennesker fuldt og helt, og samtidig er han ikke delt i sin kærlighed.
	Og fordi det er sådan med Jesu kærlighed, så bliver han forbindelsen mellem Gud og os. I sin kærlighed til mennesker gør han os til sine brødre og søstre og fordi han er Guds søn, som stemmen siger det fra himlen "Du er min søn, jeg har født dig i dag" bliver også vi Guds børn.
	Derfor bliver Jesus døbt i dag med Johannes vanddåb, for at dette skal blive tydeligt, at fordi Jesus er menneske som mennesket var ment og Guds egen søn, derfor kan han som den eneste give Johannes vanddåb en ny betydning. Jesus er allerede ren inden han bliver døbt i Jordans vand og derfor kan vanddåben fra nu af betyde at også vi kan blive rene for Gud i det bad som dåben er.
	Men vandet er stadig vand, i havet, urdybet og i floder og åer. Kun når Gud vil det gør han det til sit.
	Når Gud vil befaler han over vandet, det rolige i døbefonten og det store og vilde, i havet.
	To gange oplever disciplene denne Guds magt over storm og vand. Første gang er da de tolv disciple og Jesus, er sejlet ud på søen og det bliver storm. Disciplene bliver bange, de tror at stormen vil ta dem og at de skal drukne. Men Jesus ligger roligt og sover mens det brager løs omkring ham og disciplene jamrer sig. Tilsidst vækker de ham og fortæller ham at de er bange og han rejser sig og kalder dem lidettroende, så truer han af stormen og både den og søen falder til ro.
	En anden gang hvor Jesus viser sin magt over vandet er da disciplene er sejlet alene ud og Jesus hen imod morgenen kommer gående hen over vandet, ud til dem.
	Peter bliver først bange som de andre, men så tager han mod til sig og siger "Herre, hvis det er dig så befal at jeg skal komme ud til dig"
	Jesus siger "kom" og nu kan Peter gå på vandet ud mod Guds søn. Da bliver han bange igen og begynder at synke ned i vandet og må råbe "Herre frels mig jeg går under"
	Jesus rækker sin hånd ud til ham og redder ham indenbords i båden.
	Jesus befaler over stormen og søen, som hans far befaler over urdybet i skabelsens morgen. Når han befaler adlyder naturkræfterne og når han vil gør han vandet i døbefonten til sit, og fordi han selv er døbt i det vand gør det vand os rene for Gud.
	Det betyder at godt nok er havet stort og farligt, som livet somme tider er det og nogle gange kan det storme så meget at vi tror vi går under, men i dåbens ord til os får vi løfte om, at fordi vi er Guds elskede børn, er ingen storm for vild til at han vil tvinge den til at stilne af for vores skyld.
	Og intet hav er for stort til at han kan finde os, når vi kalder på ham.
	Dåben er pantet på dette løfte. Paulus siger det helt kort og koncentreret i sit første brev til Peter, han taler at om at være "frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer: ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse"
	AMEN

25-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email