Hvis du har kommentarer så skriv til Carsten Andreassen Hvis du vil printe siden ud se her

	1. søndag i fasten, 97
	Tekster: 1. Mos. 3,1-19 * Matt. 4,1-11
	Salmer: 901Tak Gud 874Guds fred er glæden i mit sind dåb * 546Uforsagt, vær på vagt 435Nu fryde sig hver kristenmand
	Det er blevet fastetid! Fasten er en lang forberedelsestid! Vi forbereder os på påsken. For enhver vigtig fest skal forberedes i god tid.
	Skal det blive et godt kobberbryllup - eller 60 års fødselsdag -, møder vi ikke bare uforberedte op til festen 5 minutter før den skal begynde. Forberedelserne skaber festen!
	"Uden faste ingen påskefest". I påsken fejrer vi det helt store kristne drama, hvor liv og død mødes på en helt unik facon. Det bør vi ikke gå glip af -, men netop forberede os til.
	Det havde man allerede gjort erfaringer om i middelalderen, og derfor har vi så lang en fastetid. Fasten startede i onsdags og den varer 40 dage, når man regner søndagene fra - de er ikke fastedage.
	Sidste søndag hørte vi om, at Jesus netop er blevet døbt. Vi hørte, hvordan Guds Ånd dalene ned over ham - endda som en due. Den samme ånd fører ham nu ud i ørkenen, ud i det, som man har forbundet med det gudsforladte sted. Og her fastede Jesus i 40 dage og 40 nætter. Mattæus betoner sikkert så stærkt, at det var både dag og nat, for at vise, hvor vigtigt Jesus tog situationen. Der skal ikke bagefter herske nogen tvivl om, at Jesus virkelig led sult.
	Derude i ørkenen kom fristeren så til ham. Det er på mange måder en parallel til historien om slangen hos Adam og Eva. Det er den samme Satan, der står bag. Hos Adam og Eva kæmpede Satan for at få magt, hos Jesus kæmper han for at få al magt.
	Dengang kom han krybende som en slange midt inde i Paradiset. Nu møder han Jesus ansigt til ansigt i det golde ørkenlandskab. Det pædagogiske og snedige spørgsmål fra Paradiset: "Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten på træerne i haven?" afløses af det dæmoniske "Hvis du er Guds søn, så "
	I Paradiset behøvede slangen kun at friste én gang. Det var nok. Så faldt menneskene for de lokkende ord! I dag hører vi, at Satan giver op efter 3 forsøg.
	Adams og Evas øjne blev åbnet i faldet. De kom til at se som Gud, både godt og ondt lærte de at kende. Men de magtede ikke at se ondskaben i øjnene. For ondskaben afstumper. På én gang fossede ondskaben ud af dem, og den gentog sig i et accelererende forløb fra det første mord i historien - brodermordet mellem Kain og Abel - til syndfloden - hvor Gud var tæt på at opgive hele sit skaberværk. Syndefaldsberetningen om Adam og Eva er den bibelske fortælling om, hvad der sker, når vi mennesker tror, vi kan klare tilværelsen uden Gud. Så tager ondskaben over - og dén accelererer.
	Jesus så også som Gud der ude i ørkenen. Han så godt og ondt, djævelsk og guddommeligt, men han formåede at fastholde forskellen mellem Gud og menneske. Han sagde nej til at være sig selv nok, til at sætte sig som hersker over godt og ondt. Han forblev søn uden at overtage Gud Faders rolle. Han havde jo for en tid fraskrevet sig sin guddomsmagt og blevet menneske.
	Fristelsen bestod i, om Jesus kunne tage fejl af sig selv og blive bragt til fald, så han ville miste sig selv. Tab af selvet består nemlig i at forlade sig på sig selv alene. Hvis Jesus havde holdt sig til egne lyster, behov osv., var han kommet i Satans vold og havde derved forladt Gud. Prøven gik altså ud på, om Jesus i den dybeste forladthed - alene i en ørken, i sult og lidelse - fortsat holdt sig til Gud.
	Jesus bestod fristelsen - og Gud være lovet for det! For der, hvor fristelsen lykkes, forvandler fristeren sig straks til en djævelsk dommer og afslører sig som Satan, også kaldet modstanderen - modstanderen af liv, glæde, kærlighed, omsorg. Kort sagt: Guds modstander eller modsætning.
	· Fristelsen i Paradiset førte til fald og fulgtes op af en dristig ondskab.
	· Fristelsen i ørkenen blev åbningsceremonien for Jesu vej til korset i påsken, hvor den djævelske magt, døden, blev besejret - altså hvor døden mistede sin betydning som alt livs endegyldige afslutning.
	Hvad var det da fristeren lokkede Jesus med?
	Første forsøg gik på Jesu legemlige situation: han var sulten. Derfor den djævelske opfordring: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød."
	Hvilken fristelse. 40 dage og nætter uden fast føde, og pludselig gør én ham opmærksom på, at han jo bare kan bruge sine guddommelige kræfter til at lave de døde sten om til livgivende brød. Jeg kan ligefrem se for mig, hvordan mundvandet løb ned ad hans hage, men han stod fast på sit mål: "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund."
	Og han har jo ret. Hvad er livet værd, hvis vi udelukkende lever for at overleve, for at få brød på bordet eller få råd til at komme på ferie eller til bankospil? Livet er langt mere værd end det. Ja faktisk begynder livet først dér, hvor det udfoldes i al sin pragt. Guds ord kan skabe mere liv end al verdens brød tilsammen.
	Jeg tænker tit på nogle ord af Moder Teresa. Hun udtalte dem vist nok den dag, hun modtog Nobels Fredspris. Hun sagde: "Den åndelige fattigdom i den vestlige verden er langt større end den materielle fattigdom blandt vores folk."
	Og det er for billigt at afvise hende med, at hun jo ikke kender os så godt.
	Fristeren giver ikke så let op. Første forsøg på at friste Jesus flød ud i ørkenens sand, men fristeren kom igen.
	Og der var en vis stigning i fristelserne. I første omgang drejede det sig om Jesu umiddelbare sult. Denne gang førte fristeren ham længere op ad. Han viste ham hele Jerusalem, hele den religiøse hovedstads pragt. Og igen startede fristeren med det lokkende "Hvis du er Guds søn, " - og det mente Jesus jo, at han var! Nu benyttede fristeren sig af det stærkeste religiøse argument, skriften. Og hvad er bedre end bibelcitater? De må da være rigtige. Men nej. Selv de mest centrale skriftsteder bliver sataniske, når fristeren tager dem i sin mund. Og det forstod Jesus. Fristeren forsøgte at lokke Jesus i en fælde, så han kom til at friste Gud, udfordre Gud.
	"Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ‘Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten."
	Var Jesus sprunget ned fra templets tinde, hvor de stod, havde han misbrugt Guds omsorg for ham. Han havde sat sig ud over skellet mellem mennesker og Gud.
	Den, der sætter Gud på prøve, bruger Gud som garant - ofte mod sult, ulykke og fattigdom. På den måde degraderes Gud til en brugsgud, og det er et fatamorgana, skabt af vores vantro. Det menneske, der har en så forvansket gudsforståelse, former en brugsgud i sit eget billede, falder tilbage på sig selv - ingen anden stoler han på. Det er hans forsøg på at gøre sig immun eller usårbar - og det er livsødelæggende, ja det er synd!
	I tro lader man sig såre, bevæge og påvirke, for sårbarhed er liv -, men selvfølgelig kun den robuste sårbarhed. Tynder sårbarheden ud, forvandles den til hudløshed. Og den hudløse tåler ingen berøring, lidt er for meget, nerverne sidder uden på tøjet, enhver musik bliver til støj, enhver nærhed til et angreb. Men den sårbare åbner sig, vel vidende, at indtryk af liv gør godt og ondt.
	Med drabet på det sårbare er vi allerede døde.
	· Aldrig mere føle sig udsat
	· aldrig mere insistere på sin frihed
	· aldrig mere få nye impulser
	· aldrig mere lytte til Guds ord og vende sig om mod ham - det er døden.
	For Gud mærker vi som sårbarhed i vort liv, som en tillid til, at sårbarheden er robust nok til at bære os.
	Åbner vi vore øjne for Jesu lidelse i fastetiden, står vi godt rustede til at fejre påske sammen om ca. 40 dage.
	Fristeren var udholdende. Han lokkede 3 gange, til sidst meget åbenlyst ved at opfordre Jesus til at tilbede ham. Så var Jesu tålmodighed brugt op og han snerrede ad fristeren: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren dig Gud og tjene ham alene".
	Amen.

27-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email