Hvis du har kommentarer så skriv til Lotte Lyngby Nielsen Hvis du vil printe siden ud se her

	Prædiken 3.s.i fasten. Bislev og Sebber kirker.
	I denne uge brød så krigen ud. Under massiv mediedækning er Irak lige nu blevet til verdens centrum. Er det godt eller ondt, det der sker? Det spørgsmål har længe været oppe til diskussion. Svaret kommer an på, hvem man spørger. Det samme angreb synes nogle er af det gode, mens andre anser det for at være af det onde.
	Det forekommer mig, at evangeliet til denne søndag på mange måder kan høres tale ind i den aktuelle verdenspolitiske situation.
	Jesus uddriver en dæmon fra et menneske. Nogle anser dæmonuddrivelsen som Satans værk, som et onde. Andre ser den som en gerning af Guds finger, som et gode. Den samme ting bedømmes på samme tid til at være godt og ondt. Også dengang var man i tvivl. Som man kan være det i dag.
	Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, siger Jesus. Ja, sådan er det i krig. Det drejer sig om styrke, om at være bedst bevæbnet.
	Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus, siger Jesus også. Det er vist sådan verdenssamfundet må se sig selv i denne tid. I splid med sig selv. Uenige både i den ene og anden sammenhæng om hvad man skal gøre og hvornår man skal gøre det.
	Og så er der historien om den urene ånd, der drives ud af et menneske og som flakker om i øde egne, og som vender tilbage til det hus, den blev drevet ud af - finder det prydet og fejet og går ud og tager 7 andre ånder med, værre end den selv, og de kommer flytter ind dér, hvor der først kun var den ene urene ånd. Ja, det er vel også hvad nogen frygter. At uddrivelsen af den ene hersker skal give plads til 7 andre værre end han selv, så det sidste bliver værre end det første.
	Et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. Og skal man tro både Bush og Saddam så må Gud selv også være voldsomt i splid med sig selv lige nu. Begge krigsherrer fører krig i Guds navn. Begge påberåber sig at have Gud på deres side.
	Sådan kan det på mange måder lyde som om Jesus taler om det, der sker lige nu.
	Nu er det heldigvis ikke min opgave herfra at tage stilling til, hvad der er godt, og hvad der er ondt i krigen i Irak. Og vist er denne tekst ikke skrevet ned i en fjern fortid med tanke på aktuelle begivenheder i Mellemøsten i dag. Men at teksten kan vække associationer i den retning er tegn på det fænomen, man som bibellæser kan opleve igen og igen: At bibelens ord virker som et spejl.
	Der er det ved bibelen og dens beretninger, at vi kan spejle os selv og vores virkelighed i dem. Og idet vi spejler os, kan det ske, at der kastes klarhed og lys og nyt syn ind over den virkelighed og det nu, der er vores. Det kan ske at vi selv forandres.
	Lad mig illustrere det ved en lille historie, som blev brugt for et par år siden på FDF's landslejr. Den handler om drengen Andrej, hvis far var indehaver af Ruslands største computerfirma. Allerede som helt lille var Andrej et geni ved en computer. Der var ikke det sted han ikke kunne skaffe sig adgang til via sin skærm og sit tastatur. Når præsident Putin skrev breve på sin computer kunne Andrej sidde ved sin og læse med. Når George Bush orienteredes hos Pentagon kunne Andrej så let som ingenting hacke sig ind og se med.
	En dag beluttede Andrej, at han ville noget, der var større. Større end Putin og Pentagon. Andrej ville hacke sig ind hos Gud. Det måtte kunne lade sig gøre. Han skulle bare finde koden. Han vidste godt, hvor han skulle lede. Koden måtte findes i bibelen.
	I flere måneder brugte Andrej al sin tid på at læse sig igennem bibelen flere gange. Undervejs skrev han tal ned, som han mente kunne være dele af den kode, han søgte. Højden og længden på Noas ark var et tal han kunne bruge. De 40 dage Jesus fastede i ørkenen blev også talt med. Og sådan fandt han langt om længe frem til de 7 tal, han var overbevist om måtte udgøre koden, hvis man ville hacke sig ind hos Gud. Nu manglede han blot at bryde koden og lave tallene om til bogstaver - så var han klar til at gøre forsøget.
	En sen aften forstod Andrej pludselig metoden han skulle bruge. Èt efter ét skrev han bogstaverne i koden ned. Til sidst stod der 7 bogstaver på hans papir. Der stod K- R-I-S-T-U-S. "Kristus" - det var koden! "Kristus" var koden, hvis man ville hacke sig ind hos Gud. Andrej tændte for computeren for at gøre forsøget. Og så med ét slap han tastaturet og lo en latter, der på samme tid var høj og klar, og dyb og varm. I ét nu gik det op for ham, at han ikke havde brug for at hacke sig ind hos Gud. I alle de måneder han havde brugt på at finde koden var det modsatte sket. Gud havde hacket sig ind hos Andrej. Han mærkede hvordan bibelens fortællinger og ord var kommet ind under huden på ham. Bibelen var passwordet, Gud havde brugt for at trænge ind i ham. Andrej var for altid forandret. Noget nyt havde taget bolig i ham.
	Så vidt historien. Jeg tror den sætter billeder på en sandhed. Bibelen og især historierne om Jesus er en af Guds veje til at trænge ind i os. De er et spejl, der holdes op for vore øjne. Et spejl at spejle os selv og vor virkelighed i. Derfor fylder læsningerne fra bibelen meget i hver eneste gudstjeneste.
	Evangeliet til i dag spejler ikke kun krigen i Irak. Evangeliet til i dag spejler også os. Spejler mig. Det handler om at skelne mellem godt og ondt. At skelne mellem godt og ondt er svært - ja, måske umuligt, - når det handler om krig. Hvad er af det gode og hvad er af det onde, når misislier flyver afsted og bomber sprænges? Men også i os selv, i mig selv, kan det være svært at skelne mellem, hvad der er ondt og hvad der godt.
	I det spejl som dagens evangelietekst holder op for vore øjne, viser Jesus sig som ondskabens overmand. Han uddriver en dæmon af et menneske. Han viser os, at Guds magt er stærkere end ondskaben.
	Men evangeliespejlet viser os også, at det ikke er menneskeligt muligt at skelne fuldt og helt mellem ondt og godt. Der er ikke kun én stærk mand til stede i vort personlige hus. Der er flere, der strides om pladsen. Vi rummer ikke kun det gode i os. Vi rummer hver især vore dæmoner. Vi bærer på mørke. Vi kan gøre hinanden ondt.
	Vi prøver måske at skjule det. At skubbe mørket i os til side. At fortrænge det, som det også hedder. Vi forsøger måske af al magt at fremstå rene, fejede og prydede. Det er menneskeligt at ville pynte på sig selv. Overfor andre. Men også overfor sig selv.
	Evangeliespejlet viser os, at det ikke er en brugbar vej at ville fortrænge det onde. Det er ikke en løsning at skubbe dæmonen i os væk.
	Vil vi ikke være ved vore mørke sider: skubber vi dem væk: ser vi forbi dem, kan det gå som det går i historien om den urene ånd, der fordrives, men som siden vender tilbage til det prydede hus og flytter ind 7 gange stærkere end før.
	Jeg tror godt, at vi kender til det i praksis. Man forsøger at fremstå som et venligt og roligt menneske. Man bider det i sig, hver gang man bliver vred. Vil ikke være ved den, vreden . Væk med den, jeg er et godt menneske. Og så en dag eksploderer man helt umotiveret rasende over en lille bitte tildragelse, fordi det netop var dén, der fik bægeret til at flyde over. Al den fortrængte vrede vælder op - helt ude af proportioner med den givne anledning.
	Vort liv trives bedst med, at vi tør se vore dæmoner i øjnene. At vi ikke fortrænger, at lys og mørke strides om pladsen i os. Vi bærer både på godt og på ondt. Evangeliespejlet kan hjælpe os med at tage det til os.
	Jesus forkynder os, at han er dæmonernes overmand. Guds fingeraftryk er stærkest. Den, som Gud har sat sit aftryk på, hører Gud til. Vi er mærket af Guds finger. Deri er der mod at hente til at se sig selv og sin virkelighed i øjnene.
	Må Guds ord trænge ind under huden på os. Må det forme os og forandre os. Må det spejle os, så vi får mod til at tage vor virkelighed på os. Så vi ikke fortrænger de dæmoner, der er vores, men holder dem på en plads der ikke er større, end de kan tilkomme. De har ikke endegyldigt magten over os. Vi er Guds.
	Det er ikke let at skelne mellem det gode og det onde. Gud hjælpe os med det. På verdensplan, hvor de store beslutninger træffes. Og på det nære plan. I os selv. I vor dagligdag.
	Det var hvad jeg i dag fik ud af at spejle mig i evangeliet, i beretningen om Jesus. Det kan være at det er helt andre ting, I ser i spejlet. Jeg kan kun opfordre til, at vi hver især går hjem og spejler os og lader os forme af det, vi ser.
	Salige er de, der hører Guds ord og bevarer det. Amen

28-3-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk