Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	Midfaste
	På en mark i nærheden af Tiberias sø står Jesus midt iblandt fem tusind sultne mennesker og mætter dem alle med det der egentlig var fem brød og to fisk.
	Sådan ser scenen ud på afstand, zoomer vi helt ind til altings midte ser vi kun hans hænder. Jesu hænder som bryder brød i store stykker og rækker det og fiskene til andre hænder rakt frem som tomme skåle.
	I Jesu hænder ligger brødet, og uden at det ses hvordan, vokser overfloden ud af dem, et under er det, et under i Jesu hænder. Jo mere han deler ud jo mere er der, nok til hver især. Mærkeligt, især hvis man sammenligner med penge eller det brød vi køber hos bageren, for der er det sådan at jo flere der skal deles imellem jo mindre bliver der til hver.
	Underets regnskab er et andet end pengenes. Men det ved vi jo allerede fra det underfulde vi kender i vort liv. Kærlighed og venskab især, hvor mængden af kærlighed ikke bliver mindre til hver især af at blive delt nærmest tværtimod.
	Eller tænk på undfangelsens under, hvor mødet mellem sædcelle og æg sætter en deling i gang hvor hver ny celle bliver ligeså stor som den celle den deltes udfra.
	Og på kornet, et aks deles til enkelte korn, de lægges i jorden og bliver hver især til nye aks.
	Det underfuldes regnskab er at blive til mere ved at blive delt ud til mange.
	Det underfulde er Guds gaver.
	Det ligger i Guds hænder, i dag ser vi det i Guds søns hænder, det er helligt og det er hemmelighedsfuldt.
	I midten af billedet er altså Guds hænder. Fyldt af under.
	Maleren Arne Haugen Sørensen maler ofte Guds hænder. Til Ringkøbing kirke har han malet en grav i jorden, sort, og rektangulær. Et mørkt hul, men graven er tom, for ned mod graven rækker et par kæmpestore hænder og i disse hulede hænder er nu den døde. Hænderne løfter den døde op til sig.
	Et af de billeder man kan bruge om dåben handler også om Guds hænder. I døbefontens vand strømmer urhavet, det farlige rasende hav som et menneske drukner i. Men ud af himlen rækker Guds hænder og redder den druknede op og blæser nyt liv i den der var død. Sådan reddes dåbsbarnet gennem druknedøden til evigt liv med Gud.
	Livet og døden er i Guds hænder. Det som i menneskers liv er helligt og underfuldt ligger i Guds hænder.
	Der ligger det godt.
	For det hellige og underfulde er også det farlige, det uberegnelige. Så stærkt et lys er der i det at det som lynet kan slå ihjel.
	Det kan udslette livet eller bare livsglæden.
	Fordi det hellige har for stor kraft og fordi man når man nærmer sig det hellige kan komme i kontakt også med mørke og destruktive kræfter.
	I teksten til i søndags hørte vi Jesus fortælle om en stærk mand der bevogter sin gård, om hvordan han kan beholde magten så længe han er den stærkeste, men hvis der kommer en der er stærkere end ham så tager han magten og gården.
	Sådan er det i livet at en stærk magt kan indtage os og gøre os til slaver i det der var vores eget hus. Det er vel en måde at se det på, som sker når et menneske bliver depressivt i en grad som overtager styringen, eller det der sker når feks. alkohol bliver konge i et menneskes rige.
	Og sådan kan det være med det hellige og underfulde i tilværelsen at hvis man omgås det lemfældigt så kan det være farligt og tage magten og gøre sig til Herre over èn.
	Det er derfor vi i kirken har ritualerne. Det er derfor vi har det langsomme tempo, gentagelserne og hemmelighederne, fordi tusinde års erfaring har lært os at sådan omgås vi bedst det hellige og underfulde som vi møder i livet.
	Det er sjovt nok også ligepræcis derfor at kirken kritiseres så voldsomt i vore hurtige, nyhedsfikserede og exhibitionistiske tider.
	Jeg var for nylig til et foredrag i noget der hed den gyldne cirkel. Jeg var inviteret af en som interesserer sig voldsomt for det såkaldt alternative. Foredraget handlede om "Det guddommelige samarbejde".
	Der var mange spændende ting på færde, blandt andet viste det sig at foredragsholderen kom fra Andromedagalaksen. Han var simpelthen en slags rumvæsen. Han var heller ikke særlig køn, men et rumvæsen synes jeg nu ikke han lignede, men det viste sig at være fordi han simpelthen var blevet genfødt som menneske. Hans nuværende opgave var at forklare os på jorden vejen til den højeste indsigt. Og vejen var jeget.
	Det guddommelige var os selv. Vort eget indre. Og for at nå frem til disse indsigter måtte man meditere, gå ind i sig selv, i sine egne hæmninger og barndomsar og befriet fra disse finde det sandt guddommelige. Man måtte arbejde med sit klarssyn, gå i kontakt med ånder, spøgelser, lysmestre og andre som også befandt sig inde i en selv. Selv talte foredragsholderen jævnligt med både Buddha og Jesus, som forklarede ham at de i de skrifter man havde om dem var helt fejlciterede.
	Se, nu kan det godt være at jeg har været gæst i den billige ende af det alternative og der også inden for dette felt findes mennesker som omgås det hellige og underfulde i livet med større respekt end ham jeg hørte.
	Men det jeg hørte synes jeg lød farligt. Her var alt for mange hurtige genveje til indsigt.
	Og hvad stiller man op med en indsigt man ikke kan håndtere. Hvor går man hen når man plages af onde ånder man selv har opsøgt, eller spøgelser fra barndommen som man selv har rejst af graven. Hvor finder man ny tryghed når en spådoms fremtidige opfyldelse hænger en som en trussel over hovedet.
	I det gamle testamente siger Moses et sted til sit folk Israel at når de kommer ind i det land som Gud vil give dem skal de ikke give sig til at gøre som dem der bor der i landet: nemlig at lytte til spådom, bruge magi og trolddom eller lytte til åndemanere. I stedet skal folket lytte til den profet Gud sender.
	I dag hører vi hvad den som Gud har sendt til os siger og han taler ikke om indsigt og magi, nej han taler om brød, og hvad mere er han handler, og mætter 5000 sultne mennesker med fem brød og to fisk.
	Han har alt i sine hænder, liv, død, hellighed og under. Og ud af hans hænder vokser livet selv.
	Stort og vidunderligt er det, men ikke skræmmende og farligt, for det er i Hans hænder og derfor snarere så trygt og hjemligt som duften af nybagt brød.
	Derfor er kristendommen den langsomme indsigts tro, derfor er der i den kristne kirke ritualer for alt det som i vort liv berøres af det hellige.
	Fødslen ind i Guds børneflok gennemleves i dåben, vor indtræden i voksenlivet i konfirmationen, kærlighedens underfulde afmægtighed og hengivelse gennemspilles i vielsesritualet og døden og tabet i begravelsen.
	Alt sammen hænger det sammen på kryds og tværs, dåb og død, kærlighed og evighed, afmagt og sejr, i lyset fra Jesu, Guds søn og Guds, død på korset og opstandelse på tredjedagen efter.
	Uendelig langsomt, i gentagelser,hemmelighedfuldt og varsomt rækker Gud sine hænder frem mod os, midt i billedet står Jesus som med sine hænder deler alt ud til os, livet, glæden, det underfulde, og brødet.
	Amen

24-4-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email