Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	Palmesøndag
	Når man hører Matthæus fortælle om hvordan Jesus rider ind i Jerusalem den første Palmesøndag, så er det næsten som om vi står inde ved byporten og ser ned ad vejen mod optoget der kommer imod os.
	Der kommer de med jubel og feststemning. Hosianna lyder råbet, kongen kommer. Han kommer i Herrens navn. Folk breder deres kapper ud på jorden foran ham og skærer grene af træerne for at lægge dem ud foran ham. Op optoget nærmer sig. Nu er han ved porten.
	Her slutter det uddrag af Matthæus som jeg lige læste. Det slutter midt i jubelen udenfor byporten. Lyden af råbene om hvem Jesus er, klinger i ørerne. Han er den konge profeterne spåede om, fredskongen på æslet, han er Davids søn, han er den der kommer i Herrens navn.
	Sådan lyder det udenfor porten. Læser man bare lidt videre hos Matthæus så skifter stemningen. Vi hørte til vers ni, men i vers ti og elleve står der : Da han kom indenfor i Jerusalem blev der røre i hele byen og folk spurgte "Hvem er Han?"
	Udenfor var der jubel, indenfor blev der røre. Udenfor lød råbet "Han er Davids søn, kongen" indenfor lød i stedet et spørgsmål "Hvem er han?"
	Udenfor og indenfor byporten.
	Sådan var det med Jerusalem på denne søndag før påske og sådan var det så ofte før. Når Jesus kom ind et sted, ind i en by eller tæt på mennesker, så blev der røre i byen og oprør i mennesker. På afstand så han flink og fredelig ud, tæt på blev det tydeligt at hans kærlighed stillede krav og krævede eftertanke, ja måske endda indre forandring af den som berørtes af den.
	Engang kom en rig ung mand begejstret hen til hvad han troede var en dygtig lærer, og spurgte ham hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, Jesus, for ham var det, svarede at han skulle efterleve loven og elske sin Gud og sin næste. Det havde den unge mand gjort, mon ikke der var mere han kunne gøre, Jo svarede Jesus, sælg alt hvad du har, giv det til de fattige og kom og følg mig. Da blev den unge mand oprørt. Jesus havde set hvad der boede i ham og krævet af ham at han for kærlighedens og det evige livs skyld skulle opgive det han elskede højest og det var han ikke parat til. Han måtte gå bedrøvet bort.
	Så længe Jesus kunne give gode råd og smuk belæring var den unge mand begejstret, men da han red ind i hans hjerte på et æsel og begyndte at stille kærlighedskrav så blev der røre indeni ham.
	Den rige unge mand gik bedrøvet bort, andre af de mennesker Jesus kom tæt på blev vrede og ønskede ham død.
	Sådan bliver Jerusalem palmsøndag et billede på hvad der sker der hvor Jesus drager ind i et menneske. Også vi har nemt ved at begejstres over det der ligger langt væk og ikke kræver af os at vi skal forholde os til os selv, sværere bliver det når det kommer tæt på os.
	Et eksempel på dette kunne være det med at modtage kritik. De fleste mennesker mener princicipielt at saglig kritik skal frem. Man må kunne tale sammen om den slags, hvor ømtåligt det end er og man skal bare lade være med at tage det personligt. Men når det kommer tæt på os selv, når det er mig der skal tage imod kritik, så bliver det forbandet svært ikke at blive så bedrøvet så man går eller så vred at man kunne få lyst til at gøre enddog meget grimme ting ved folk.
	Eller sagt på en anden måde : Når nogen begiver sig i krig med de ydre fjender, så er det nemt at lade sig rive med og blive begejstret, men når de vender sig mod de indre fjender som bor i os, så bliver vi som regel ikke særlig begejstredde.
	I det gamle testamente fortælles der om den store konge David at han en aften søgte kølighed og hvile for kredsende tanker på det flade tag på slottet. Deroppefra så han ned på byens andre huse. Og denne smukke aften var en ung kvinde ved at tage bad............
	David : Den mand der har handlet således skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt fordi han har handlet så hjerteløst.
	Nathan : Du er manden.
	Bedrøvet og vred bliver David, men den dom han selv udtalte over den mand som kunne handle sådan ringer stadig i hans ører. Nathan har fået David til udtale sig om sin egen indre fjende, hovmodet, at kongemagten skulle give ham ret til at føle sig hævet over Guds bud om at elske sin næste som sig selv
	Både historien om David og Nathan og dagens fortælling om Jesu' indtog i Jerusalem handler om at Gud ikke lader os i ro og overlader os til de indre fjender. Han vil mere med os end vi vil med os selv. Når Gud tænker på os så tænker han stort, på en helt anden måde end vi kan forestille os med al den storhed vi udtænker for os selv.
	Et sted siger Jesus : Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid
	Guds nærvær udfordrer altid vores indre fred. Jesu nærvær gør det især, for det han er kommet for at sige er at Gud elsker os så højt at Han kræver alt af os. Og Han kræver det netop af os, for det er netop os han elsker.
	Det forandrer alting for os, for Guds nærvær kaster et nyt lys på vore liv. Et kærlighedens lys, og vel også et alvorens lys, for da ser vi pludselig forskellen på hvordan vort liv er og hvordan det burde være. Og det er aldrig ligegyldigt for Gud om det er som det skal være.
	Det er det det betyder at være kristen. At ligegyldigheden er død. Guds og vor egen.
	Det gør ikke livet nemmere.
	For opgøret med de indre fjender koster. Det gør ondt at blive set som den der ikke kan opgive penge og tryghed for kærlighed, som den rige unge mand. Det gør ondt at få at vide at du er manden eller kvinden som kunne handle sådan mod et andet menneske, sådan som David måtte høre det.
	At være kristen koster dyrt for nu skylder du din Gud og din næste alt.
	Men hvad er så gevinsten ? Hvad vinder man som kristen. Det er ikke så nemt at pege på, for kristen er man vel ikke fordi man derved håber på at opnå noget, men fordi man ikke kan lade være med at tro og håbe og elske.
	Tro på at der findes en Gud som er større end ligegyldighed og død. Tro på at der findes en Gud som ikke nøjes med at blive udenfor vores by, men i stedet rider helt ind i den, helt ind i vore hjerter.
	Troen på at der bliver han, helt tæt på os, som blod i vort blod, tro i vor tro, og håb i vort håb. Uanset hvor meget røre der bli'r. Uanset hvor bedrøvede og opgivende vi bliver over hans krav til os, uanset hvor vrede vi bliver på ham når han viser os os selv.
	Håbet om at Han, vor Jesus, må blive hos os som han blev i Jerusalem, gennem hele påsken, skærtorsdag, Langfredag og påskemorgen.

1-5-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email