Hvis du har kommentarer så skriv til Birgitte Johansen Hvis du vil printe siden ud se her

	Skærtorsdag I - Matt. 26,17-30
	Fuglebjerg 9.00 - Haldagerlille 10.30 - 17.4.03
	En stor del af denne prædiketekst handler om Judas. En person, der ofte bliver forbigået i lidt pinlig tavshed, fordi det gik ham så ilde. Sådan en Judas! Forråder sin Herre med et kærlighedstegn af et kys! Topmålet af falskhed. En snusket karl med et skulende blik. I Johannesevangeliet omtales han som en tyv, der var så gemen, at han stak til side til sig selv af deres fælles kasse.
	Man kan faktisk ikke hedde Judas. Navnet står ikke på KMs lister over godkendte fornavne. Hvem ville også give sit barn det navn? KM oplyser, at der ikke er nogen, der har søgt at få navnet. Man kan godt hedde Peter. Han viste sig ellers lige så ussel senere på Skærtorsdags aften med sin benægtelse af ethvert kendskab til Jesus i ypperstepræstens gård. Men han fik senere reddet sig ud af det, og Jesus tog ham til nåde igen. Det gjorde Judas ikke. Og et selvmord oveni er noget, de efterlevende altid har haft svært ved at forstå og acceptere.
	Der findes en historie om Judas-skikkelsen: Engang blev en kunstner udvalgt til at lave et maleri i en kirke på Sicilien. Emnet var: Jesu liv. I flere år arbejdede han på sit værk. Endelig stod det færdigt - på nær to vigtige figurer: Jesus som barn og Judas Iskariot. En dag mødte han nogle børn. Blandt dem var der en 12 år gammel dreng, hvis ansigt rørte kunstneren dybt. Han tog ham med sig, og dag efter dag sad drengen tålmodigt som model, indtil Jesus-barnets ansigt var gjort færdigt.
	Men stadig manglede kunstneren en, der kunne stå model til portrættet af Judas Iskariot. Han havde selv forestillet sig Judas som en mand forkvaklet af livet, afkræftet af at have givet sig hen til grådighed og begær. I årevis søgte han. Mange mænd, der mente, at de lige netop havde det rigtige ondskabsfulde ansigtsudtryk, tilbød sig som modeller.
	Så en aften, da han sad på en beværtning over et glas, vaklede en udtæret og pjaltet skikkelse over dørtærskelen og faldt omkuld på gulvet. Kunstneren løftede manden op og så ind i et ansigt, som overraskede ham. Ansigtet syntes at være mærket af enhver menneskelig synd og nedrighed. Stærkt ophidset hjalp kunstneren dette menneske på benene. "Kom med mig!" sagde han. Her var endelig modellen til portrættet af Judas. I mange dage - ofte også noget af nætterne - arbejdede kunstneren for at fuldende sit mesterværk. - En dag brast modellen i gråd og skjulte ansigtet i hænderne. Efter nogen tid vendte han sig med indtrængende øjne mod den gamle kunstner: "Husker du mig ikke? År tilbage var jeg model for dig, da du skulle male billedet af Jesus-barnet!"
	Bag den snuskede Judas skjuler Jesus sig. Bag sin egen forræder skjuler Jesus sig. Ja, Jesus skjuler sig bag ethvert menneske og er der.
	Mens Jesus og disciplene spiste, sagde han, at en af dem vil forråde ham. De spurgte ham én efter én: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig". De havde alle sammen dyppet i skylleskålen sammen med Jesus. Så hans bemærkning sagde egentlig ikke noget. Udover, at det kunne være hvem som helst af dem. Ingen skulle peges ud ved bordet. Vedkommende vidste selv besked. For der bor en forræder i os alle. En, som én gang eller mange gange har forrådt troen, håbet og kærligheden. Og i enhver af os skjuler Jesus sig. Om andre ikke kan se skyggen af ham. Om man ikke selv kan se ham. Hvad enten vi søger efter ham i spejlbilledet af vort ansigt, eller vi søger ham i eftertanken. Hvad vore øjne end har set, hvad vor mund end har sagt, hvad ansigtet i øvrigt afspejler af liv eller død eller ligegyldighed eller forræderi, eller kærlighed, så afspejler det Jesu ansigt.
	Også i dåbsbarnets (Fu: Emilies) ansigt afspejler Jesu ansigt sig. Ham, som det bliver (Fu: hun lige er blevet) døbt til at tilhøre under alle forhold. Og (Fu: jeg skal sige jer forældre og alle, som Emilies liv ligger særligt på sinde, at) sådan vil det altid være. Lige meget hvad barnets/hendes ansigt gennem årene vil blive præget af, så rummer det også Jesu ansigtstræk. Og vil det/hun ikke selv kunne se det, og vil ingen andre kunne se det, så kan Gud altid kende sin kære søns ansigtstræk i (Fu: Emilie og i) ethvert menneske.
	Nu har nogle sikkert tænkt på, at man foruden Judas da heller ikke kan hedde Jesus. Ikke på vore breddegrader i hvert fald. De to navne Jesus og Judas står for fuldstændigt hver sit. Og alligevel deler de den skæbne med hinanden, at ingen dreng her i landet, som det er nu, kan komme til at hedde det. Men så kan vi sige, at også her gør Jesus fælles sag med Judas og alle os Judas´er. Han deler skæbne med alle dem, hvis navn, nogen ikke kan fordrage og aldrig ville kalde deres barn, fordi de forbinder navnet med noget dårligt hos vedkommende.
	Noget af det mest opløftende ved det første nadvermåltid er, at Jesus - efter at have udpeget Judas som forræderen - ikke beder ham forlade bordet, men lader også ham være med. Et stort barn kan få besked om at forlade spisebordet, hvis det tyrraniserer og ikke kan sidde ordentligt. Eller en elev må forlade klasseværelset, hvis den ikke kan lade være med at forstyrre de andre. Den, der ikke kan leve op til forventningerne på sin arbejdsplads, kan få besked om at pakke sine ting. I familierne kan den ene bede den anden om at skride, hvis kærligheden og tilliden synes at være forrådt. Men Jesus beder ikke sin egen forræder om at smutte. Han samler dem alle, og han samler os - alt vort oprør og forræderi til trods. Og han beder ikke en eneste af os om at smutte, når nadverbordet er dækket, eller på noget som helst andet tidspunkt. Men han beder os om at være med. Nadveren er ikke for de særligt fromme. Men for alle Judas´er og Peter´er og hele den ynkelige badulje.
	Også i nadveren skjuler Jesus sig. Ligesom Jesus-modellen rent faktisk var til stede i Judas-modellen, om end uigenkendeligt, og i en anden skikkelse, en anden klædning, sådan er Jesus til stede i brød og vin, selvom han er uigenkendelig og optræder i en anden skikkelse.
	Han giver os sig selv. Ordet om ham sørger for, at han kommer op i hjernen. Men vi skal også have ham ud i kroppen. I kroppen bliver han i kraft af madens fordøjelse ét med os. Han kommer ud i blodet, ud i cellerne. Han giver os det mest kostbare i verden: Det legeme, som blev sønderbrudt af mennesker og for mennesker, men som Gud oprejste af graven påskemorgen. Dette lidende og sejrende legeme giver han os i skikkelse af vin og brød. Til gengæld må vi læsse alt det tvivlsomme, det skumle, det feje, som klæber ved os - af ved alterskranken. Judas-modellen var tydeligvis mærket af sit Judasliv. Det var ikke til at skjule. Vi ser pæne og ordentlige ud. Men vi har alle vort. Meget søger vi at skjule for andre. Noget måske endog for vore nærmeste. Værst er det nok med det, vi prøver at fortrænge for os selv, fordi vi ikke magter at bære det selv. Men ved alterskranken blotlægges alt for vor Herre. For det er store byttedag. Han får alt vort roderi, vi får hans kærlighed og fred, mod og styrke til at fortsætte tilværelsen efter hans gode vilje. Det er da forunderligt! - Det syntes Grundtvig også. Derfor synger han: "Det var nåde over nåde - at du med os bytted så - det er kærlighedens gåde - at det bytte lod sig nå."

1-5-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email