Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	Et rejsemåltid
	Det er afskedens og opbruddets aften. Det fællesskab som har båret Jesus og disciplene rundt i Palæstina er ved at gå i opløsning. Det som var før er snart forbi, noget nyt og ukendt venter. Alt hvad der sker denne aften har betydning for det er aftenen før en rejse.
	Jesus og disciplene spiser sammen og taler sammen og det skal siden vise sig at hele denne aften, alt hvad der blev sagt, spist og gjort, blev en slags rejsekost, en madpakke til disciplenes videre færd. De glemte aldrig denne aften.
	Der er noget nærmest urtypisk over sådan en aften før en stor rejse. Også i vores tid. Jeg hørte om en familie som havde købt en båd og besluttet sig for at sejle verden rundt, ikke på firs dage, men på et år og aftenen før de skulle afsted havde de inviteret de allernærmeste, for de skulle spise sammen og tale sammen på denne sidste aften.
	Da gæsterne var gået ryddede forældrene op i det stille hus. Børnene sov, mens forældrene gennemgik det sidste, tømte skraldespande, fyldte vand i vandlåse, skruede ned for radiatorer og alt det andet. Da alt endelig var klar gik de i seng til en søvnløs nat
	Næste morgen begyndte rejsen, ud på havet i en lille båd, mod både gode og barske oplevelser.
	Og de fortalte siden om hvordan de, både på solbeskinnede dage på sydhavsøer og når der blev lidt for mørkt og koldt omkring dem, havde siddet og mindet hinanden om den sidste aften hjemme i huset. Om hvordan sommeraftenen havde listet sig ind gennem de åbne vinduer og givet varme og glød til alle ting ligefra bedstemors kinder til kattens pels. Hvor dejligt maden havde smagt, hvor god vinen havde været.
	Hvor godt det havde været at tale sammen, selvom bedstemor som altid havde sagt sin uforbeholdne mening om alle ting i almindelighed og deres rejseplaner i særdeleshed.
	Denne aften blev en slags madpakke til åbning både i glædestunder og i trængselstider
	Hvis jeg og min familie på den måde skulle ud på en rejse, så tror jeg vi ville gøre sådan, spise sammen med de nærmeste på den sidste aften. Måske ville I også gøre sådan, og måske er der andre end mig, der husker sådanne afskedsmiddage, fra dengang man selv som ung rejste hjemmefra, eller sendte sine børn afsted.
	Sådan gør mange af os og sådan gjorde Jesus og disciplene.
	Man kunne godt spørge om vi holder afskedsmiddage fordi det bor i vores kristne kultur at middagen hører med til afskeden efter den første skærtorsdag, og ja måske er det derfor fordi vores kultur er kristen at det ligger så lige for.
	Man kunne også overveje om det snarere er noget helt basalt og almenmenneskeligt, det med at spise sammen før et farvel, men uanset hvad så er det helt sikkert at når Jesus og disciplene holder afsked på denne helt bestemte måde fordi det er en del af deres jødiske kultur. En arv fra Mose dage.
	Det ser man af de første vers i dagens tekst. Helt kort og uden nogen forklaring siges det at disciplene kommer og spørger Jesus hvor han vil at de skal forberede påskemåltidet. De spørger ikke om de skal spise sammen eller hvad de skal have til aften, for de er ikke i tvivl om at der skal være et fælles måltid, nej de vil bare vide hvor det skal være.
	Alt det andet så som menuen og påklædningen det gir sig selv, for det skal være præcis som Moses beskrev det for sit folk på aftenen for udvandringen fra Ægypten.
	På aftenen for denne store og altforandrende rejse, hvor Herren har hørt sit folk og vil befri dem efter 430 år i Ægyptisk fangenskab. På denne aften skal jøderne slagte et lam eller kid, det skal ske lige før mørket falder på og dets blod skal de smøre på dørstolpe og overliggeren.
	Alt kødet skal steges og spises samme nat. Der skal være brød til, usyret brød, altså brød uden hævemiddel, og alt sammen skal det foregå i hast, jøderne skal have rejsetøjet og sandalerne på, og vandringstaven i hånden. For lige straks begynder rejsen og ingen ved endnu hvordan det skal gå. Alt hvad de har at gå på er erindringen om et måltid og et løfte om at Gud vil gå med dem og give dem et nyt land.
	Og jøderne gik afsted, ud af Egypten ud i ørkenen hvor de vandrede i 40 år inden Gud gav dem landet Kanaan, det land som nu kaldes Israel eller Palæstina.
	Siden da har det været en fast skik for jøderne at mindes den tid, i almindelighed og aftenen før udvandringen i særdeleshed.
	Og på sådan en mindeaften er det at vi møder Jesus og disciplene. Og på denne aften hvor luften er fuld af historien om dengang da Gud sendte sit folk ud på en rejse, på denne aften hvor man spiser rejsebrød og synger lovsangene for den Gud der rejser med sit folk, på denne aften begynder Jesus at tage afsked med sit folk, disciplene.
	Det gamle er slut siger han, for fra nu af skal han ikke drikke af vintræets frugt, før den dag hvor han drikker den som ny vin i sin faders rige.
	Noget nyt skal til at begynde og det kommer ikke uden trængsel. Den rejse disciplene og Jesus skal på bliver ikke nemmere end Jødernes 40 år i ørkenen. Nej rejsen går igennem forræderi, fornægtelse, angst ensomhed og død, før den på en helt ny måde kan blive en rejse i de levendes land.
	Men med sig igennem det alt sammen skal de bære mindet i sig om denne sidste aften. Mindet om lyset og lydene og duften af det stegte lammekød og de bitre urter. Smagen af vinen og det usyrede brød.
	For det indre blik skal de se Jesu ansigt. Huske hans øjne som så dem hver især og ikke gled væk i skam eller foragt når han talte om det som skulle komme, hverken når det drejede sig om deres svigt eller sin egen smerte.
	Mindet om skærtorsdag aften skal være madpakke for dem i alt hvad der kommer. Rejsekost til en fremtid i et nyt land. Sådan er det Jesu mening, det er derfor han siger om brødet at det er hans legeme og om vinen at det er hans blod.
	Det er fordi madpakken, rejsekosten for altid skal bestå af mødet med ham. Mødet med Gud som kommer tilstede og spiser og drikker sammen med dem som bryder brødet og siger som han sagde den sidste aften: dette er mit legeme og dette er mit blod.
	Sådan spiser vi også sammen i dag, på denne skærtorsdag aften i Idom kirke. Vi knæler sammen og lyset glimter i bægre og stager og vi modtager brød og vin i Jesu navn. Ingen er uvelkommen og alle får vi det samme. Sådan må det være ved det bord hvor både Jesus og Judas spiser med os.
	Og det vi tror og håber er at dette måltid vil være rejsekost for os, madpakke, noget at drage frem og tære på i gode som i onde dage.
	Amen

1-5-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email