Hvis du har kommentarer så skriv til Lars Mandrup Hvis du vil printe siden ud se her

	1. søndag efter Påske (I) - Johannes 20,19-31
	I.
	Disciplene holdt sig inde bag lukkede døre. At døren til det rum, hvori de opholdt sig, var lukket, betyder sandsynligvis ikke bare, at døren var lukket, men også at den var låst. Godt og forsvarligt endda. De var bange for jøderne. De var bange for, at de skulle blive fundet, arresteret og i værste fald dræbt.
	Når man sidder bag en dør der er lukket eller låst, er der 2 muligheder for nøglens placering. Nøglen kan sidde enten udvendig, eller den kan sidde indvendig. Sidder nøglen på ydersiden, er man ikke selv herre over, hvornår døren bliver låst op igen. Det er fængslet.
	At sidde i fængsel er måske den mest ydmygende oplevelse, et menneske kan komme ud for. En fange i et fængsel er berøvet sin frihed. Man er frataget bestemmelsen over sig selv. Man er totalt overladt til andres beslutning over ens egen skæbne. Der er nok ikke noget, som er mere egnet til at nedbryde et menneske, et menneskes selvrespekt, et menneskes selvværd, end at lukke det inde et sted, hvor nøglen sidder på ydersiden.
	Men nøglen kan også sidde på den indvendige side. Da er man selv herre over, hvornår døren skal åbnes igen. Man kan selv beslutte, hvornår man vil ud igen. Så det er jo en helt anden situation - tilsyneladende da! Det var den situation, disciplene befandt sig i Påskedags aften, som vi har hørt om.
	Men måske er forskellen alligevel ikke så stor, om nøglen sidder udvendig eller indvendig. Den selvvalgte isolation er måske lige så skræmmende som den påtvungne. Det ikke at turde vove at leve livet, at mure sig inde eller bure sig inde af frygt og af angst er en frygteligt skæbne for et menneske at få.
	Der kan være mange grunde til, at vi låser vore døre. Der kan være en ganske bestemt oplevelse bagude i vort liv, som har skræmt os så meget, og som har brændt os så voldsomt, at vi isolerer os fra andre mennesker. Et traume, eller at vi er blevet svigtet så groft af et menneske, som vi har haft tillid til, at vi ikke længere tør udlevere vores tillid til andre. En skuffelse som har betydet, at vores forhåbning om noget godt og lyst er blevet nedbrudt. Det er situationen for mange mennesker også i dag. Det er som at befinde sig i et fængsel, som man ikke selv kan komme ud af.
	Det er denne situation, som er fanget ind i en nyere salme: "Vi vil en frihed uden bånd og lænker, hvor håbet lever, livets mylder gror, hvor freden skaber tumleplads for drømme, en jord hvor træer og blomster kan slå rod". Og videre hedder det: "Men stadig er der mure os imellem, og gennem tremmer ser vi livet an. Vort fængsels mur er rejst af frygtens stene, vor fangedragt er jegets grådighed".
	II.
	I dag er det stadig påskens budskab vi skal høre. Det skal vi i hele påsketiden frem til Pinse. Evangeliets beretning til i dag foregår som sagt samme dag, som Jesus opstod af den grav, han blev lagt i. Men der er ingen glæde at spore hos disciplene. De er skræmte fra vid og sans over det, som de har hørt kvinderne fortælle om deres oplevelse ved graven samme morgen.
	Derfor holder de sig nu inde bag lukkede døre. Det ville man ikke gøre, hvis man var jublende glad. Så var det om at komme ud på gaden i en fart og få fortalt til alle og enhver om sin glæde. Men de var blevet skammeligt skuffede over, at han i hvis hænder de havde givet hele deres liv og som de havde haft en uanet tillid til, at han nu havde svigtet dem. Deres tro på livet var blevet nedbrudt. Hvad var der nu mere at leve for.
	Det er ikke spor tilfældigt, hvilke episoder fra dengang, evangelisterne har valgt at bruge for at gøre det klart, hvad påske er, og hvad tro er. For det er jo ikke rub og stub, de har taget med. De sidste sætninger i evangeliet i dag siger, at Jesus også gjorde mange andre tegn, som hans disciple så: dem er der ikke skrevet om i denne bog, siger evangelisten. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. - Det er altid det, som er meningen.
	Fortællingen i dag har sin egen stærke måde at sige, hvad påske betyder - hvad det betød for disciplene dengang,- og hvad påske betyder for os, som lever et par tusind år senere. Det gør Johannes ved at fortælle om den lukkede dør. Og ved at sige, at Jesus, den opstandne, ikke kommer ved at han låser døren op udefra og siger: Kære venner! Nu kan I godt komme ud!
	I stedet betyder påske, at Han som er opstået fra de døde, pludselig befinder sig imellem os - i vort lukkede rum, som vi ikke kan bryde ud af, selv om nøglen sidder indvendig. Han sprænger døren indvendig fra og lukker op for lyset og livet. Det er ikke bare gjort med at sige: kan I så se og komme ud. Fortællingen i dag peger på 3 afgørende ting, som Jesus gør, eller vi kunne sige: som Jesus gør ved dem.
	For det første siger han til dem: Fred være med jer! Han skaber altså fred i deres sind. Og fred betyder i denne forbindelse ikke, at han dulmer dem ned. Fred betyder: Han samler det splittede og brudte. Han genrejser det faldne og knuste. Han heler det ituslåede.
	Dernæst siger han til dem: Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer. Det vil sige: Han viser dem ubegrænset tillid. Han stoler grænseløst på dem. Han overdrager dem sin mission. Nu bliver Jesu mission deres mission. Han betror dem fra nu af ikke bare at udbrede kendskabet til ham overalt, men også at bringe deres skrøbelige og sårbare tro videre til alverden.
	Endelig siger han til dem: Modtag Helligånden! Det er den udrustning, det værktøj, han giver dem. Sin ånd. Det fortælles sådan: Han blæste ånde i dem. For deres liv efter påskens begivenheder var udslukt. De var som levende døde. De eksisterede, men de levede ikke længere. De havde ikke noget at leve for, som vi også af og til udtrykker det. Det er jo ret beset en forfærdelig sætning. Tænk ikke at have noget at leve for!
	Selv om det kun var Jesus, som døde Langfredag, så døde de i virkeligheden også. Men nu opstår også de af døde. Deres liv begyndte igen med det, som skete påskedags aften. Med fred, mission og ånd.
	IV.
	Til alle os som lever mere eller mindre bag lukkede døre, os der ser livet an gemmer tremmer, os som er omgivet af mure rejst af frygtens stene, os der tvivler som Thomas, der først ville tro hvis han fik lov til at mærke Jesu sårmærker,- til alle os kommer den opstandne med liv og glæde, med frihed og frimodighed.
	Da skal vi ikke længere frygte livet. Da skal vi vove at leve det med alle de farer og risici, som det rummer. Da skal vi kaste os ud i det og deltage i hans store mission ved at være hans hænder og fødder i verden.
	Amen.
	Salmer: 700 - 396 - 190 / 212 - 365 - 198 v. 8 - 205
	Risskov Kirke, søndag den 27. april 2003.

8-6-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email