Hvis du har kommentarer så skriv til Henrik Busk Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	2. Søndag i fasten
	Bøn:
	Herre, vor Gud, himmelske Far, giv os din Helligånd, så vi forstår, Tager imod og bevarer dit hellige ord. Lad vort hjerte blive den gode jord, Hvori ordets frø kan sås ud, vokse og bære frugt til evigt liv. Amen.
	Prædiken:
	Vi er snart midt i fasten, og fasten har det formål, at den er en slags forberedelse og optakt til Påsken. Således forsøger vi at samle vore tanker om Påskens begivenheder.
	Temaet i dag er troen - og udholdenhed. Altså troens udholdenhed. Vi har lige hørt om den kanaanæiske kvinde og hendes anmassende og insisterende tro, der ikke nøjes med at bede om hjælp, men kræver at blive hørt. - Herpå belønnes hun for sin uafviselige tillid.
	Vores kirkes kirkefader kaldte søndag i dag for troens og udholdenhedens søndag. Luther gjorde i en prædiken opmærksom på, at den kanaanæiske kvinde var til eksempel på den fuldkomne tro - forstået på den måde, at tro er at holde fast og have tillid til Gud - at vi fra Gud kan vente os alt godt.
	"Din tro er stor!", sagde Jesus til kvinden. - Men han kunne også have sagt: "Din hjælpeløshed er stor!" - til den kanaanæiske kvinde, der råbte om hjælpe til sit syge barn.
	For hvad er det, som gør denne kvindes tro stor? - Det er, at hun rækker hænderne ud og modtager - og det er, at hun er vedholdende, udholdende i sin bøn om hjælp. Kvinden er i nød af kærlighed til sin datter. I sin nød kommer hun til Jesus. Og hendes tros-bekendelse er blot hendes nødskrig: "Herre, hjælp mig!"
	Sådan er det også med vores trosbekendelse, som vi siger ved gudstjenesten. Nok er den en kort "lærebog" om kristentro - men først og fremmest er den udtryk for den kristnes bøn, i urokkelige tillid til Gud, der sørger for os under alle livets vilkår.
	Det er såre enkelt. Troen kommer med tomme hænder og åbent sind, i tillid til, at Gud vil sørge for os.
	Den kanaanæiske kvinde er én af mange grå heltinder, som vi finder i de bibelske historier. På en måde minder hun om Leonora Christina fra Danmarkshistorien.
	Leonora Christina - martyr og heltinde. Gift med en landsforræder, som man siden rejste en skamstøtte over.
	Leonora C. fortæller selv i en bog, hvordan hun havner i fængsel (Blåtårn) i 18 år. Uvidende har hun været om sin mands forræderi.
	Som det stærke viljesmenneske hun er, så kommer opholdet til at betyder, at hun opgiver. For den lukkede dør afskærer hende fra sin familie, især børnene. Fra at være handlingsmenneske bliver hun totalt handlingslammet. - Hun vælger at opgive og indleder en sultestrejke.
	Men døden bliver ikke en løsning for hende. Med viljen vil hun dø - hun har jo opgivet. Men maven forlanger mad. Hun er ikke i stand til at gennemføre sit forehavende alligevel. Selvopholdelsesdriften lader sig ikke sådan uden videre skaffe af vejen. - Et mennesker er åbenbart mere sejlivet, end man skulle tro - der er en større trang til livet, end vi ved af.
	Leonora måtte opgive sultestrejke. Det betyder, at hun nu kastes ud i sin største krise overhovedet. Hun er bitter. Men i stedet for at blive indkroget i sin bitterhed - og selvoptaget. Så vender hun det udad - mod ingen ringere end selveste Gud.
	Og det mærkelige er, at det gør - at hun får nye kræfter. Hun læser historien om Job i Det gamle Testamente. Og Jobs historie viser sig at passe som hånd i handske til hendes situation og livshistorie.
	Hvad kommer hun frem til? Ja, Leonora kommer ud over bitterheden. Hun lærer tålmodighedens kunst. Og hun følte også, at den nødvendige tålmodighed blev givet hende fra dag til dag.
	Hun gav afkald på at finde nogen mening i det, der var blevet hendes liv. Hendes vrede blev ikke længere rettet mod Gud. Endsige nogen. I stedet lagde hun al mening i Guds hånd - i håb og tillid til, at Gud til gengæld ville give hende mod og tålmodighed til at holde ud - at Gud også ville sørge for hende under disse vilkår.
	Den kanaanæiske kvinde - og Leonora C. er altså eksempler på mennesker, der viser udholdenhed i troen. Hen over de århundreder, der skiller os fra dem, siger de: I skal ikke give op. - Den kanaanæiske kvinde og Leonora C. tog kampen op. - Den kanaanæiske kvinde, mor til en datter, tager kampen op - og våbnet er bønnen.
	Fortællingen om denne hedenske kvinde og hendes datter er en mærkværdig fortælling. Måske en af de mærkeligste i hele Det nye Testamente. Hun er ikke blot et menneske, der lider nød og kommer for at få hjælp. Hun er ikke blot et af de mennesker, som Jesu fatter medlidenhed med og umiddelbart hjælper. Det er især en fortællingen præget af stor uro og spænding - og det er det, der gør den anderledes.
	Nok råber hun om hjælp, men hun præger ham også. - Nok tegnes der et billede af hende som et fortvivlet menneske. Men også et billede af et menneske, som fortvivlelsen ikke har kuet.
	For hun er et menneske, der tror, at hun i Jesus Kristus møder Guds magt og kærlighed, Og som fastholder, at den magt og kærlighed også er for hende.
	Som hun siger det i billedsprog: Hun vil gerne nøjes med de smuler, der falder fra børnenes bord. Hun vil gerne mættes, når de har fået deres. Hun kender sin plads i frelseshistorien. Men hun slipper ikke Jesus, førend han velsigner hende - og derved ligner hun Jakob fra Det gamle Testamente.
	Med udholdenhed, med hurtighed og med humor satte hun sit præg også på Jesus. Kvinden her er et godt forbillede.
	Amen.

8-6-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email