Hvis du har kommentarer så skriv til Henrik Busk Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	3. Søndag i fasten
	Tekster: (5. Mos. 18,9-15): Ef. 5,6-9: Luk. 11,14-28.
	Salmer: 4 - 295 - 142 - 190.
	Bøn:
	Herre, vor Gud, himmelske Fader, Giv os din Helligånd, Så vi forstår, tager imod og bevarer dit hellige ord. Lad vort hjerte blive den gode jord, hvori ordets frø kan sås ud, Vokse og bære frugt til evigt liv. Amen.
	Prædiken:
	Teksten til i dag handler om livet - om menneskelivet, dets farer og håb.
	Men det kan ske, at de bibelske tekster er så svære (at vi næsten skal have udleveret åndelige brækjern) for at komme ind i dem og få dem åbnet - gjort ordene tilgængelige for os.
	Sådan er det også i dag. Ordene virker dunkle: al den tale om dæmoner og onde ånder lyder i vore ører som uforståelig fortidstale. Langt fra vores forståelse af virkeligheden.
	Sådan virkede teksten også på Sandøs degn, Johannes Vig. Johannes Vig skulle holde degnegudstjeneste (for Sandø var afskåret fra omverdenen på grund af ualmindelig hård isvinter): han stod for at skulle læse den tekst op, som vi lige har hørt: teksten til tredje søndag i fasten. - Teksten er voldsom. "Hvad kan jeg sige", siger Johannes Vig. - Mest er degnen til gøgl og pjank. At klukke som en høne. Eller udlægge teksten som værende bare et udtryk for "poesiens billeder".
	Men da han rejser sig fra sin plads, står under triumfbuen og læser teksten for menigheden, kan han mærke jorden gynge under den tekst. Et øjeblik føler han sig overmandet af en magt stærkere end en mand. Han mærker sig besat og bliver først befriet ved enken Lines hjælp: hun sidder på forreste bænk i kirken og ser op på alteret - op på opstandelsessymbolet, livets sejr over døden.
	En af dagene efter denne begivenhed i kirken siger kvinden Rigmor til degnen Johannes - : "Jeg har i grunden altid haft det godt, og alligevel er mit liv blevet meningsløst. Hvordan kan man da tro på en gud?" - Og Johannes svarer: "Da må man. Når du kommer til meningsløshedens yderste, da ser du, at det hele er en valplads, hvor to magter slås. Og et ingenmandsland gives ikke".
	Sådan begyndte teksten til tredje søndag i fasten at blive pågående og stærk, aktuel tale for degnen i Martin A. Hansens bog "Løgneren" - og sådan kan den også blive for os, hvis vi har ører at høre med.
	For teksten til i dag handler om det onde. Det onde findes. Vi erfarer det dagligt. Nok er det sjældent, at vi møder og ser det onde i demaskeret form. Heldigvis for det. Men vi kender nok snarere det onde i maskeret form. Og det helt bestemt.
	Vi kan synes, at den megen tale om dæmoner kan virke fremmedartet. Men egentlig er disse gamle forestillinger ikke så ringe endda til at udtrykke en erfaring af det onde. - Forestillingen om dæmoner fortælles os, at det onde ikke er et begreb eller en ide. Det onde er heller ikke en forestilling, men en virkelighed med krop og sjæl. Det onde er noget levende og virkeligt, der farer rundt og gør mennesker fortræd.
	Forestillingen om dæmoner er vigtig - for det fortæller os om, at der kan være noget, der besætter mennesker, tager dem til fange og gør dem ulykkelige og umenneskelige. At være besat er at være prisgivet livsødelæggende kræfter. Og besættelse er alt, hvad der trælbinder os. Og kan være så mange slags.
	- Man kan være besat af penge - så man lever som onkel Joakim i Anders And. Tilsyneladende i en uudsigelig lykke ved at tage bad i pengetank, men i virkeligheden som slave af pengene. Det er dem, der ejer ham. For han lever i bestandig frygt for at miste de penge, han engang skal forlade under alle omstændigheder.
	- Man kan være besat af magtsyge, så man vil have indflydelse og vil bestemme over alt og alle. Den magtsyge ønsker frihed til sig selv for enhver pris, men er netop ikke fri, fordi han eller hun er taget til fange af sit begær. Og det menneske, der står på magtens tinde, er måske ligefrem det mest ufrie og ulykkeligste af alle.
	- Man kan være besat af trangen til ære eller til at gøre alle tilpas. Eller man kan være bukket under for misbrugets, f.eks. narkotikaens tyranni. Dens frygtelige magt til at ødelægge mennesker. Og man kan stritte imod, og man kan gør, hvad man vil fra samfundets side, og det ser ud til, at det ikke hjælper.
	Et sted i Det nye Testamente står der (2. Pet. 2,19): "For det, man ligger under for, er man slave af".
	Der findes altså forskellig slags besættelse, der kan ramme os i flæng. Lad os bede Gud om, at ikke vi rammes.
	Men vi er sårbare. Og i teksten gives flere advarsler for at undgå besættelse. - Menneskesindet, siger Jesus, er som et sted, der kan tømmes - men det kan ikke forblive tomt. - Intet menneske kan forblive tomt, intet menneske er neutralt område. Der kæmpes om os og i os - ingen kan sige: jeg forholder mig neutralt. - Derfor bruger Jesus billedet af den urene ånd, der er faret ud, og farer hvileløst omkring, vender tilbage til sit hus, finder det fejet og prydet og finder og tager syv andre ånder med sig. - Et billede der vel bare afslører evangeliets realisme.
	Når det altså drejer sig om dæmoner eller alt det, der besætter og ødelægger menneskelivet - så gælder det, at tomhed er farligt. For tomhed er altid ledsaget af kedsomhed. Og så kan det hænde, at man byder dæmonerne indenfor i sin tomhed, fordi man keder sig.
	Vi har talt om det onde - både den maskerede og den demaskerede ondskab. Den maskerede ondskab er måske ligefrem ligegyldigheden, ladheden, dovenskaben, som trives blandt mennesker, - og som også kan gemme sig i systemer og institutioner, gemmer sig bag love og paragraffer.
	For at værne vort liv mod disse farer skal tomhed fyldes ud med alt det, der hører Gud og hans rige til. - Vi må skelne mellem ondt og godt, had og kærlighed, død og liv. Og så vælge godheden, kærligheden, ja livet - Selveste Guds vej.
	Der er to muligheder for os i dag: at vælge Gud eller at vælge det onde. Gud er kærlighed, og i kærlighed bliver alt liv til, der er trøst og glæde, der fastholdes håbet, og modsiges døden.
	Men det er ikke altid så let og enkelt at skelne mellem godt og ondt i livets mange store og små sager. - Ikke alt, hvad der giver sig ud for at være kærlighed, er det. Og ikke alt, hvad der går os imod, behøver at være ondt. Kærlighed kan komme ud for både at skulle sige ja og nej.
	Det er svært at vælge. Og står det til os? Hvad gør vi?
	Hertil skal siges: det vigtigste er, at vi fastholder, at der skal skelnes, at der skal vælges mellem godt og ondt og at vælge det gode.
	Der findes en livsmagt, som vi kalder Gud, og en livsødelæggende magt, som vi kalder Satan (det betyder i øvrigt modstander, Guds modstander). Vi skal vælge. Vi kan ikke være neutrale.
	Men presset er taget fra os. - For Gud kender vi i Jesus Kristus, som ved sin selvhengivende kærlighed og sit stedfortrædende offer valgte os, så vi kan vælge Gud.
	Amen.

8-6-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email