Hvis du har kommentarer så skriv til Henrik Busk Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Langfredag
	Salmer: 160 - 168 - 166 // 167 - 184.
	Bøn:
	Barmhjertige, evige Gud. Du, som gav hele menneskeslægten Et forbillede på ydmyghed, Da du lod vor frelser tage vort kød og blod på sig. Vi beder dig: Giv os nåde til at tage ved lære af din Søns tålmodighed, Og gør os frimodige i troen på, At vi skal vågne til fællesskab med ham i hans opstandelse. Amen.
	Prædiken:
	I Jesu lidelseshistorie har næsten alt menneskeligt og umenneskeligt sat hinanden stævne. Her er mennesket i dets gemenhed - : disciple, der fornægter og forråder deres herre - mennesker, der spytter på og giver næveslag i ansigtet på en værgeløs fange - rå soldater, der rafler om en døendes klæder, mens han hænger lige over dem og pines ihjel. - Men her er også kvinder, der midt i råhed og kynisme græder over ham, fordi de dog har et menneskehjerte - her er en mor, der bliver hos sin søn i trofast kærlighed midt i hans ubegribelige og fornedrede skæbne - her er en røver og morder, der ansigt til ansigt med Guds kærlighed i Jesus Kristus angrende henter sit fortabte liv tilbage til tilgivelse og opstandelse. Det er påfaldende, at Jesu lidelse og død ikke udmales - i evangelierne. Her findes ingen gotisk besættelse af lidelsen. Selve korsfæstelsen nævnes i en bisætning. - Soldaterne er på arbejde, - de gør, hvad de skal, kontant og usentimentalt, og de kan deres profession. - Nej, evangelierne ligger fjernt fra det, vi ellers kender - fjernt fra klassiske skildringer som Homers "Iliaden" og hans "Odysseen" og vore dages film, hvor der svælges i volden, og alt skildres plastisk. - Det er næsten slående, hvor asketiske evangelierne er i skildringen af Jesu død.
	Der er ingen tvivl om, at Markusevangeliets skildring af passionshistorien i al sin ydre fattigdom er den væsentligste - for særligt i Markusevangeliets nøgterne skildring fornemmes det frygtelige Langfredagsmørke. - Vi har i dag lyttet til Johannesevangeliets beretning, og her er - hvor utroligt det end lyder - en stor forskel fra det, vi møder hos de øvrige evangelister.
	For det, der først falder i øjnene, er vel, at det grusomme og gådefulde her synes borte. Begivenhedsforløbet hos evangelisten Johannes er præget af en mærkelig ro og sejrsbevidsthed.
	Hvor de øvrige evangelister skildrer Jesus som den passivt lidende - : her fortælles mere om folkene der står omkring korset end om ham der hænger på det - så skildres Jesus i Johannesevangeliet som ham, der i flere sammenhænge tager initiativet og samler trådene. - Det fremgår særlig tydeligt af hans slutreplik.
	Således har vi fra dette kors, som er centrum her på Langfredag, nogle ord, nemlig syv ord i alt - forskelligt overleverede hos evangelisterne, men tilsammen er de med til at tegne et billede af ham, der blev korsfæstet - og af hans budskab.
	Nogle af ordene er ligefremme, f.eks. dette: Jeg tørster. - Andre synes ubegribelige i deres gådefuldhed og frygtelighed: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? - Andre igen er ubegribelige i deres ubegribelige kærlighed: Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! - Og da det lakker mod enden på denne lange, lange fredag lyder endnu eet ord: Det er fuldbragt. - Det ord har vi netop fra Johannesevangeliet.
	Det ord kan være tvetydigt rent sprogligt set. Det kan betyde det mest ligefremme - : Det er forbi - som tusinde andre døende har sagt det både før og siden, når de følte, at den sidste time var kommet. - Således er der ingen særlig tro, intet særligt håb i de ord, blot en træt konstatering.
	Men en kristen menighed hører disse ord ikke først og fremmest i sprogets lys, men i opstandelsens lys. Og derfor høres ordene i den anden betydning, som de også kan have, og som de har i Det Nye Testamente og i Jesu mund: Det er fuldbragt - og det vil sige ikke blot: det er til ende, men frem for alt vil det sige: det er tilendebragt, bragt til sin mening og til sit mål.
	Hvad er det ved Langfredag, der er så ubegribelig? - Han døde for os, - siger vi. Men hvad betyder det? - For os, - i stedet for os, - hvad vil det sige?
	Vi ved godt noget om, at i nogle sammenhænge kan én træde i stedet for andre. Tænk på jernbanemanden, der så, at en kollega var ved at komme i klemme mellem et par puffer, og som så sprang til og fik den truede væk, men selv blev ramt.
	Det sker, at én træder i stedet for andre. Men som ingen andre har evnet det, gjorde Jesus det. Han gjorde det, fordi han var blevet en af os. Han ville det, fordi han på samme tid var en anden end os.
	Kristus døde, for at vi skal leve - ja, han døde i vort sted, han skubbede os bogstaveligt væk fra døden. - Som han i Getsemane Have havde bredt sine arme ud over sine disciple og skubbet dem bort fra hans og deres fjender, og sagde: Tag mig, men lad dem gå - sådan bredte han sine arme ud på korset: Lad det komme over mig, jeg er villig til at betale den dyre pris for at blive ved med at elske i en verden præget af ondskab og vantro. Men lad dem gå: Far, tilgiv dem.
	Kristus døde for at vi skal leve. Og det skete sådan helt konkret og bogstaveligt på Langfredag - : En af den dags mange bipersoner får pludselig status som hovedperson. Det er Barabbas, terroristen, der har forbrudt sit liv, og som sidder i fangekælderen. - Barabbas - "sin fars søn" - det betyder hans navn ret oversat. - På et tidspunkt skriger folkemængden ham fri - og Jesus dør i Barabbas sted - eller, om vi vil: på Barabbas sted. - Jesus, der før nogen anden var sin faders søn, har overtaget den dømtes sted - og Barabbas, et menneske på mange måder som os, har overtaget Jesu plads som den frieste af alle.
	"Barabbas, den frikendte . Det er Barabbas, den frikendte". - Sådan gengiver forfatteren Par Lagerkvist i sin roman om Barabbas - råbet mod røveren, da Jesu disciple finder ud af, hvem han er. - Forfatteren skildrer Barabbas liv efter hin lange fredag. Barabbas, som blev fri, men som alligevel ikke kunne frigøre sig fra det, som var hændt ham. Sådan set kunne han have vandret ud af Jerusalem og fortsat sin terroristvirksomhed, men han var herefter uløseligt fanget af det, han havde oplevet.
	Han var på en mærkelig måde fanget af det menneske, som var død i hans sted.
	Det er korsets, lidelsens og forkastelsens gåde, som vi her bliver konfronteret med. - For Par Lagerkvist er Barabbas ikke blot en tilfældig skikkelse fra en fjern fortid - men han bliver billede på det moderne menneske, som må kæmpe for overhovedet at finde mening i en fremmed mands død for længe siden. Det er gåden om, hvorfor der overhovedet kan være frihed og befrielse i forkyndelsen om en mand, der forrådes, forkastes og henrettes.
	På den måde bliver romanens Barabbas talerør for forfatterens egne spørgsmål om tro og tvivl.
	Romanens Barabbas må hele livet kæmpe med, at han blev en del af den lange fredags begivenheder, hvor en anden trådte i hans sted. Først langt senere bliver han fri. Det sker, da han som livsfange dybt nede i en umenneskelig kobbermine på Cypern beder en medfange, en armenier, om at indskrive navnet Kristus bag på sin slavebrik. Først i kobberminernes dybe skakter bliver Barabbas fri. Her bliver troen på Kristus som den opstandne og nærværende herre og frelser på en særlig måde en realitet for ham, - det bliver kilde til frihed og liv, også selv om alting taler om det modsatte, nemlig om slaveri og død.
	Jesus siger ifølge evangelisten Johannes - : "Det er fuldbragt". - De ord skal dog ikke få os til at se Jesus som et overmenneske eller en superman, der i kraft af sin enestående trosstyrke eller indre afklarethed er højt hævet over den tragiske skæbne, der bliver ham til del. - Det er ikke historien om Sokrates om igen, han, som tog imod giftbægeret med en sådan ro og sindsligevægt, at det for mange siden blev den ideelle måde at leve på og også at dø på. - Jesu sidste ord er ingenlunde udtryk for en heltemodig død. Ordene er først og fremmest udtryk for: at døden bliver den yderste konsekvens af hans liv. Til det sidste er han optaget af at fastholde kærligheden og troskaben. Der, hvor han møder forræderi, holder han troskaben på plads. Der, hvor han møder svigten, fastholder han sin kærlighed.
	Således er fortællingen til Langfredag andet og mere end en fortælling om mørkets magt og uretfærdighedens triumf. For han kom med liv. Selv Langfredag forkynder det. Netop Langfredag forkynder det. Ind i døden gik han, hvilket betyder, at døden ikke længere er skyldens sted. Forlig og forsoning er nemlig sket.
	Jesus sagde: "Det er fuldbragt" - og udåndede. Han var død, men Gud åndede stadig på verden. Det var, som tog han atter fat omkring jorden. For nu skal Kristus ind i døden, ned til dødsriget og gennem døden - for selv inde i det mørkeste mørke skal Guds nærvær mærkes.
	For hvis Gud er i Jesu lidelse og død, så kan vi i al fremtid ikke forestille os en lidelse og en død, hvori Gud ikke er nær. Det er dette solstrejf, der skal lyse ind i Langfredags mørke.
	Amen.

8-6-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email