Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Midfaste søndag 2003 i Kr. Skensved og Jersie
	GT-læsning: 5. mos. 8,1-3 Evangelium: Johs. 6,1-15 Salmer: DDS 368, 255 - 726, 697, (867) og 357
	"Ved I nu hvorfor det kimer?" Sådan spørger Grundtvig i den prægtige festsalme, som vi indledte vores gudstjeneste med her i dag.
	Ser vi historisk på det, skal vi tilbage til det 6. årh., hvor kristendommen som sin tids nyreligiøse bevægelse var på fremmarch fra syd op gennem Mellemeuropa. Indtil år 300 havde de kristne været et forfulgt mindretal, men fra dette tidspunkt sker der en afgørende ændring i den romerske kejsermagts holdning til de kristne. I stedet for at se dem som fjender, der skal bekæmpes, allierer Kejser Konstantin sig med kirken og begynder i stedet at give den privilegier, f.eks. ikke blot retten, men i visse tilfælde også jorden til at bygge kirke på.
	Snart var der kirker i alle større byer. Og hurtigt når vi det punkt, hvor kirken ikke blot ved sin tilstedeværelse viser, at her forkyndes Guds Ord til mennesker, men at den også ved sin lydlige dominans - ved en kirkeklokkes kalden - præger billedet af et kristent Europa. Kirkeklokken var derfor et tegn på nye tider. Det gæjaldt også i Danmark, hvor Ansgar i 850 ikke blot fik lov til at bygge den første kirke i Hedeby, men også - til mange af sine hedenske naboers store utilfredshed - fik lov til at kalde til gudstjeneste med en klokke! Da man i slutningen af 70´erne udgravede havnen ud for Hedeby, fandt man en klokke, som kan dateres til 950. Arkæologerne mener at den og andre er blevet støbt her, for at blive sejlet op til en af de mange nybyggede kirker i Danmark eller Sverige. Og at der virkeligt var brug for det, er der ingen tvivl om, idet langt hovedparten af vore danske landsbykirker netop blev bygget i de efterfølgende to århundreder.
	Fra begyndelsen var der ikke tårne på de danske kirker - klokken hang frit ned fra et træ eller på en klokkestabel. Først med det store byggeri med munkesten i 1200-tallet kommer klokken og klokkeren i læ for regn og vind. Klokken bliver også løftet op, så den kan høres af alle sognets beboere. De fleste af vore danske sognegrænser er netop tegnet af den danske kongemagt i denne periode.
	Sognet blev den geografiske afgrænsning, der gjorde det muligt for folk at søge eller sogne til kirke. Det kunne være, når der var gudstjeneste eller det af andre grunde var nødvendigt at kalde alle sammen f.eks. ved krig eller glædelige meddelelser, der skulle spredes hurtigt. Allerede fra midten af 1100-tallet kender man skriftligt belæg for at en biskop Elias i Ribe har søgt at sætte klokkeringningen i system, men rigtig orden kom der først på den, da Chr. V i Danske Lov fra 1683 påbyder daglig morgen- og aftenringning samt angiver, hvordan der i øvrigt skal ringes med kirkens klokker. På dette tidspunkt er der ingen tvivl om, at den daglige klokkeringning fra landets kirker har virket som samfundets fælles åndedrag eller byernes pulsslag. Klokkeringning lå på faste tidspunkter og var således den eneste form for fælles tidslige orientering udover solens gang over himlen.
	Der er heller ingen tvivl om, at dette fælles pulsslag havde ikke så lidt med kongemagtens bestræbelse for at samle, forene og ensrette det danske folk at gøre. Folk, der går i flok, er nu engang lettere at styre end de, der går deres egne veje. Det gælder politisk såvel som religiøst. Alene dette, at det var kongens Bibel, der skulle ligge på alteret siger næsten alt om den betydning man lagde i samspillet mellem konge og kirke. Og i klokketårnet her i Jersie kan man ved selvsyn se, hvordan klokkerne har været taget i brug, hver en af vore danske konger døde og blev begravet, og der blev beordret kongeringning over hele landet.
	Dette var den historiske baggrund, som jo ikke er uden interesse. Men det var nok alligevel ikke lige det svar, Grundtvig forventede, da han spurgte: "Ved I nu hvorfor det kimer?" For selvom Grundtvig var historisk interesseret, skyldtes hans interesse ikke historien som sådan, men derimod den prægning, som den danske historie har givet det kristne budskab, som det forkyndes hos os den dag i dag.
	Grundtvigs salme er nemlig først og fremmest en salme, der er skrevet som indledning til søndagens gudstjeneste: Denne er dagen, som Herren har gjort, den skal hans tjenere fryde!
	Det er med andre ord ikke advarslen om pest og krig, som Grundtvig her tænker på, men forkyndelsen af et glædeligt budskab, sådan som det f.eks. skete ved befrielsen af Danmark i maj 1945. Her skrev Mads Nielsen teksten til en af de sange, der er allermest knyttet til fejringen af befrielsens glæde: En lærke letted og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang. De tusind tårne tog til at tone, så landet fyldtes af klokkers klang.
	Nej, hvor glædelig befrielsen fra de fem onde år end var, rækker søndagens glæde i flg. Grundtvig langt dybere: Op han i dag lukked Himmerigs Port så skal hver søndag det lyde: thi dens hellige timer herligt af graven opstod Guds Ord nådig fra himlen Guds Ånd nedfor.
	Det er klart, at Grundtvig ikke kun tænker historisk. Det er også tydeligt, at hans udsagn inkludere det nu, hvor vi i dag samles om det, der engang er sket. "Op han i dag lukked Himmerigs port". Vi skal på en uforklarlig måde være samtidige med det, der skete dengang - vi skal også mærke både påske og pinse på vor egen krop og i vort eget liv - også vi, der er samlet i dag, skal opstå og blive levende med Kristus!
	Budskabet om Jesus Kristus, der opstod og hvis virke omfatter både levende og døde, gælder altså stadig. Ikke fordi vi er i stand til at genoplive fortidens forlængst glemte og døde begivenheder, men fordi pinsen varer ved. Guds Hellige Ånd stadig virker i og hos os nu. Det er Gud selv, der blæser kraft og liv i den forkyndelse, som skal lyde her i kirken hver søndag året rundt. Og dette er så vigtigt, at klokkerne skal kime og kalde, så alle kan vide at nu samles vi om det, som er livet selv. Om det så lykkes, siger Grundtvig, det behøver vi ikke bekymre os om - for om det sker, det afgør Gud selv. Frels da nu, Herre, giv lykke og held! værket i dag er dit eget!
	Kirken og menigheden er intet andet end de mennesker, der samles omkring Guds ord og dåb og nadver. Hvor dette sker, bliver kirken til som det fællesskab, Gud har lovet at virke i og gennem. Hvor det ikke længere sker, er kirkebygningen en livløs og tom skal, man ligeså godt bare kan vælte omkuld.
	Derfor er det uomgængeligt at enhver gudstjeneste indledes med bønnen: Herre, vor Gud, ja besøg os i glans, hvor i din kirke vi mødes.
	Og i sidste vers: Ja, lad så virke dit bad og dit bord med de indviede tunger at det kan høres, din Ånd og dit Ord, er det som taler og sjunger.
	Kun, hvis det er Gud selv, der virker alt dette, kan vi jo vide, at "Herren er liftlig og ejegod!" Kun hvis det sker, kan vi erfare at kristne har kronede dage. Alt, hvad vi skal gøre for at det virkeligt kan blive både søndag, påske og pinse i dag, det er at vi kommer med de smuler, vi har, og bærer dem frem for Gud: Vore glæder og sorger - vore bekymringer og vort håb. Vor dagligdag og hverdagsliv med alle dets fejl og kommen til kort, men også vor fælles glæde og lykke, når livet i et glimt afsløres sine dybder og mysterier. For hvor småt det end kan synes at være, er intet for småt til at Gud ikke kan gøre det til kilde for det, som han vil.
	Som de to fisk og de fem brød, som en lille dreng havde fået med sig hjemmefra, en dag kom til at mætte de femtusinde forhutlede mennesker, vi hørte om i evangeliet til i dag. Det afgørende for at det kunne ske, var dels at disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og dels at Jesus selv velsignede de smuler, de da bragte ham. Når det sker, kan alt ske - ja, da kan der endog bliver noget tilovers, som andre kan leve af. For vi mennesker lever jo ikke af brød alene, men af alt det, der kommer til os fra Guds selv.
	Det er for at alt dette fortsat skal komme til os og være dagligt brød for os, at der i sin tid blev bygget kirke, trykt bibler og hængt gamle klokker op. Nu ved I altså, hvorfor klokkerne kimer og kalder!
	Amen!

9-6-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email