Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Mariæ Bebudelse i Jersie og Kr. Skensved 2003
	GT-læsning: Esajas 7, 10-14 "Immanulstegnet" Evangelium: Lukas 1,26-38 "Maria Bebudelse" Salmer: DDS 8, 172 - 323, 488, (63 v.5) og 89.
	Vi er dem, der andre ikke må lege med Vi er det dårlige selskab Vi har en svag karakter og en billig fantasi Det´ da godt at vi blev født Før aborten den blev fri
	Sådan synger gavflaben Kim Larsen, med det store hjerte og den altid vågne sans for de små og udstødte eksistenser i samfundets yderkanter. Og vi giver ham naturligvis både ret og for en stor del også vores sympati, for naturligvis skal de også være her, alle de vinde og skæve eksistenser, vi har omkring os.
	Sådan var det ikke på Jesu, hvor den skare, der blev betragtet som tilhørende det dårlige selskab, var moget større og bredere sammensat end vi kender det i dag. En af de udstødte grupper var foruden de syge, de fattige, tolderne og luderne også hele gruppen af ganske almindelige kvinder.
	Der er ganske vist ikke spor i evangelierne af, at Jesus af egen drift opsøgte kvinderne, men kom de selv og opsøgte ham med al deres sygdom, sorg og smerte, så afviste han dem ikke - tværtimod - hvilket var et særsyn i samtiden. Derfor lyder det også naturligt, at der i den skare, der fulgte ham og hans disciple, var kvinder, selvom vi ikke helt kan afgøre, hvilken rolle de spillede.
	Hvorfor er dette med kvindernes tilstedeværelse og ligeværdighed i Jesu umiddelbare nærhed nu vigtigt? Fordi Jesu holdning til kvindernr ikke kan adskilles fra den rolle og betydning, som Maria har i dagens tekst. Samtidig er netop Jesu holdning også grunden til, at vi i dag har sympati for Kim Larsens sang om det dårlige selskab - selvom holdningen naturligvis ikke er den samme, hvis selskabet ligefrem kommer bosætter sig i vort nabolag.
	Fortællingen om englens bebudelse af Jesu fødsel har naturligvis altid været omgæret af en vis usikkerhed - ja, og vel også anledning til hånlige skuldertrækninger fra mange sider. Og sådan er det også i dag, hvor en gennemgang af trosbekendelsens enkelt led - herunder også henvisningen til Jesu fødsel af Maria - godt kan sætte et tvivlsomt blik eller en undertrykt smilen i gang. Alle de vittigheder, der i tidens løb er fortalt over emnet jomfrufødsel, afslører blot hvor svært det er for selv frisindede mennesker i dag at forholde sig til. Ikke blot er der stor tvivl om, hvad dette udsagn skal utrykke, men de fleste forstår vel ganske enkelt ikke at det kan bære på nogen fornuftig mening overhovedet!
	Netop derfor vil nogen måske undre sig, når jeg nu fortæller, tvivlen ikke er helt uden grundlag i det Ny Testamente selv. Hos den tidligste af evangelisterne, nemlig Markus, som er skrevet mindst 20 år før Matthæus og Lukas - der begge har en fortælling om Marias jomfruelighed, som Markus slet ikke kender til - hedder det et sted, at da Jesu kom til sin hjemby og forkyndte i deres synagoge dér, blev folk meget forundrede og spurgte: »Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?« Og de blev forarget på ham. (Mark. 6,2-3).
	Forargelsen har naturligvis sin grund i, at man kender Jesus og hans familie som ganske almindelige mennesker - oven i købet af de mere simple af slagsen! Men måske forargelsen tillige er så meget mere større, fordi de faktisk kender Jesus som et barn, hvis oprindelse synes meget tvivlsom - måske et uægte barn? Det er nemlig tydeligt at de godt ved, at Jesus ikke har nogen far eller at Marias mand og far til hans øvrige søskende måske slet ikke vil kendes ved ham. Jesus omtales nemlig her hos Markus som "Marias Søn", hvilket efter gængs praksis er betegnelsen for et barn født udenfor ægteskab. Var Josef anerkendt som far eller havde han selv anerkendt Jesus som sin Søn, så skulle han nemlig have været omtalt som Josefs søn!
	Hvis dette er rigtigt, er der måske noget om snakken? Måske så meget, at de første kristne med alle midler og en ikke helt billig fantasi har søgt at imødegå kritikken ved at finde en forklaring på, hvorfor Jesu jordiske far åbenbart synes fraværende i det tidligste skrifter. Og når de vælger at videregive disse grunde med fortællingen om, at han var undfanget ved Helligånden, så havde de nogle meget troserfaringer at bygge på. For grundlaget har de ikke fundet ved konkret viden om, hvordan det nu egentligt gik for sig ved Jesu undfangelse og fødsel, da den jo af gode grunde lå langt udenfor deres rækkevidde.
	Derimod tog de udgangspunkt i den erfaring, som de første tilhængere havde af mødet med Jesus og tolkede den i lyset af det afsnit hos Esajas, som vi lyttede til indledning. Det sted, hvor det hedder at den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, som skal hedder "Immanuel".
	Pointen her er, at den græske oversættelse dels lader den unge kvinde fremstå som jomfru og dels, at navnet skal sige noget om barnets betydning: "Immanuel" betyder nemlig "Gud er med os!" For var der et indtryk, som stod prentet i bevidstheden hos alle, der mødte Jesus, så var det dette, at han talte og handlede som den barmhjertige Gud for alle de små.
	Dette er naturligvis kun gætteri, for vi ved det ikke og vi kan aldrig komme til at konstatere sandheden om, hvordan han blev til det menneske, han trods alt var.
	Hvad skal vi så stille op i dag med dagens tekst om bebudelsen? Dem skal vi naturligvis tage for det, de er og fremtræder som, nemlig trosudsagn, der siger noget der er større og vigtigere end det, en DNA-prøve evt. ville kunne påvise. Beretningen eller fortællingen hos Lukas om englen, der kommer til Maria og bebuder Jesu fødsel, er trosbekendelsens ord i fortællingens form. Den fortæller, hvad de første kristne troede om Jesus, ikke ud i den blå luft, men fordi de i mødet med ham, i hans gerninger og i hans forkyndelse mødte en Gud, som ville være Gud for netop det dårlige selskab. Den Gud, som han kalder sin far, og er netop Ham, som ville være Gud for alle de små og udstødte! En Gud, som ikke er for fin og ren til at opsøge alle dem, som andre kun havde et skuldertræk til over for.
	Jesus selv havde denne tro og tillid fra sin dåb i Jordan. For selvom han i samfundets øjne måske var et uægte barn, oplevede han ved sin dåb ikke desto mindre, at det netop var ham, den almægtige Gud var faldet for. Af alle dem, som Johannes døbte, var netop han den skæve eksitens, som blev udvalgt med ordene: "Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag". Den søn, som ingen anden far ville vedkende sig, tog Gud til sig som sin egen Søn. For Gud kan nemlig det, som vi har svært ved: Gud kan skrive lige på skæve linier. Gud bruger den uglesete og forkastede for at frelse os. Hvad enten det er den uinge Maria med den tvivlsomme forklaring på sin gravidetet eller Jesus, der livet igennem bandt sig til de forkastede og skæve eksistenser, som vi har så stor sympati for i dag.
	Når evangelisten Markus tilsyneladende ikke er anfægtet af dette, er det vel fordi han alt dette ser en foregribelse af hele Jesu lidelseshistorie - den, vi i påsken følger og lever med i - hvordan ingen ville kendes ved ham, hvordan han blev forkastet, pint og slået ihjel indtil Gud påskemorgen greb ind og skænkede ham opstandelsens nye liv.
	Når Gud på den måde vedkender sig en uægte bastard, hvordan, spørger Markus og med ham hele efterfølgende kirke - hvordan kan vi da tro, at noget menneske vil kunne falde udenfor hans kærlige hånd?
	Er dette da ikke det virkeligt underfulde, som troen på Jesu undfangelse ved Helligånden såvel som fortællingen om englens bebudelse skal fastholde for os? For det er jo - når det kommer til stykket - netop det, der betyder noget for os i dag - at ingen af os kan ende i så dårligt selskab, at Gud ikke vil kunne nå os - heller ikke dér, hvor alle andre vender ryggen til os? Og vender Gud os ikke ryggen, har vi jo intet at frygte! Så kan vi alle - som Maria - tage imod det liv og den skæbne, som han giver og sammen med hende sige: "Se, så er vi jo også dine tjenere!" Mænd og kvinder, voksne og børn, unge og gamle, ægte og uægte, indfødte og indvandrede - you name them!
	For er Gud sådan, findes der ikke længere dårligt selskab. Ingen, som vi ikke længere skal undgå at lege med, fordi vi selv har en alt for billig fantasi til at lade dem omfatte af den samme kærlighed, som Gud rækker os! Så har vi alle lige ret til livet - både her og siden. Er Jesus "Immanuel", er Gud jo også for os! For i Jesus har Gud en gang for alle givet sig det dårlige selskab helt og fuldstændigt i vold.
	Den tro og den tillid afgør alt! Den rummer og omfatter også, at troen er i stand til at løfte virkeligheden op på et højere plan end det, der nogensinde vil kunne afgøres med en DNA-profil. Og det er netop ikke udtryk for en billig fantasi, men for den dybe og stærke tro på, at Gud har muligheder, som vi mennesker ikke har, når han kommer os i møde.
	For kun med den tro, som vi hører om og bekender i dag, kan vi alle tillidsfuldt sige: Det ske os - ikke som vi med alle vore grænsedragninger og klassifikationer af godt og dårligt - ægte og uægte - vil, men alene som Du Gud, vor Far i himlen, vil!
	Amen!

9-6-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email