Hvis du har kommentarer så skriv til Lotte Lyngby Nielsen Hvis du vil printe siden ud se her

	I øjenhøjde
	FDB's blad Samvirke har inviteret en række danske skribenter til at fortælle om deres barnetro - og om at miste sin barnetro. I denne måned er det forfatteren Bo hr. Petersen, der fører pennen. Han fortæller om, hvordan han som lille dreng kunne se Gud. Det kunne han, når han gik ind på sin mors værelse. For der hang Gud på væggen. Man skulle løfte hovedet for at se ham. Gud var på et billede af et landskab med grønne bakker og fjerne bjerge. Hvis man gik ind i billedet og nåede helt frem til bjergene i baggrunden, så ville man stå direkte over for Gud. Det var HAM, der lå og strakte sig og skabte forbindelse mellem jord og himmel. Gud lå ned og Gud var selve bjerget. Gud behøvede hverken stå eller gå eller sidde. Gud kunne ligge ned og kigge på den himmel, han havde skabt og være bindeled til den jord, som også var hans. Det var helt tydeligt. Gud var i Bos mors værelse. Sådan tænkte og sådan troede drengen Bo. Man skulle bare lægge nakken tilbage. Så kunne man se ham.
	Drenge bliver større. Det gjorde også Bo. En dag var han blevet så høj, at han kunne se direkte ind i billedet uden at skulle løfte hovedet. Han burde jo være blevet glad for øjenhøjden. Det blev han ikke. For han kunne ikke længere se Gud. Han kunne ikke på nogen måde vride Gud ud af billedet. Han så kun ... bjerge.
	Sådan fortæller altså Bo hr. Petersen om sin barnetro og tabet af den. Så længe han skulle lægge nakken tilbage og kigge op, kunne han se Gud. Da han kom i øjenhøjde, holdt Gud op med at være Gud. Og var ikke andet end et bjerg.
	I dag er det Kristi Himmelfartsdag og denne af kirkens festdage har som tema på sin vis netop "øjenhøjde".
	I bibelens store fortælling har mennesket fra første begyndelse stræbt efter at komme i øjenhøjde med Gud.
	Det begynder i Edens have. Adam og Eva spiser af kundskabens træ, fordi slangen bilder dem ind, at de kan blive som Gud, hvis de gør det.
	Det fortsætter i Babel, hvor menneskene sætter sig for at bygge et tårn, der når helt op til himmelen. De vil vokse sig op i øjenhøjde med den største.
	Overfor sådanne tilstræbelser må Gud gribe ind. Adam og Eva sendes udenfor haven. Menneskene i Babel rammes af en sprogforvirring, der gør det umuligt for dem at fuldende tårnet. Gud standser menneskets bestræbelser.
	Måske fordi Gud ved, hvad den lille Bo sidenhen skulle erfare: Det duer ikke, at mennesket er i øjenhøjde med Gud. I øjenhøjde er Gud ikke til at få øje på. Gud ses bedst, når mennesket ser op.
	Det er også derfor, at Jesus må fare til himmels, tror jeg. Han skal ud af øjenhøjde. Så han kan ses af flere. Så vi kan få øje på ham.
	I Jesus bryder Gud alle sine tidligere principper. For i Jesus viser Gud sig i øjenhøjde med mennesker. Han bliver selv et menneske, en mand blandt mænd og samtidig Gud blandt mænd.
	Men menneskene kan ikke få øje på ham. De ser kun manden. I øjenhøjde kan de ikke få øje på Gud. Det var jo i grunden forsvindende få, der sluttede op omkring Jesus i hans tid på jorden. Et par små håndfulde trofaste - og så nysgerrige folkeskarer, der vist mest så ham an. Langfredag var der ikke mange af dem tilbage.
	I øjenhøjde er det svært at se Gud. Ja, selv i øjenhøjde med den opstandne er det svært at se Gud. I evangeliet til i dag hører vi Jesus bebrejde disciplene, at de ikke har troet på hans opstandelse.
	Derfor må Jesus fare til himmels. Han må op over øjenhøjde, så flere kan se ham. Han må til himmels, for at vi skal kunne få øje på ham.
	Hvad skulle han så her på jorden?, kunne man spørge. Jeg tror, at han skulle åbne himlen for os. Så der ikke længere er brug for bidder af kundskabens træ eller babelstårne for at nærme sig Gud. Han skulle lære os, at Gud er vor Far i himmelen. At Gud er en Gud, der elsker.
	Jesu liv på jorden, hans gerninger, hans ord, hans død, hans opstandelse, hans himmelfart, hele den store kristne fortælling, den blev til for at vi skal have et billede, som billedet på væggen i den lille Bos mors værelse. Fortællingen om Jesus er et billede, som vi kan lægge hovedet tilbage og fordybe os i. Den et billede, hvori vi kan få øje på Gud. Det besynderlige og forunderlige er, at vi derved skænkes mulighed for at se Gud tydeligere end de, der mødte Jesus ansigt til ansigt. I øjenhøjde er det svært at se Gud. Jesus farer til Himmels for at flere skal kunne få øje på ham.
	Han efterlader sig evangeliernes beretninger. Et billede vi kan fordybe os i. Han efterlader sig åbningen i himmelen, så vi kan lægge nakken tilbage og bede til Gud. Han efterlader sig også en stump af sig selv i hvert eneste menneske på jorden. Han efterlader sig en mægtig opgave. Til disciplene og nu til os.
	Det er nemlig ikke gjort med at lægge nakken tilbage og se op mod Gud. Det opdager disciplene hurtigt. To mænd i hvide klæder viser sig for dem og spørger dem: Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er faret op til himlen skal komme igen på sammen måde, som de har set ham fare op til himlen. I mellemtiden skal de ikke bare stå og se op. Det er ikke deres sag. Deres sag er, at de skal være vidner, deres sag er at de skal gå ud i alverden.
	Hvorfor må disciplene ikke blive stående stille og se op? Det må de ikke, fordi de skal til at være voksne! De har en opgave,der skal gøres.
	Drengen Bo vokser sig op i øjenhøjde med sit billede. Derefter må han forlade billedet og gå ud og lede efter Gud et andet sted. Sådan skal også diciplene nu holde op med at stirre op mod himlen. De skal gå ud og finde Gud et andet sted. Hvis de har hørt efter, hvad Jesus lærte dem, ved de godt, hvor de skal lede. De skal lede i øjenhøjde. Dér hvor deres næste er. Der hvor al skabningen er. Dér skal de finde Gud. "Jeg var sulten og tørstig, og I gav mig ikke at spise. Jeg var syg og I tog jer ikke af mig" sådan stiller Jesus det op. Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.
	Kristendom handler ikke om at være i øjenhøjde med Gud. Kristendom handler om at være i øjenhøjde med sit medmenneske. At se Jesu træk i det andet menneskes ansigt. Og handle derefter. Vi skal ikke bruge vore kræfter på at gøre himlen åben. Det har Jesus gjort for os. Vi skal bruge vore kræfter på hinanden. På kærligheden. På tilgivelsen. På omsorgen. På at være i øjenhøjde.
	Gudstjenesten, hvorom vi samles her i kirken, er som Bos mors værelse. Et sted, hvor vi går hen for at fordybe os i billedet af Gud - som for os er evangeliet om Jesus. Her skal vi lægge nakken tilbage og fordybe os og mærke at himlen er åben over os. Men vi skal ikke blive herinde. Vi skal ud af kirken igen. Derud, hvor der er brug for os. Vi skal ud og virke i øjenhøjde. Det er os, der er disciple nu.
	Amen.

18-6-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk