Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	3. søndag efter trinitatis 2003 i Jersie
	GT-læsning: Es. 57,15-19 NT-læsning: Lukas 15,1-10 Salmer: DDS 3, TS 767 - DDS 464, (279 v.6-7) og TS 870
	Toldere og syndere holdt sig til Jesus. Hvorfor mon egentligt? Jo, fordi han fortalte, at netop det tabte, tilhører Gud. Derfor strømmede de til. Og af samme grund holdt farisæerne sig både for næsen og for sig selv. De kunne ikke forstå, hvorfor han var ligeglad med det, som disse mennesker havde eller ikke havde gjort.
	Den situation er jo nem nok at sætte sig ind i. Vi kan - til dels - nok både forstå farisæernes vrede, men har også forståelse for Jesu tilgivelse af synderne, for sådan er han jo - har vi lært. Også i dag ville han omgive sig med mennesker, der ikke lige passer ind i det gode selskab. Som sagt, vi kan godt forstå det, men hvor langt rækker vores forståelse og sympati egentligt? Måske den omfatter toldere, ludere og tyve på Jesus tid, men gælder den også den mand, der for en uge siden voldtog og kvalte en 12-årig pige? Nu kan tab jo omfatte så mange ting. Man kan miste sin pung med penge og personlige papirer, men det meste kan jo heldigvis skaffes igen. Man kan tabe sit hjerte til et andet menneske, hvilket ikke er så galt, hvis det vel og mærke bliver samlet op af den, det var tiltænkt. Siden kan man tabe både tålmodigheden, fatningen eller besindelsen - måske netop overfor det samme menneske, som bærer ens hjerte. Man kan tabe modet, ja, sågar livsmodet, hvis den, man har tillid til, svigter en. Og man kan tabe håbet, hvis det trækker ud med at finde det igen.
	Det at tabe og det at miste er et vilkår for livet. Intet ejer vi, som vi ikke også skal miste en dag. Det er kendetegnende for netop mennesket, at vi sørger over tabet af vore nære. Vi begraver dem og holder fast ved mindet om dem. Men ikke blot lider vi tab. Vi kæmper også ofte mod at erkende tabet. Er noget eller nogen blevet væk for os, så leder og søger vi efter det - indtil vi enten finder det eller opgiver håbet om at finde. For det er næsten ikke til at leve med et endegyldigt tab.
	Derfor er der både håb og opmuntring for os i Jesu to lignelser om det bortkomne får og den tabte mønt. Fortællingernes ledeord er nemlig ikke kun tabet, men tabet kædet sammen med dette at nogen leder og bliver ved med at lede indtil det tabte er fundet igen. Netop glæden over at finde eller at blive fundet vil vi gerne dele - især hvis den samtidig bekræfter vores tro på menneskets uendelige værdi. For så meget gør Gud, siger Jesus - så langt vil han gå for at bære bare en enkelt af et hundrede, som er gået fortabt, tilbage i folden.
	For netop det tabte, tilhører Gud. Og det betyder vel på en eller anden måde, at så er det ikke længere en forbandelse at være fortabt! Så er det netop de fortabte, som skal prise sig salige! Så er glæden allerede deres, som er kommet væk fra både Gud og sig selv! Af en eneste grund: Fordi Gud leder og vil blive ved med at lede indtil de er fundet og ført hjem igen.
	Men én ting er nu, hvad Gud vil, kan og gør med et bortløbet får og en tabt mønt. Hvad med det moderne menneske af i dag? Kan det overhovedet føle sig forvildet bort fra Gud, når det ikke længere forstår sig selv i forhold til Gud.
	Spørger vi mennesker, om de finder eller føler livets mening i dette at tilhører Gud og være knyttet til ham, så tror jeg mange vil kigge underligt på os. Det er de færreste i dag, der oplever livets mening og fylde udfoldet i det religiøse.
	Derimod er der mange, der søger og oplever mening i tilknytningen til materielle ting, job, penge karriere, magt og indflydelse. Naturligvis også i forhold til andre mennesker - kæreste, ægtefælle og børn. Jo, og i hobbyer og interesser, engagement og passion - men vel at mærke i ting og forhold, der ligger indenfor den verdens rammer. Den verden, hvor vi godt ved, at der ikke findes nogen ting eller relationer til noget eller nogen, som vi ikke også en dag skal give slip på og miste.
	Derfor opleve de fleste af os først og fremmest tab, når disse relationer pludseligt bliver revet væk fra os. Når noget, vi er knyttet til og har forstået os selv som levende i forhold til, pludseligt forsvinder, så er det at vi oplever det største tab af alle: - tabet af sammenhæng og mening i tilværelsen. Da slår skattefinansieret krisepsykologi sjældent til.
	Professor Lars Qvortrup fra Syddansk Universitet gør i en artikel om Kirkens rolle i det moderne samfund opmærksom, hvordan vi for knap to år siden blev konfronteret med et omfattende globalt tab af mening. Det var den 11. september 2001, hvis betydning er gået hen og blevet omdrejningspunkt for store forandringer i det vestlige samfunds selvopfattelse. Da de to rutefly under mediernes direkte transmission styrede ind i World Trade Center, var det mere end blot bygninger, der sank i grus. Ikke blot den amerikanske befolknings tillid til egen sikkerhed faldt også til jorden - hele verden blev ramt af lammende chok og forfærdelse.
	Chokket skyldte en tab af mening og sammenhæng, der både var øjeblikkeligt og globalt. På få øjeblikke forsvandt den selvfølgelige tryghed, som mange mennesker levede med. Spørgsmålet var overalt det samme: - Hvorfor skete dette? - Hvorfor skete det netop hos os? - Hvad var meningen?
	Folks spontane tænden lys på stedet, foran den amerikanske ambassade og i de mange åbne kirke var konkret udtryk for denne søgen efter tabt mening og sammenhæng. Først da man langsomt begyndte at få en fornemmelse af, hvem der måske kunne stå bag begivenheden, og derefter kunne begynde at foretage sig andet end græde og bede, - da man kunne rette sit blik mod dem, som man mente var de skyldige, først da vendte følelsen af mening og sammenhæng at vende tilbage igen. Så blev det "business as usual". Først kom turen til Osama Bin laden og Afganistan. Siden til Irak og Saddam Hussain. For nu havde vi ligesom genfundet meningen igen: - Terroristerne mod demokraterne. - Muslimerne mod de kristne. - Synderne mod de retfærdige.
	Lars Qvortrup spørger, hvad kirkens rolle egentligt kunne være i denne og lignende situationer? Hvad er det religionen, kristendommen og kirken har at bidrage med, når andre sammenhænge bryder sammen? Selv konstaterer han, at kirken i første omgang tilsyneladende kun var i stand til at give rum og plads for de mange følelser, som katastrofen satte i gang. Afmagt, sorg, vrede, fortvivlelse og rådvildhed. Men et vedvarende bud på en ny mening, en bæredygtig fortolkning af begivenhederne på længere sigt, er hverken kirken eller kristendommen endnu kommet med. I det mindste ikke synligt og hørbart i den offentlighed, som er det moderne samfunds forum. Men sådan, siger Qvortrup behøver det ikke at være. Selvom kirken i dag lever marginaliseret i forhold til det omgivende samfund, så har den netop pga. det moderne samfunds opsplittede natur en enestående mulighed for at bidrage med netop det, som kirken er bedst til, nemlig fortolkning af nye sammenhænge og bud på mening, når gamle sammenhænge styrter i grus. Alle er enige om, at de kendte ideologier har spillet fallit. Øst og vest, syd og nord deler her de samme vilkår. Men netop kirken og dens forkyndelse er jo oprindeligt vokset ud af et sammenbrud af alle meninger og værdier. Kirkens og den kristne tro voksede ud af erfaringen af Jesu død og troen på hans opstandelse. Derfor burde man kunne forvente et levedygtigt bud fra denne kant af samfundet.
	Men skal det ske, må det ske på tidens præmisser. En af dem indebærer at religionen ikke kan levere sikkerhed - vi lever i en usikker verden og den, der søger at skjule eller bortforklare det, er ikke troværdig. En anden er, at man ikke længere kan negligere det enkelte menneske, for mennesket er i dag gået hen og blevet den universelle målestok for mening. Derfor går det ikke længere at hævde en Guds mening, der ikke inddrager eller tager hensyn til dette, sådan som de, der fløj deres fly ind i Word Trade Center tilsyneladende var overbevist om. Hvad er det da, kristendommen er i stand til, som andre religioner og ideologier tilsyneladende ikke kan? Svaret er, at kristendommen kan lære os at leve med den usikkerhed og meningsløshed, som vi ikke kan undgå.
	Kristendommen lærer os nemlig, at vi ikke kan forstå det, som vi ikke kan forstå. At søge og lede efter tabt mening, er at ville forstå det uforståelige. Det er at forsøge på at sætte nye begivenheder ind i en gammel sammenhæng, som allerede er gået under. Men det kan netop ikke lade sig gøre. At leder efter meningen bag i drabet på en 12-årig pige eller 4000 menneskers brutale død i World Trade Center giver ganske enkelt ikke mening. Der findes ingen forklaring, som passer ind i nogen kendte mønstre og sammenhænge. Og alligevel er det en del af den virkelighed, som vi skal forsøge at leve videre med.
	Hvad kristendommen kan - fordi den netop er det, den er, er at give ord, der både kan trøste og give mod til at acceptere virkeligheden og dermed få kraft til at leve videre med tabet af både relationer og af mening. Det var det, de første kristne måtte gøre - og gjorde. Og kristendommen gør det i flg. Qvortrup på en ganske særlig måde, nemlig gennem hævdelse af paradokser. Ved at sige ting, der tilsyneladende strider mod hinanden. Ved med Jesus at tale om både Gud og mennesker. Ved med Kristi opstandelse at tale om både død og liv. Ved at tale om at det tabte allerede kan være fundet. Og det vel at mærke ikke en mening, der er mulig pga. af os mennesker, men pga. Gud. Vor mening og vores erfaringer af meningsløshed er knyttet til os selv og de tilknytninger vi kan have til ting og andre mennesker i verden. Men de forsvinder - og når de forsvinder taber vi meningen med vort liv.
	Men Gud derimod forsvinder ikke - Gud dør ikke. Og derfor er der en, der ser os, når vi mister overblikket, en virkelighed, der består selvom alt omkring os og vi selv forandres og endog bliver til intet. Gud er - og skal derfor i den kristne forkyndelse hævdes som - den, der ser og favner alt - også det tabte. For netop det tabte, tilhører Gud.
	For nu at vende tilbage til det, der er udgangspunkt i dag, nemlig lignelserne om det tabte. Vi taber mange ting - til tider også troen på at Gud er barmhjertig og god eller overhovedet er til. Virkeligheden og alle de grusomme begivenheder, vi erfarer fra verden omkring os, kan let overbevise os om, at talen om Guds mening i dette er malplaceret.
	Kun hvis vores tale om Gud kan omfatte alle mennesker, og kun hvis den kan lyde overbevisende i den virkelighed, som vi genkender som vores, kan det blive et troværdigt bud på - ikke ny sammenhængende mening - men ord, der kan rumme og favne hele det kaotiske liv, vi ellers ikke ville kunne holde sammen.
	For skal kristendommen består i dag, må og skal den kunne sige det, som ikke kan siges. Skal kirkens forkyndelse give mening i dag, skal den være i stand til at give ord for ikke-forståelse.
	Og derfor må vi ikke indskrænke Jesus lignelser om det tabte til kun at omfatte nogen og ikke andre. Som både synderne og tolderne er det, sådan er også farisæerne blevet væk fra Guds mulighed for at rumme selv det uforståeligt og meningsløse. Sådan burde kirken også i dag turde stå op imod alle forsøg på at umenneskeliggøre andre mennesker pga. af deres handlinger - uanset, hvor grusamme de måtte være. Tabt er tabt. Men Gud er Gud for de tabte. Han leder og han finder. Vi forstår det nok ikke, men så meget mere burde vi måske glæde os!
	Amen.

24-8-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email