Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	8. s. e. trinitatis2003 i Jersie Kirke 2003
	GT-læsning: Jer. 23, 16-24 NT-læsning: Rom. 8,14-17 Evangelium: Matt. 7,15-21. Salmer: TS 907, DDS 352, 255 - 280, 279 v. 6-7 og 358
	Prædiken:
	Hvem er de mon dog, disse falske profeter, som dagens tekster - både den fra GT og fra NT - advarer os imod? Det har i hvertilfælde i sommerens løb ikke skortet på at sætte navne på de af kirkens folk, som er blevet udset til at bære denne betegnelse.
	For en præst har med sin bog "En sten i skoen" fået Gud og snart hver mand til at kaste med alle de sten, de overhovedet har kunnet få fat i. Med sin påstand om, at hverken han eller ret mange af hans kollegaer i virkeligheden tror på Gud på den måde, som menigmand og offentlighed tror de tror, har han fået sat fokus på de kirkelige hyrders troværdighed. Og den er jo let at gennemskue, for så vidt som kirken er offentlig og alles den gerninger foregår i et glashus. Skade blot at så hverken kender kirkens dagligdag eller præstens bog ved selvsyn! Jesu advarsel mod falske profeter er taget fra slutningen af Bjergprædikenen i Mathæusevangeliet. Hele afsnittet strækker sig over 3 kapitler og rummer mange af de ord, som vi har lyttet til som prædiketekster i sommerens løb. Som jeg nu efter min hjemkomst fra ferie har fået gennemlæst dem alle i deres helhed, så kan jeg se at der her hele tiden veksles mellem Guds grænseløse rækken ud efter mennesker og menneskers stadige forsøg på at sætter grænser for Guds kærlighed.
	Det er som to parter, der står i hver sin ende af et torv og trækker, for at få modparten over på sin side af midten. Det er de fortabte, Gud længes efter og kalder på, men alt for ofte de retfærdige, der siger: "Stop, det rækker - nu er dét vist nok!" Hele vejen igennem er Gud som hyrden, der opsøger de fortabte, mens de rene hele tiden kun er i stand til få øje på splinten i deres medmenneskers øje. Hele tiden ser de bort fra deres egne glasvægge og kaster frimodigt sten mod dem, der er udenfor.
	Og Jesus selv forbliver i denne sammenhæng ganske rigtigt den irriterende sten, som ikke er til at få ud af skoen, når han bestandigt blander Gud ind i vore mellemmenneskelige affærer. Jesus afspejler Guds væsen, overskrider vores selvskabte grænser og tager både en Peter og en Zakæus til nåde og lader sit Rige leve og vokse gennem dem - som de er! I dette lys kan vi forsøge at finde frem til et svar på, hvem de falske profeter, som vi skal passe på, mon er? Hvem er det, vi advares mod og skal holde os fra? Ja, måske ligefrem også forsøge ikke at være som selv?
	Som Jesu ord falder netop i dag, så kan vi i det øjeblik, de står overfor os, faktisk ikke vide det. Kende dem på forhånd - det kan enten man kun indefra eller ovenfra - dvs. hvis man selv som ulven er på rov eller som Gud står helt udenfor slagsmålet. Så for os, der blot er mennesker, gælder det, at vi ofte må vente til de glubske ulve har gjort deres gerning. Og derfor skifter billedet karakter.
	Ulven bliver til et træ, der bærer god eller dårlig frugt. Og den dag, man kan skelne det ene fra det andet, er den, hvor Gud træder frem afslører, hvad der er hvad. For høsten er ikke vores, men Guds time. Dommen og fordømmelsen er alene Guds anliggende. Vi skal derfor ikke være alt for hurtige med vores dom, men snarere passe på, at den ikke kommer over os.
	Men hvad så med de falske profeter? Skal vi så slet ikke gøre noget ved dem? Som jeg læser, hverken kan eller skal vi gøre noget. Vi skal derimod passe på os selv - vi skal passe på, at vi ikke bliver forledt eller selv leder andre vild. Og det kan vi bedst gøre, ved at have tro på og have tillid til den Gud, der spørger profeten Jeremias: "Hvem lytter til mit ord og hører efter?"
	For Gud er den, der har al magt i himlen og på jorden. Gud er den, der fylder både himmel og jord, mens vi mennesker kun har jorden at regere på. Set i dette lys - som jo blot er at tage for givet at Gud jo er den, der har vor skæbne i sin hånd - skulle vi måske vove vende sommerens diskussion på hovedet og spørge, hvor utænkeligt det mon kunne være, at "Stenen i skoen" måske med tiden kunne gå hen og bære den gode frugt, som er kendetegnet på den sande profets ord? Hvad hvis manden ikke blot ikke har ret, men faktiske sætter en reaktion i gang, som siger: "Han skal sørme ikke få ret!"
	Sandheden ligger jo ikke kun gemt i ordenes indhold, men også deres virkning på langt sigt. Hvad hvis nu Gud har tænkt, at det vist var på tide, at det danske folk blev rusket op af sin tornerosesøvn? At kirken trængte til en storm, der kunne flytte lidt rundt på maleriernes århundredgamle placering og traditionens bevidstløse gentagelse? Hvad hvis det var Gud selv, der lod en præst i den danske folkekirke sige, at han slet ikke troede Gud fandtes? Tænk lige på den - bare et kort øjeblik! For er det, som foreløbigt er blevet disse ords frugt, ikke det positive, at det ellers så tilbagelænede danske folk - både dem, der plejer, men sandelig også dem, der ikke overrender kirken til daglig - virkeligt er kommet op af lænestolen for at forsvare Gud.
	For hvis ikke Gud slet er til, hvad er så det næste, der følger med på den konto ....... (Ja, det er jo det næste spørgsmål, som vi endnu har en diskussion til gode om - og hvem ved, hvad den kan føre til?)
	Alene denne reaktion ville ikke være nogen dårlig frugt. Større bevidsthed og ønske om klarhed i forkyndelsen kan da ikke gå hen og blive den svækkelse folkekirken, som der har været skrevet og talt så meget om. Det er eller kan derimod blive en nødvendig styrkelse.
	Måske er danskerne alligevel ikke så ligeglade med kristendommen, som man kunne tro - de er bare uoplyste. I løbet af en generation har mange danskere nemlig mistet det kristne sprog og har opgivet de kristne vaner med aftenbøn og salmesang. Resultatet er blevet, at de i dag er kristne analfabeter. De fleste er medlemmer af folkekirken og tror - på en eller en anden måde på "et eller andet", som de dog ikke har sprog til at gøre rede for. Det, som kunne gå hen og blive den gode frugt af dette, er måske ønsket om at lære troens sprog igen. At begynde forfra med at lære bogstaverne, så vi kan komme til at læse, skrive og tale sammen om Gud igen.
	I det stykke har vi præster selvfølgelig et stort ansvar, men vi står forhåbentligt ikke helt alene med det. Vi er og bør så godt vi overhovedet kan være kirkens profeter og menighedens hyrder. Vi bør være dem, der taler sandt og ikke falskt om Gud. Men dette ansvar deler vi med alle døbte og troende. For i følge Luther er enhver, der har fået givet dåbens og troens gave også en præst overfor andre - en, der skal lægge ord og liv til det budskab, vi har fået overgivet. Vi, der bærer kjole og krave, er imidlertid så heldige, at vi ikke blot får løn, men også får mulighed for at bruge al vor tid på denne opgave - men så skal vi også gøre det!
	Og så må vi jo med alle vore evner og muligheder prøve at sætte nye ord på, for at vi både kan dele dem med jer, som kommer i kirken og alle dem, der holder sig udenfor. Men vi skal opgså være klar over, at det ikke er en ufarlig øvelse. Det kan godt skabe ballade, men tør og gør vi ikke det, så kan det meget vel ende med at være os, der ender som de falske profeter, der nok siger Gud med stort og taler fromt om Jesus, men som ikke desto mindre vil stå med en lang næse, der dag Gud begynder at kigge i vore frugtkurve.
	Og det er mærkværdigvis også det rygte, den nu så berygtede nordsjællandske præst også har. For i koret af kritikkere er der faktisk også nogen, der hævder at have fået en nyt og mere positivt syn på kristendommen ved at lytte til eller læse præstens forkyndelse.
	Da denne sag begyndte at rulle kunne man ellers godt få det indtryk, at han var en ensom Jakobsskikkelse, som kæmper med Gud i natten og får sit slag på hoften, men med teksten til i dag skiftede han karakter for mig. Han kan måske gå hen og blive en profet - måske nok stadig kun en af de små - men stadig en af dem, man kender på frugten, den dag høsten oprinder.
	For hvis virkeligt det ender med, at danskerne besinder sig lidt mere på, at Gud og kristendom ikke er ligegyldigt, kommer til at tænke på og spørge efter, hvad det vil sige at tro, så vil jeg ikke kalde ham en falsk profet, men derimod kalde ham én der med eller mod sin vilje, er blevet instrument i den uransagelig Guds hånd. Et svar på Guds spørgsmål til Jeremias: "Hvem lytter til mine ord og hører efter?" Og svaret, Gud selv giver, lyder: "Til sidst skal I forstår dem!"
	Vi skal jo tro og vi har jo altid lov til at håbe!
	Amen!

24-8-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email