Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	9. søndag efter trinitatis 2003 i Jersie Kirke
	NT-læsning: 1. Johs. 1,5-2,2 Evangelium: Lukas 16,1-9 Salmer: DDS 3, 596 - 595, (488 v. 1-2 og 7), (390) og 50
	Prædiken
	Lignelsen om den utro godsforvalter, der svindler sig ud af en stor knibe og den dertil hørende uvisse fremtid, hører nok til den gruppe Jesus-ord, der må få moralske linievogtere til at ryste på hovedet og tænke: "Det kan han da ikke mene!"
	Samtidig vil den dog også kunne opfattes som et fingerpeg for de, der hævder at kristendommens sandhed ikke behøver at være udtømt gennem anvisninger om, hvad man skal og ikke skal gøre.
	Men måske man snarere skulle lægge en helt tredje vinkel på lignelsen ved at betragte den som en af den slags livssituationer, vi plejer at kalde for "et dilemma". De eksisterer jo ikke kun på papiret. Livet er fuld af situationer, hvor vi ikke blot er tvunget til at handle, men hvor det også gælder, at uanset hvad vi vælger at gøre, så pådrager vi os uværligt ansvar og dermed skyld.
	Og det er jo godsforvalterens dilemma: Han har viklet sig så langt ind i sine fiksfakserier, at uanset hvad han foretager sig, så pådrager han sig mere skyld og går usigeligt sikkert en uvis fremtid i møde. Godsforvalterens "mod" - hvis man kan kalde det det - er, at han ikke flygter fra dette dilemma, men ser sin håbløse situation i øjnene og træffer en rask beslutning. En beslutning hvormed han nok fortsætter sit bedrag, men trods alt sørger for at få det bedste ud af situationen - både for sig selv, men ikke mindst for andre. For ved at nedskrive gælden til sin Herres skyldnere, sikrer han sig en sammenhæng at vende tilbage til, når bedrageriet overfor godsets Herre er afsonet og gælden betalt tilbage.
	Man kan næsten opfatte lignelsen som en omskrivning af slagordet fra firserne, hvor en ungdom, der havde tabt troen på fremtiden, alligevel skrev på vægge og husmure: "Du har ikke en chance - brug den!"
	At det var et spinkelt halmstrå, godsforvalteren greb efter, understreges af beregninger, der fortæller os at alene omregningen af de 100 ankre olivenolie ville svare til ½ million kroner i dag (inkl. EU-tilskud, naturligvis!).
	Alligevel håber forvalteren på, at der er en fremtid for ham, når han en dag har fået betalt sin gæld tilbage. Og på baggrund af dette håb, griber han i tro ud efter den eneste tilrådighedstående mulighed for at redde sig selv. At det sker gennem et nyt bedrageri, det anfægter tilsyneladende hverken Jesus eller evangelisten Lukas, som bringer den i sit evangelium. Tværtimod ender lignelsen med disse ord: "Herren rosten den uærlige forvalter", fordi han havde handlet klogt".
	Nu kan man jo godt diskutere, om den "Herre", der taler, er godsets Herre eller Vor Herre Jesus selv? Men da det jo unægteligt synes svært at forestille sig en jordisk Herre, der ligefrem roser dem, der bedrager ham - endog dobbelt - så er der meget der taler for, at det faktisk er Jesus selv, der kalder forvalteren en frisk fyr! Og dermed står vi for så vidt i det moralske problem, at vor Herre Jesus Kristus roser bedrageren, netop fordi han i en snæver vending griber til et nyt bedrageri for at redde sig ud af en ellers udsigtsløs knibe.
	I stedet for at forsøge med yderligere fortolkningsmæssige krumspring, vil vi imidlertid lade de moralske kvababbelser være og lade provokationen blive stående, som den står. For måske var der slet ingen uangribelige vej ud af forvalterens knibe? Et bedrag er et bedrag, og den oparbejdede skyld hverken kan eller skal på nogen måde forsvares. Skyld skal sones eller bringes ud af verden, for at den brudte tillid kan blive genoprettet.
	Forsvare sig overfor sin Herre, det gør forvalteren jo ikke. Han hverken skjuler eller forsøger at bortforklare eller undskylde sin manglende forretningsmæssige redelighed. På sin vis står han helt ved sit ansvar og sin skyld, men tænker samtidig længere end til regnskabets time. "Der er jo også en fremtid efter i morgen", tænker han.
	Tænker vi sådan om denne lignelse, har vi måske også fundet et muligt berøringspunkt med vort eget liv. For det er vel netop i skildringen af den håbløse fremtid og den uoverskuelige gæld og skyld, at vi finder den mest oplagte parallel til vor egen livssituation. Netop dette lighedspunkt taler dagens episteltekst da også om i ligefremme og kredse vendinger: "Hvis vi siger, vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os", skriver apostlen Johannes.
	Et bedrag er et bedrag og kan aldrig forsvares. Begynder vi først at begrunde eller forsøge at bortforklare vor skyld, gør vi den dobbelt samtidig med at vi vikler os yderligere ind i selvbedragets bindinger. Uanset hvad og hvordan, er skylden en realitet, man ikke slipper af med, den dag regnskabet skal aflægges.
	Ansvar er jo netop dette, at man en dag skal svare for sig. Ikke bortforklare, men stå ved alt det, man er og har gjort. For sit liv og dets fallitter kan man ikke tale sig ud af, uden samtidig selv at forsvinde ud af billedet. Den uærlige forvalter kan ikke betale sin skyldighed, og indser derfor, at han må sone sin skyld. Men samtidig træffer han sine dispositioner for, at der er nogen, som vil have med ham at gøre fremover.
	For hvis ikke Keld og Benny står og vinker ved indkørslen til Vestre Fængsel, har Egon Olsen ingen fremtid!
	De fleste af os kan forhåbentligt melde hus forbi overfor beskyldninger om økonomisk underslæb, men det stiller os ikke fri overfor spørgsmålet og skyld. For hverken overfor Gud eller andre mennesker er det muligt at have balance på alle ind- og udgående konti. Positivt og negativt skylder vi altid langt mere end vi er i stand til at betale. - Hvad kan vi hver især give som modydelse for det gudskabt liv, vi får givet kvit og frit? - Hvordan kan vi kvittere for al den ufortjente kærlighed og overbærenhed, vi hver eneste dag får fra vore nærmeste? Går vi regnskabet nøjere efter, bliver det ganske åbenbart, at vores skyld og gæld ikke er til at betale ud.
	Netop derfor ender vi også der, hvor den uærlige forvalter er endt, at vi - hvis vi vil have en fremtid at håbe på - er nødt til at gribe til den samme desperate udvej som han: at dele ud af det, vi selv har fået betroet. Det er det, vi i anden sammenhæng kalder TILGIVELSE. Overfor al den skyld og gæld vi hver især har samler sammen, kan vi kun gøre et overfor andre, nemlig at tilgive andre deres skyld overfor os - velvidende at dette greb i sidste ende jo også sker på klods, fordi vi jo ikke selv er i stand til at betale blot en tøddel af det, vi skylder andre.
	Så når altså "Herren" roser den uærlige godsforvalter, peger han på den eneste måde, hvorpå det er muligt at leve videre med al vor skyldighed overfor både Gud og mennesker: at gribe til og selv håbe på tilgivelsen. Er man virkelig insolvent, kan man kun sætte sit håb til en total sanering af gælden.
	Stillet overfor den erkendelse gør forvalteren det eneste kloge. Ved at nedskrive sine medskyldneres gæld, griber han den eneste mulige udvej, som også kan omfatte ham selv, nemlig at hans Herre også nedskriver hans gæld. "Og det var klogt gjort!", siger Jesus. Ikke moralsk, men klogt - med henblik på fremtiden.
	Og faktisk - tænker vi rigtigt efter - er tilgivelse jo dybest set også noget af det mest uetiske og umoralske, der findes. Det vidste Jesus modstandere, og derfor måtte han jo bøde med sit liv på korset. Men paradoksalt nok blev netop denne handling årsagen til, at vi, der kommer bagefter, er i stand til at nedskrive hinandens gæld og tilgive hinandens skyld. Og her kunne vi så passende vende tilbage til epistlen, hvor Johannes skriver: "Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, ... han er sonoffer for vore synder..."
	Også det er et dybt umoralsk udsagn. Johannes opfordrer os til at se bort fra synd og skyldighed, fordi en anden part har betalt prisen og båret straffen for al den uretfærdighed, som vi har været og stadig er kilde til. Det regnestykke går simpelthen ikke op og er for enhver menneskelig målestok uretfærdigt. Det har vi ligefrem et udtryk for: "at rette bager for smed!" Byens smeden har begået en forbrydelse, hvorfor han dømmes til døden, men da man kun har én smed, men to bagere, så henretter man bageren i stedet for smeden!
	Men nu er kristendommen jo ikke blot udtryk for en bestemt moral. Kristendommen er først og fremmest forkyndelsen af nåde og tilgivelse som den eneste mulige måde, hvorpå vi kan se frem til dagen i morgen - på trods af al vor skyldighed og kommen til kort. Kristendommen hævder som det allervigtigste at synd og skyld kan og skal tilgives - ellers kan livet slet ikke leves. Og ud at denne tilgivelse bliver vi da sat frie til at elske - betingelsesløst og frit, fordi vi selv har erfaret betingelsesløs kærlighed og tilgivelse. Når den opstandne Kristus i flg. trosbekendelsen sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han er den, der engang skal komme igen for at dømme levende og døde, så er det fordi han er den eneste, der ikke kan anklages for synd og skyld. Og som denne i egentlig forstand retfærdige er han samtidig vores talsmand og forsvarer overfor Gud. Og dermed er han vor garant for, at enhver tale om gældssanering og tilgivelse overhovedet giver mening!
	Efter den moralske målestok vil regnskabsaflæggelsens udfald være forudsigelig og retfærdig! For synd og skyld skal sones - gæld skal betales! Men overfor denne benhårde forståelse af retfærdighed står Kristus med sin nåde og tilgivelse, som hverken er moralsk eller retfærdig. Den har derimod kærlighedens kendetegn: den er langmodig, mild, den tilgiver skyld.
	På den baggrund kan vi - forhåbentligt lettet - konkludere, at den, der roser den uretfærdige, der som sidste desperat udvej griber til at tilgive andre for selv at slippe fri af sin knibe, heldigvis også er Ham, vi skal stå til regnskab for. Det er da endeligt også lige præcist det, vi bliver mindet om, hver eneste gang vi beder: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere".
	Amen.

24-8-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email