Præstesiden


Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Kruchov Sønderby

Hvis du vil printe siden ud
se her
Møllehaves digt De tre sten:
Der lå en sten over Jakobs brønd,
den tungeste blandt alle tunge stene.
Ved synet af Rachel blev Jakob så glad,
at han løftede stenen alene.
Normalt kom der fire mænd derned
for at løfte stenen ved aften.
Men Jakob fyldtes af kærlighed.
Af kærlighed fik han kraften.
Der lå en sten på Frelserens grav,
den tungeste sten blandt stene -
og rygtet kom ud over land og hav,
at kærlighed bar den alene.
Og vi, der var underlagt synd og død
og alle fordrevet fra Eden,
kom sammen og lyttet', når ordet lød
om stenen og kærligheden.
Der ligger en sten på hver eneste grav.
Jeg stod ved min faders forleden
og vidste, at selv de tungeste sten
kan bæres af kærligheden..
Jeg vil læse for jer fra 1. mosebog, i dag hvor vi er samlede for at følge NN til graven. Det er fortællingen om hvordan Jakob møder sin elskede Rakel for første gang. Der står :
Jakob fortsatte sin rejse til landet, hvor Østens folk bor. Han fik øje på en brønd på marken, hvor der lå tre fårehjorde: fra den brønd gav man nemlig hjordene vand.
Der lå en stor sten over brønden, og først når alle hjordene var samlet, kunne man vælte stenen væk fra brønden og give dyrene vand. Så væltede man stenen på plads over brønden.
Jakob spurgte: »Hvor er I fra, brødre?« De svarede: »Vi er fra Karan.« Han spurgte: »Kender I Laban, Nakors søn?« »Ja,« svarede de.
»Hvordan har han det?« spurgte Jakob, og de svarede: »Han har det godt. Dér kommer for resten hans datter Rakel med fårene.« Jakob sagde: »Det er stadig højlys dag: det er for tidligt at drive dyrene sammen. Giv dog fårene vand, og driv dem ud på græs!«
Men de svarede: »Det kan vi ikke, før alle hjordene er samlet: så kan stenen væltes væk fra brønden, og vi kan give fårene vand.«
Mens han stod og talte med dem, kom Rakel med sin fars får, som hun vogtede. Da Jakob så sin morbror Labans datter Rakel og hans får, gik han hen og væltede stenen væk fra brønden og gav sin morbror Labans får vand. Så kyssede han Rakel og brast i gråd.
I det øjeblik Jakob ser Rakel, Labans vidunderlige datter, med de gnistrende livfulde øjne er han solgt. Han forelsker sig hovedkulds og inderligt, og kærligheden giver ham kæmpekræfter, så han alene kan løfte den sten som ligger hen over brønden. Den sten skulle man ellers være syv mand for at løfte. Men kærligheden giver Jakob kæmpekræfter, for Rakel kan han gøre hvad som helst.
Så kysser han Rakel, og brister i gråd, for kærligheden gør ham til den svageste af alle. Den der elsker er for altid udleveret til kærligheden og ved i samme sekund som kærligheden gror frem at ingen fysisk styrke eller magt kan skåne ham for angsten for og smerten ved at skulle miste den elskede.
Beretningen om Jakob og Rakels første møde ved brønden er en smuk historie og der er flere grunde til at vi skal høre den i dag.
Den væsentligste grund er at den handler om kærlighed, om hvordan kærlighed kan løfte de tungeste sten.
Esther har løftet og båret mange tunge sten for sine kære, det er ikke uden grund at I kalder hende "verdens stærkeste mor".
Kærligheden gav hende kæmpekræfter, det er især blevet tydeligt her i det sidste år hvor I sammen har kæmpet mod kræftsygdommen, at hun var stærk af sind.
Hun var din elskede kone, Tommy, I to har haft gode år sammen, ikke år nok, men gode og meningsfyldte år. Hun var Dennis, og Kennys og Janniks mor, altid lige i nærheden, altid fuld af omsorg for jer, sommetider lige rigelig bekymret. Hun var så mange ting, elsket datter og søster, moster, nabo og ven.
Nu hvor hun er borte, bor der hos jer, hendes familie og venner, midt i sorgen, også en stor glæde over alt hvad hun var for jer, og over alt hvad hun gav jer af omsorg, kærlighed, glæde, ja over mindet om smilet i hendes øjne.
Hendes særlige blide og varme smil som sjældent forlod hendes øjne, når hun så på jer, uanset hvor træt og syg hun blev.
Det er også godt at tænke på at I har kunnet være der for hende, også I har af kærlighed båret tunge sten, for hun havde brug for jer og lod jer passe og pleje hende, da hun til sidst ikke længere kunne gøre alt det selv som ellers var så stor en del af hende.
Hun var en kvinde som i vid udstrækning udtrykte sig med sine hænder, skabte smukke ting med dem, lavede mad, arbejdede.
I troede hele tiden på at det ville vende sig til det bedre med sygdommen. I gjorde alt hvad I kunne for ikke at give op og synke sammen i modløshed. Men det var også klart for jer at det kunne gå sådan at Esther ikke overlevede. Esther frygtede for døden, men var vel egentlig mest bekymret for hvordan det nu skulle gå jer, hendes mand og hendes tre sønner. Hun ville gerne have været der for jer altid, have set Caroline vokse op, det første barnebarn, som hun kaldte sin lille guldklump.
Mange af os vil huske hende som hun kom her i kirken i sommer til Carolines barnedåb, spinkel og gennemsigtig, drevet frem af ren vilje og kærlighed.
Også udenfor familiens kreds havde Esther stor betydning. Hun var Råsted pige med liv og sjæl, og engarerede sig i stort og småt i sognet. Hun viede sin arbejdskraft både til det kulturelle: på skærum mølle, bestyrelsesarbejde i borgerforening og børnekulturcenter, opgaverne i sognegården og til det kirkelige: i menighedsrådet.
Vi er mange der i disse og andre sammenhænge har haft den glæde at arbejde sammen med Esther.
Jeg læste før om Jakob som forelsker sig inderligt i Rakel første gang han ser hende. Kærligheden giver ham kæmpekræfter og kalder samtidig tårerne frem, gør ham til den svageste af alle, for kun hos hende kan han fra da af være hel og lykkelig.
Som alle der elsker er han på en gang i glæde og i sorg, i glæde over at have mødt en han kan leve med og elske, og i sorg over at engang skal han miste hende.
Begge dele er kærlighed, sorgen er også kærlighed, men i skygge. Og sorgen bliver endnu en tung sten som skal løftes.
Da Jakob mister sin Rakel da sørger og raser han, og han rejser han en stenstøtte over hende, på stedet hvor hun er begravet i nærheden af Betlehem. Sådan som vi den dag i dag sætter en sten til minde om dem vi elskede og mistede.
Også Guds søn, Jesus, sættes der sten over. Han er død og de som har kendt ham er ude af sig selv af sorg.
Også Gud sørger og raser, da Jesus dør på korset langfredag, bliver himlen sort af sorg og inde i templet revner med èt det enorme forhæng som hænger for døren ind til det allerhelligste.
Gud elsker sin søn, mennesket Jesus, og da påskemorgen kommer løfter Gud stenen fra graven, en sten så tung så der skulle mange voksne mænd til at bære den, denne sten løftes bort så alle kan se at graven er tom.
Guds kærlighed lader sig ikke standse af døden. Jesus bliver levende igen. Og sådan lover Gud os i sin søns opstandelse, at også vi som er hans brødre og søstre skal opstå fra de døde, for at leve hos Gud.
Kærligheden kan løfte de tungeste sten, men kærligheden er også det mest afmægtige der findes, udleveret til om de elskede tør elske igen. Gud vil at vi skal turde håbe og tro det som kærligheden allerede har lært os i livet, at den er stærkere end døden.
Kærligheden dør ikke med den elskede.
Kisten og de tunge sten på kirkegården, vil fortælle os at det er slut, men Guds kærlighed i Kristus Jesus den hører aldrig op.

23-9-2003
sat på Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk