Hvis du har kommentarer så skriv til Jan Grønborg Eriksen Hvis du vil printe siden ud se her

	Salmer:
	290 435 582
	318 469 474 356
	PRÆDIKEN
	Der er ikke noget så dejligt som en lang, uforstyrret nattesøvn! Det er som at blive vugget i en livmoder! Trygt.
	Nikodemus, som vi hørte om i dagens evangelium, kunne ikke sove. Hans sjælefred var rokket. Som den fornuftige mand, han var, tog han tyren ved hornene og gik hen for at tale med denne Jesus. Han kunne alligevel ikke få ham ud af tankerne.
	Søvnløse nætter kan somme tider være gavnlige. De kan være anledninger til at tage livet op til ny overvejelse. Og det blev denne nat for Nikodemus. Men beroligende var den ikke.
	Jesus sagde, at det, han trængte til, var at "blive født på ny". Født på ny? Han så for sig, at man skulle proppes tilbage i moderskødet.
	Og det ville jo på den ene side være noget vrøvl, for det kan man ikke.
	På den anden side er det jo for den, der ikke kan sove, en dejlig tanke: at blive vugget rundt i en tryg og varm livmoder! Er der noget bedre billede på hvile?
	Jeg har altid godt kunnet forstå, at spædbørn protesterer sådan mod at blive født. Blive revet ud af den fuldkomne harmoni som foster - og ud til hvad? Ikke sandt?
	Men vi andre ved jo godt, at det, som barnet protesterer imod ved fødslen, det er selve livet. Så selv om man kan forstå protesten, må man tænke: jaja, vent bare, du skal nok blive glad for det.
	Livet er måske ikke let. Men det er livet, og det er det, vi fødes for. Det er - livet!
	Nikodemus, jødisk teolog, var en lærd mand. Allermest tryg var han, når han sad sammen med andre lærde mænd og førte lærde samtaler. Så var han på hjemmebane.
	Teologien og de intellektuelle overvejelser var hans moderskød. Og det er ikke helt klart, om han nogensinde vovede at springe ud i det virkelige trosliv. At blive født på ny.
	Nikodemus kom for at diskutere teologi. Jesus svarede med at udfordre ham: Kom ud i det virkelige liv. Lad dig føde ud til troens virkelighed.
	Tro er noget mærkeligt noget. Og lige nu er tro et emne, som fylder avissiderne, og som diskuteres livligt alle mulige steder i det danske samfund.
	En præst har henvendt sig til pressen for at erklære, at han ikke tror på Gud. At han ikke tror på Jesu opstandelse eller det evige liv. Han siger, at det moderne menneske lever på naturvidenskabens vilkår, og at det derfor er noget vrøvl at tale om en Gud, der har skabt alt.
	Det er ikke helt enkelt at finde ud af, hvad han mener. Så aviser og TV indkalder lærde teologer til at kommentere denne mærkelig præst. Men det bliver man ikke altid klogere af.
	Når journalisten spørger en teolog "tror du på Gud", eller "tror du på et evigt liv", så kommer der nogle meget, meget indviklede svar. Og journalisten aner tydeligvis ikke, om der er blevet svaret ja eller nej på hans spørgsmål. Det gør jeg heller ikke som seer.
	Forleden da jeg igen så sådan et interview i TV, hvor en teolog under ingen omstændigheder ville give klare svar på de klare spørgsmål, tænkte jeg: Gad vide hvordan det er forløbet, da denne teologiske ekspert fik sine børn døbt?
	Jeg kunne se det for mig: præsten spørger: Tror du på Gud fader, den almægtige, himlens og jordens skaber? Og eksperten, med sit lille barn på armen, tager en dyb indånding og begynder en fem minutters forklaring på, hvorfor det spørgsmål ikke sådan lige lader sig besvare med et ja eller nej. Og det stakkels barn bliver uroligt på hans arm. Og menigheden bliver utålmodig.
	For det, der blev spurgt om, var jo ikke en redegørelse for mandens tro. Der blev bedt om et udtryk for hans tro. Det udtryk, at han ville sige ja til den Gud, som tager imod både store ånder og de store ånders små børn.
	Danskerne diskuterer tro i disse dage. Måske især præsternes tro. Men også deres egen, nu hvor emnet alligevel er på bane. Det er spændende, og det er godt, at der er interesse for kristendommen.
	Men debatten er lidt mærkelig. For hvad er det for en tro, der diskuteres, og som nogle siger, de har, andre at de ikke har? Og som præsten i centrum siger, han ikke har?
	Hvis man læser f.eks. dagbladet Politiken, får man faktisk det indtryk, at vi må vælge mellem, om vi tror på naturvidenskabens forklaringer på verdens tilblivelse, eller vi tror på den kristne Gud. Sådan kan nogle af den omstridte præsts udtalelser også lyde. Og det er godt nok mærkeligt.
	For det er mange år siden, konflikten mellem kristendom og naturvidenskab stoppede. I dagens Danmark er der næsten ingen troende, der vil bruge Bibelen, som om den var en naturvidenskabelig redegørelse eller en videnskabelig historieskrivning. Og der findes bunkevis af naturvidenskabsfolk, som er troende kristne. For der er ikke noget modsætningsforhold mellem naturvidenskaben og kristendommen.
	Kristendommen hævder ikke, at skabelsesberetningen er naturvidenskab. Og naturvidenskaben er godt klar over, at menneskehjernen ikke er guddommelig.
	Nu diskuteres der trosspørgsmål overalt i det moderne Danmark. Men på en lidt forældet og teoretisk måde. Det bliver mest til: "Kan vi tro på jomfrufødslen? Kan vi tro på at Gud skabte jorden på seks dage? Kan vi tro på, at Jesus pludselig for til himmels?"
	Den tro, der diskuteres, er troen som et sæt meninger. Men dit og mit forhold til Gud består IKKE i, hvad vi mener om bestemte teologiske spørgsmål.
	Når der spørges ved dåben "Tror du på Gud fader, den almægtige, himlens og jordens skaber?", så er det ikke for at høre, hvad vi nu mener om almagtsbegrebet eller om skabelsen.
	Nej, det der spørges til, er, om vi vil LEVE sammen med Gud.
	Og den udfordring, vi igen og igen stilles overfor, er den samme, som Nikodemus mødte: Tør du komme ud af de interessante diskussioners moderskød - lade dig føde til et rigtigt liv? Et tros-liv?
	Tros-liv er nemlig noget andet en tros-sætninger. Meget mere spændende. Meget mere krævende. Meget mere givende.
	Hvor jeg dog savner i den aktuelle debat, at nogle flere taler troslivets sag i stedet for trossætningernes!
	At tro på Gud er ikke at have 773 faste meninger om alt mellem himmel og jord. At tro på Gud er at række ud efter ham.
	Men er teologien og læren så ligegyldig?
	Nej, det er den bestemt ikke. Teologi er en livsnødvendighed for en kristen kirke. Den skal bare kende sin plads.
	Teologi er de overvejelser, vi gør os om troen og om Gud. Som kristen kan man næsten ikke lade være med at drive teologi. Selvfølgelig må vi spekulere på, hvad det er, der sker.
	Vi gør os tanker, vi danner os billeder. Vi forsøger at sætte ord på det, der er for stort til, at ord rigtig kan beskrive det. Men vi gør vort bedste.
	Det er teologiens væsen. Eftertanke på troen.
	Men troen kommer først.
	Ligesom musikvidenskab ikke ville give nogen mening, dersom der ikke fandtes musik, sådan ville teologi heller ikke have nogen eksistensberettigelse, dersom der ikke var et levende trosliv, hvor mennesker og Gud følges ad i det virkelige liv.
	Musikvidenskaben kommer ikke før musikken. Den står ikke over musikken.
	Teologien står heller ikke over troen. Kristne læresætninger ER ikke den kristne tro.
	En kristen tro er: at åbne sit liv for Jesus Kristus. At vandre sammen med ham.
	Læresætningerne er kloge overvejelser, gjort af folk med troserfaring og god forstand.
	Ligesom musikvidenskaben er kloge overvejelser, gjort af folk med kærlighed til musik og god forstand.
	Derfor kunne Jesus godt finde på at sige til alle os, som elsker at gøre os kloge på alting og kan snakke om det i timevis: Kom ud af intellektets livmoder. Lad dig føde. Til et nyt liv. Et tros-liv.
	Tro skal opleves. Tro skal leves. Et trosliv er et liv sammen med Jesus Kristus. Punktum.
	Hvad vi derefter tror om alt muligt - hvordan vi forstår treenigheden, f.eks., (som i grunden burde være temaet her på trinitatis søndag, men det må blive en anden gang,) - det er ikke ligegyldigt, men det er heller ikke afgørende.
	Bent Falk skriver meget klogt:
	".. at man ofte møder det synspunkt, at der bliver fremsat så mange forskellige teologiske synspunkter, at det er svært at finde ud af, hvad man skal tro. Mit svar hertil er det enkle, at du skal tro det, du tror, hverken mere eller mindre. Der er nemlig alligevel ingen, der tror andet end lige netop det. Derfor kan du jo godt holde øjne og øren åbne og se, om der skulle være nogle iagttagelser og erfaringer på vej til dig, der kan udvide eller uddybe din tro . Men du skal ikke tro på min tro."
	Tror du så på Gud, spørger nogle? Det kan jeg meget let svare på. Ja, bestemt tror jeg på Gud.
	Hvis de derimod beder mig beskrive Gud, så begynder jeg nok at væve ligesom teologerne i fjernsynet. For det kan jeg jo ikke! Selvfølgelig kan jeg ikke beskrive Gud. Jeg har gjort mig tanker om Gud, jeg har læst bøger om Gud. Men de dækker ikke. Og de tanker, der er tænkt om Gud, - de er ikke troen.
	Hvis Jesus sad med i panelet ved vore diskussioner om troen, kunne han muligvis finde på at sige: "Tro hvad I vil - men tro på mig!"
	Troen er vores hånd, der rækkes ud for at tage hans hånd. Troen er hjertet, der åbner sig for ham. Troen er fødderne, der prøver at gå derhen, hvor han sender os. Troen er hænderne, der prøver at gøre hans gerning i kærlighed til medmennesker.
	Tro er liv. Derfor siger Jesus til os: Du skal fødes! Du skal leve i troen på Gud.
	Amen

23-9-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk