Hvis du har kommentarer så skriv til Lotte Lyngby Nielsen Hvis du vil printe siden ud se her

	HELT BLÆST Gad vidst om det nogensinde har været Guds mening, at der skulle prædikes, når det er pinse?
	Når jeg spørger sådan er det, fordi jeg synes, at man kan blive helt blæst af at skulle forklare Helligånden og forkynde Helligånden. Det virker så forkert og modsat. Når Jesus taler om Helligånden kalder han den for Talsmanden. Han siger, at Talsmanden skal komme til os for at forklare os, for at lære os og for at minde os om det, som Jesus selv stod for og gjorde og lærte os, mens han var menneske på jorden. Det er altså i virkeligheden Helligånden, der skal tale for os, mere end det er os, der skal tale om Helligånden.
	Med risiko for at blive helt blæst af det, vil jeg alligevel forsøge at tale om Helligånden. Jeg tror nemlig, at vi ind imellem trænger til at få sat billeder og krop på denne del af Guds væsen. Vi trænger til at forestille os Helligånden konkret og virkelig. Jeg vil altså nu forsøge at sætte billeder på Helligånden.
	1. billede er fra da Gud skabte. Da Gud skabte mennesket, formede han det først af jordens støv. Han tog jord og ler i sin hånd og formede et menneske. Derpå blæste Gud livsånde ind i lerkroppens næsebor. Sådan blev mennesket til et levende væsen.
	I en uge som denne kan man være helt betænkeligt ved at tage dette første billede frem her på prædikestolen. Der har i medierne i denne uge været megen snak om præsters tro på skabelsesberetningerne. Monstro I nu sidder og tænker: Tror vores præst mon, at Gud helt bogstaveligt lavede mennesket af jord? Gør I det, så skal I få et svar: Nej, det tror jeg ikke, men jeg tror helt bogstaveligt, at Guds Ånd gør forskellen på ler og liv. Jeg tror, at den gamle skabelsesfortælling sætter billede på en dyb sandhed. Nemlig den sandhed, at Gud med sin Ånd lader livet blive til.
	Vi kender det fra vor egen erfaring, alle vi, der har været tilstede, idet et barn bliver født til verden. Vi ved, at livet først bliver virkeligt til, når barnet begynder at ånde. Vi kender til den glade lettelse, der spreder sig på en fødestue, når den nyfødtes første skrig lyder. Barnet trækker vejret - et liv er blevet til.
	Det 1. billede fortæller, at Guds Ånd gør forskellen mellem død og liv.
	Det 2. billede er fra da Gud blæste igen. Det billede har vi allerede mødt i dag i pinseberetningen. Disciplene sidder bag lukkede døre. De skjuler sig. De er tavse. De tør ingenting. Jesus er faret til himmels. Den opstandne har forladt dem. De er tomme og forstenede. Da blæser Guds Ånd gennem huset med kraftige vindstød. Tunger af ild tænder livsmodet i deres hjerter. De bliver fyldt af Helligånd. De går ud fra deres skjulested, de holder op med at være tavse, de taler så alle kan forstå det. De går i gang med at forkynde og døbe og bygge kirke.
	Pinseberetningen er fortællingen om, at Guds Ånd gør forskellen mellem angst og mod, mellem lukkethed og åbenhed, mellem forstening og liv.
	En mærkelig historie, men vel i grunden ikke ukendt fra det liv, der er vores? Der er dage og tider, hvor vi har det som disciplene. Hvor vi er forstenede, lukkede, skjulte. Hvor det føles tomt og dødt i os og omkring os. På sådanne dage kan man opleve det under, at livet med ét bryder igennem igen. Det er som om der blæses livsmod og livskraft ind i én. Det kan ske på så mange måder. I samtale med et andet menneske. I knus og omsorg. Måske bare helt i én selv. Det er som om et gardin rulles til side og livet skifter farve. Når det sker, så er jeg sikker på, at det Helligånden, der er på færde. Når det sker, så er det fordi Gud blæser igen. Og atter sker det, at jord bliver til liv. Det andet billede fortæller os, at Guds Ånd stadig blæser, og at Helligånden gør forskellen på angst og mod, på lukkethed og åbenhed, på forstenethed og mulighed.
	Det 3. billede er mit helt eget billede. For at dele det med jer er jeg nødt til at fortælle om en drøm, jeg har haft. Jeg drømte, at jeg faldt med voldsom kraft mod jorden højt oppefra. Jeg var midt i et frit fald. Jorden kom nærmere og nærmere. I rasende fart. Det var havet, jeg var ved at styrte i. I drømmen var jeg ikke i tvivl om, hvad udfaldet af dette styrt ville blive. Jeg ville blive knust mod vandet. Og det ville ske meget snart. Men lige før jeg ramte vandoverfladen kom der en blæst, der på én gang var blid og voldsom. Dette vindstød greb mig og blæste mig varsomt ind på land. Jeg var bjærget.
	Så vidt drømmen. Kyndige drømmetydere kan sikkert få meget ud af den. For mig er drømmen et billede på Helligånd. Helligånden er som en blæst, der bærer og bjærger. Den er Guds Ånde, der puster et menneske ind på fast grund. Det 3. billede viser, at Guds Ånd gør forskellen på tilintetgørelse og tilblivelse.
	Det 4. billede er det sidste billede for i dag. Det er billedet af dåben. Når et menneske bliver døbt sker det med vand og med Helligånd. I dåben bliver det pinse her og nu. For i dåben forbindes Guds Ånd med mig. Indblæses i mig. Dåb er et løfte om, at Gud med sin Ånd vil bære og bjærge sit menneske. At Gud i sin Ånd vil puste liv og livsmod ind i os. At Gud med sin Ånd vil indblæse sin kærlighed og sin tilgivelse i os. Sådan har Gud med sin Ånd forbundet sig med Tilde i dag.
	Disse 4 billeder fortæller tilsammen, at Helligånd er at Gud kan være Gud for mig. Guds Ånd er forskellen mellem død og liv. Guds Ånd er forskellen mellem angst og mod, lukkethed og åbenhed, tilintetgørelse og tilblivelse. Fordi vi er blæst fulde af Guds Ånd er liv, mod, åbenhed og tilblivelse mulighed for os. Helligånden er Guds måde at være os nær på. Med sin Ånd er Gud tilstede hos os og i os. Helligånd er, at Gud kan være Gud for mig. Her hvor jeg er.
	Denne erfaring har fra første begyndelse ytret sig i fællesskab. Den første pinsedag blev 3000 mennesker døbt. En menighed blev skabt, en kirke begyndte at blive til.
	Lige fra begyndelsen har det at synge være fællesskabets åndedræt. Derfor kan der næppe findes noget bedre tidspunkt at tage en ny salmebog i brug på end netop her til pinse.
	Når vi synger, sker der det, at vi trækker vejret i fællesskab. Vore stemmer bliver til ét. Vi ånder sammen. Vi synger sammen. Vi hører sammen. I dette fællesskab virker Guds Ånd. Nogle gange kan det nærmest mærkes på kroppen. Når vore stemmer synger sammen sker det, at det mærkes, at Gud stadig blæser. At Guds Ånd er tilstede og virker iblandt os. Når taget er ved at lette juleaften, fordi mange stemmer, store og små synger Halleluja et barn er født i Betlehem. I mindre målestok for lidt siden, da vore stemmer gav ånde til I al sin glans nu stråler solen. Når den salme lyder, så kan jeg mærke, at det er pinse.
	Man kan blive helt blæst af at ville forklare pinse og Helligånd. Jeg har det sådan, at når vi synger I al sin glans, så behøves ingen forklaring. Så er det bare pinse. Så virker Guds Ånd.
	Jeg har alligevel forsøgt at dele nogle pinsebilleder med jer. Nogle billeder af Guds Ånd. De billeder gør udtrykket "helt blæst" til et positivt udsagn. For pinsen fortæller os, at hver eneste af os må se os selv som "helt blæst" . Vi er gennemblæste, indblæste, beåndede af Gud. Vi er helt blæst af Helligånd. Vi er gennemblæst af Helligånd. Den ånd, der gør forskellen på død og liv, på tilintetgørelse og tilblivelse, på forstenethed og mulighed. Den er indblæst i os. Tillykke med, at I er helt blæst. Glædelig pinse.

23-9-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk