Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær Hvis du vil printe siden ud se her

	Mariæ bebudelse 2003 i Sdr. Alslev og Falkerslev
	Tekst : Luk.1,26-38
	Salmer: 2, 63,,89-435, 172
	Sidste søndag sluttede prædiketeksten med, at de mennesker, der havde oplevet Jesus bespise fem tusind mand med ganske få bygbrød og fisk udbryder : Han er sandelig profeten, som skal komme til verden.
	Både ja og nej, for Jesus er mere end en profet. Og i dag skal vi så høre om det hemmelighedsfulde, der går forud for Jesu komme til verden som Guds søn.
	At den unge pige skal blive med barn og føde en søn hører vi allerede hos profeten Esajas. Vi hører også, at han skal have navnet Immanuel, der betyder . Gud med os. Det bliver ikke det navn han får, men det ikke desto mindre den opgave han tager på sig, at være med os. At være Gud for os.
	Men inden det kommer så vidt, skal vi en tur til Nazaret hos den unge pige Maria og hendes guddommelige gæst. Ærkeenglen Gabriel. Et er at man må blive forskrækket over, at der lige pludselig står en engel ved siden af én, for det hellige er altid på én gang vidunderligt og frygtindgydende. Noget helt andet er, hvordan man tackler budskabet om, at Gud har udvalgt én til en særlig opgave, som verden med garanti vil have svært ved at acceptere. For det første fordi det vil forarge, for det andet fordi man ikke vil være i stand til at gøre rede for , hverken hvorfor eller hvordan det er blevet sådan fat med én.
	For skal Maria gøre rede for det vil hun blive nødt til at sige, at det er det er den skjulte Gud, der helt suverænt har besluttet sig til at åbenbare sig, blive kød og blod med hendes moderliv som væksthus for den hemmelighed, der altid også knytter sig til Guds sandhed og åbenbaring og det er jo unægtelig noget af en mundfuld.
	Måske er det sandt hvad Emily Dickinson hævder om åbenbaring. Hun siger:
	Sig sandheden, men sig det skævt- beskyt det med en maske for klart for vores svage glæde vil sandhed overraske- ørn bliver fortrolige med lyn ved en blind forklaring- gradvist skal sandheden ses, man bliver blind af åbenbaring.
	For at beskytte os mod åbenbaringens skærende klare lys, siger Gud os sandheden om sig selv skævt. Og denne skævhed kommer ind i billedet allerede her ,og går hånd i hånd med det faktum at Gudsfrygtens hemmelighed er uudsigelig stor, at man kunne fristes til at kalde den gådefuld.
	Man kunne stille gåden således: Hvem er det, der bliver åbenbaret i kødet, retfærdiggjort af ånden, ses af englene og prædikes blandt folkene, ham der skal troes i verden og tages op i herligheden?
	Ja, det er jo Jesus Kristus, ved vi nok. Og har hermed løst gåden uden at afslører hemmeligheden. Det der udmærker gåden frem for hemmeligheden er nemlig at gåden kan løses, hvorimod hemmeligheden er utilbøjelig til at ville blive gennemsigtig, hemmeligheden forbliver stadig mere hemmelig jo mere den åbenbarer af sig selv. Altså står vi, så snart vi har løst gåden, med åbenbaringens hemmelighed i hænderne, og så er spørgsmålet hvordan vi kommer videre herfra, når den nåde der gives os samtidig er knyttet til en hemmelighed, der kan erfares men ikke gennemlyses og som vi derfor heller ikke kan disponere over.
	Hemmeligheden er altså i dette tilfælde ikke det mystiske uudsigelig, der ikke kan tales om, men er det, der netop skal prædikes om blandt folkene, som den der åbenbarer sig som hemmelighed, ham hvis navn er Jesus Kristus.
	En hemmelighed kan man komme ganske tæt på og til en vis grad også stå på fortrolig fod med, som Maria har været tættere end på Jesus Kristus end nogen anden, nemlig mens han voksede i hendes moderliv. Som en hver anden mor er tæt på det barn, der gror i hendes moderliv, samtidig med at det forbliver en hemmelighed. Man kan mærke det pusle og regere bag mavens runding, det er så nært og så velkendt og samtidig en stor hemmelighed. Selv med vore dages elektroniske muligheder for scanne og gøre ved , vil der altid være noget ved barnet i ens mave, der unddrager sig én. Noget der forbliver hemmeligt. Når barnet så kommer til verden begynder sandheden om det lille menneske på én måde at åbenbares, men samtidig føjes der hele tiden nye aspekter til hemmeligheden og hemmelighed skal ikke her forstås som en lukket utilnærmelighed, men som det at der altid er noget ved et menneske der bliver ved med at give sig til kende som hemmelighed. For Marias vedkommende ser vi det helt tydeligt da den 12 årig Jesus forsvinder for hende i Jerusalem og da han endelig bliver fundet forbavset spørger, om hun ikke vidste, at han bør være hos sin far. Han fortæller uden omsvøb hvor han har været og hvorfor, men han bliver ikke mindre hemmelighedsfuld for Maria af den grund. Snarere tværtimod. Han føjer endnu et aspekt til sin åbenbaring som hemmelighed.
	Mariæ bebudelse er altså et led i Guds hemmelige given sig til kende i verden. Og måske er det slet ikke meningen, at vi skal komme videre herfra som jeg ellers foreslog det for et øjeblik siden , måske er det meningen at vi skal blive i det, der her gives os, at vi skal dvæle ved det for på den måde at blive overøst med det Guds hemmelighed vil give verden og dermed os. Det er i hvert fald det Maria gør, da hun er kommet sig over den værste forskrækkelse. Hun accepterer , at den højestes kraft skal overskygge hende, at hun skal føde et helligt barn, Guds søn. Og hendes accept kommer til udtryk i ordene. Se, jeg er Herrens tjenerinde , det ske mig efter dit ord.
	Maria falder på plads i sin Herre og skabers hånd, bliver den perfekte rollemodel for hvad det vil sige at være menneskelig, i den forstand, at det at være menneskelig kan forstås som det at være til for andre. Denne bestemmelse af hvad det vil sige at være menneske har mange, ikke mindst kvinder, siden taget på sig. Vi kender alle én og anden ,der siger: Jeg lever egentlig kun for børnenes skyld. Og selvom det lyder nobelt, så ville jeg nødig være datter af én der kun lever for min skyld, for det betyder jo så omvendt, at jeg ville gå rundt med min mors eller fars liv i min hånd og det er når man tænker efter en overbelastning af et hvert menneske.
	Sagen er, at det at være menneske ved at være til for andre skal leve af den grundlæggende forudsætning , at jeg er menneskelig fordi jeg lader en anden være til for mig. For Maria var den forudsætning indlysende, man behøvede ikke engang at tale om, at det hører med til at være menneske at en anden, nemlig Gud er til for én. Men for det moderne menneske, bliver vi nødt til at sige det højt. Man er menneske i og med at man lader en anden være til for sig. Ligesom man kan ikke tale uden først at være blevet talt til. Eller elske , uden at have erfaret kærligheden og således kan man heller ikke give sig selv, uden først at have modtaget sig selv , og sig selv kan man kun modtage af en anden.. Man kan ikke forære sig sig selv.
	Gud kan som ordets og kærlighedens grund tale til os først, elske os, så vi kommer til at kunne tale og elske og så kan han forære sig selv til os, og det er det han er i færd med på Mariæ bebudelsesdag. Han er i færd med at komme til verden og vi der lever på den anden side af Mariæ bebudelsesdag ved, at han er kommet til verden og at han ved helligåndens kraft, der var til stede allerede ved hans undfangelse stadig kommer til verden i sit ord.
	At den treenige Gud kommer til verden i på én gang åbenlyst og hemmelighedsfuldt i Jesus Kristus betyder også noget for os mennesker. Det betyder at vi selv bliver hemmelighedsfulde, fordi Guds kærlighed til os, som han har skabt af intet, viser at vi er mere end summen af vores dele. Vi er mere end det der umiddelbart kan ses på os og siges om os, for vi er dem der til stadighed får os selv og hinanden foræret af Gud som de skæve åbenbarede hemmeligheder vi er.

25-9-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk