Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær Hvis du vil printe siden ud se her

	6. søndag efter trinitatis 2003 i Horbelev og Falkerslev.
	Tekst: Matt. 5, 20-26
	Salmer : 754,396,320-695,208
	Ordet er dig ganske nær i din mund og dit hjerte, så du kan følge det. Sådan sluttede læsningen fra femte Mosebog. Javist er ordet os nær i mund og i hjerte for så vidt, som vi udmærket ved hvad vi skulle og burde gøre, første halvdel af udsagnet kan vi vel nok skriver under på , men hvad med anden halvdel: Så du kan følge det. Følger vi nødvendigvis det ord der lyder for vores indre ører og dunker i vores hjerte.
	Nej, ikke nødvendigvis. For selvom vi mennesker er skabt som vi bør være, så har vi så mange sære ting for.
	Ting der gør at vi tit ikke kan enes, hverken med naboen eller med vores egen kødelige familie. Efter at jeg er blevet præst har jeg gjort en sørgelig opdagelse, nemlig den, at det i mindst hver tredje familie forholder sig ganske som i min egen familie, at der er nogen der ikke kan tale sammen, ikke være i stue sammen. Opdagelsen er så meget desto mere sørgelig fordi jeg næsten altid gør den i forbindelse med begravelsessamtaler, for så spørger jeg jo, hvor mange søskende er I, jo vi er måske 2, 3 , 4 eller flere men den og den har vi ikke set i mange år, vi ved slet ikke om de kommer til begravelsen, og hvad der egentlig er gået galt, ja det står ofte hen i det uvisse, og her ved begravelsen er det jo ved at være lige lovligt sent at forlige sig med sin bror.
	Måske er denne bror eller søster én der har sendt sine søskende i helvedes ild allerede i levende live, for man behøver jo som Jesus siger ikke at slå ihjel for at berøve andre livet, eller ødelægge det for dem, det kan gøres på andre måder, ved bestandigt at overfalde andre med sine luner, med sit rimelige eller urimelige rethaveri, med sin vrede, med sin tilknappede indelukkethed, med moralsk bedreviden, med sin trang til at være noget for dem ved at vejlede og give gode råd, man kan slå ihjel ved at være overdrevent korrekt. Så , der er mange grunde til at lytte til Jesu ord, når han siger : Når du bringer din gave til alteret, og dér kommer i tanker om at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din bror.
	På hverdagsdansk vil det sige, at man selvom man giver penge til Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, for på den led at bringe lidt orden i en aldeles uordentlig verden ude omkring, så fritager det ikke én for at forsøge bringe orden i den umiddelbare verden. At give til sin bror, som man ikke har set, fritager ikke én for at forlige sig med dén bror man har set og som man ikke kan udstå.
	Men hvordan skal sådan en forligelse dog så komme i stand. Ja, det vanskelige ved det er jo, at der skal to til den. At have ufred med sin bror kan sammenlignes med at sidde sammen med ham i en båd der er ved at synke og da går jo begge ned, ligegyldigt om hullet er i den enes eller den andens ende af båden. Og da er det man må overvinde sig selv og hjælpes ad med at udbedre skaden.
	Det betyder ikke at man nødvendigvis kommer til at knuselske hinanden i samme øjeblik man får lappet båden. Måske skal man først lige sidde og sunde sig lidt og glæde sig over at man dog nu er oven vande, og hvem ved måske mens man sidder dér og ikke længere skal kæmpe for ikke at synke, fordi grundlaget nu er i orden, måske dér kommer kærligheden lige så stille listende, sådan som kun dén kan det.
	Jeg kender en historie om forligelse mellem to brødre. Den ene hed Jonas, den anden blev kaldt Budda fordi han var lille tyk og mongol. Jonas var allerede teenager da Budda blev født og han hadede ham af et godt hjerte, som man siger med én af sprogets finurlige vendinger, for hvorfor skal der dog et godt hjerte til at hade. Nå, men i hvert fald var Jonas rasende forarget og pinligt berørt over at hans forældre havde tilladt sig at få et barn til i deres høje alder og så oven i købet denne lille savlende mongol. Det var utåleligt . Jonas foragter dette hjælpeløse væsen, som oven i købet skal forestille at være hans bror. Jonas regner Budda for idiot og har på den måde allerede slået ham ihjel, afskrevet ham og dermed kastet både sig selv og ham i helvedes flammer, lige her og nu, for man har det jo rædselsfuldt, når man sådan går og har noget imod en anden.
	Jonas er helt overbevist om at Buddah ingenting kan og aldrig vil komme til at kunne noget som helst, men så får han den idé, at han alligevel vil se om han ikke kan lære den dumme lillebror , bare ét eneste ord. Jonas beslutter sig for ordet mælk, og går herefter systematisk til værks. Jonas sørger for næsten altid at være den der giver Budda mælkeglasset, han stiller det foran ham masser af gange, ligeyldigt eller halvvrissent, men altid ledsaget af ordet , der beskriver den livgivende væske i glasset : MÆLK, siger Jonas. MÆLK.
	Sådan tager den ene dag den anden uden at Budda så meget som prøver på sige mælk og Jonas er egentlig slet ikke så utilfreds, for det beviser jo bare, at han har ret, broderen er en komplet idiot, der ikke engang kan lære et så enkelt ord som mælk. Tænkte han det ikke nok.
	Men så en dag da Jonas for jeg ved ikke hvilken gang smækker glasset i bordet foran broderen og siger MÆLK. Så sker der noget. Jonas er allerede i færd med at vende ryggen til og gå bort med sin daglige portion skadefryd over at broderen endnu engang vil bevise sin idioti, så pludselig siger Budda, noget. Men han siger ikke mælk, han siger Jonas. Fra det øjeblik overgiver Jonas sig totalt. Budda har stort set ikke mødt andet end had og ligegyldighed fra hans side, historien med mælken var jo ikke andet end et sygt eksperiment, og alligevel møder broderen ham med en helt ubegribelig tillid, der får Jonas til for resten af livet at elske ham fuldstændigt uden forbehold.
	Jonas der følte sig så overlegen i forhold til Budda er kommet til at stå i en uendelig gæld til ham, men det er en lykkelig gæld, kærlighedens gæld, den gæld som vi alle dybest set står i og så sandelig skal blive stående i - lige til halsen, for det er dén, der gør livet værd at leve. Den er selve livets motor.
	Men den kan ikke køre uden tilgivelse, den er alfa og omega i al kærlighed, man må kunne give til , dér hvor den anden mangler noget. Hvad Jonas bror savnede i intelligens havde han i tilgivelse og det var ham der helt uforvarende kom til at lære Jonas noget helt afgørende om kærlighed.
	Kærligheden er livets motor og den skal have benzin på i form at tilgivelse, men hvor skal den komme fra den tilgivelse, når hjertet føles stramt og hårdt og ikke vil lukke sig op. Ja, den skal komme fra Jesus Kristus, som kan gøre os lige så rasende, forarget og pinligt berørt som Jonas var det, da han fik sin mongol lillebror. Hvad ligner det , at den almægtige Gud, vor fader og skaber får en jordisk søn, født af en jomfru, opdraget hos en tømrer. Det er da pinligt det sømmer sig ikke for en ordentlig Gud at have sådan en ussel søn og det er ikke nemt for os at anerkende ham som vores bror.
	Og da giver vi os til at handle langt værre end Jonas gjorde det over for Budda. Vi piner Guds søn. Vi piner og plager ham og hænger ham op på et kors. Og det mest logisk ville være at han forbander os for det, men det gør han ikke, for han er ikke logisk han er kærlig, ja han er på engang livets motor og det der nærer den, han er tilgivelsen. For dér på korset siger han på sin egen måde : Jonas, Peter, Mette, Lise, Ingrid, Jørgen, Nicoline og hvad vi nu ellers alle sammen hedder, han siger det med ordene: Tilgiv dem , for de ved ikke hvad de gør.
	Jonas vidste dybest set ikke hvad der ville komme ud af hans hånlige eksperiment med mælkeglasset. Vi vidste dybest set ikke hvad der ville komme ud af at forages så meget på Guds søn at vi korsfæstede ham og i begge tilfælde blev resultatet på ingen måde, som man kunne forvente. I begge tilfælde blev had besvaret med kærlighed.
	Nu ved vi, at tilgivelsen findes. At Guds tilgivelse findes. I Jesus Kristus, der kalder en hver af os ved navn. Ordet er kommet os nærmere i mund og i hjerte for at vi skal overgive os til tilgivelsen, som Jonas overgav sig til sin brors tilgivelse, skal vi overgive os til Guds tilgivelse. Gad vide, hvad vi venter på ?

23-10-2003 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email:agerbo@post3.tele.dk